Copyleft for kontraktteoretikere
Copyleft for kontraktarianister
Den Hobbesianske kontraktarianist vil i deres stillingtagen til copyleft
tage udgangspunkt i de ejendomsrelationer,
som gør sig gældende i samfundet inden kontrakten forhandles,
da der ellers ikke ville være noget grundlag at forhandle på.
Det er den centrale måde kontraktarianisme adskiller sig fra
kontraktualisme,
og indebærer også,
at den moralske kontrakt bliver forhandlet
på baggrund af indidividuelle egen-interesser
og maksimeringen af disse i forhold til,
hvis der ikke havde været en kontrakt.
Man kan begynde ved at notere,
at "alles krig mod alle" tilstanden ift. copyleft
indebærer en mangel på copyright til at begynde med,
da der ikke er en statsligt beskyttet kontrakt,
som håndhæver immaterielret.
Hvis immaterielret ikke håndheves,
har vi altså en situation,
hvor softwareudviklere ikke kan regne med ejerskab over det,
de producerer.
Det er ikke væsentligt her at forstå,
hvordan software udgivet med lukket kildekode
kan ende med at blive omvendt konstrueret,
hvorved brugere kan få adgang til den oprindelige kildekode.
Det er kun relevant at,
at softwareudviklere ikke kan regne med at vedligeholde deres virke,
hvis de ikke kan begrænse,
hvordan slutbrugeren anvender,
tilpasser og itererer på deres produkter.
I den tilstand har mere ressourcestærke segmenter af samfundet en interesse i,
at sikre at det,
de producerer,
fortsat bidrager til den plads de har i samfundet.
Alternativet kunne måske klassificeres som en form for velgørenhed,
hvor producenter af software bruger midler på at producere software
uden at få noget igen.
Alles krig mod alle, eller punktet af ingen enighed,
skader i den situation incitamentet for producenter af software,
og de vil søge mod at skabe en samfundskontrakt,
som hjælper dem med at foretage virksomhed på deres produkter.
Hvis producenter af software ikke har incitament for at producere,
vil det mindske værktøjskassen for slutbrugeren,
idet kun velgørende softwareudviklere skaber nye digitale værktøjer.
Det antages,
at software har en værdi for slutbrugerne,
da den styrker deres evne til at stræbe efter sine egen-interesser.
Punktet af ingen enighed mindsker dermed evnen for både producenter og forbrugere
af software til at opnår deres interesser,
og dermed opstår en situation,
hvor der er interesse i at fremstille en samarbejdsrelateret moralgivende kontrakt.
Uden at dykke ned i behovet for og naturen af en stat,
som Hobbes mente er nødvendig for at opretholde sådan en kontrakt,
må samfundets moralske agenter nu forhandle en kontrakt,
som gavner dem alle mere end punktet af nul enighed.
At samfundets befolkning allerede er delt op i forskellige grader af ressourcestærkhed
er en forudsætning for den efterfølgende forhandling.
De mindre ressourcestærke kan naturligvis selv producere software,
men ikke i samme grad som de ressourcestærke.
Da de mere ressourcestærke i samfundet har bedre mulighed for at udvikle software,
har de bedre mulighed for foreskrive en kontrakt,
som de mindre ressourcestærke må acceptere.
De mindre ressourcestærke ønsker naturligvis,
at de kan benytte al den software,
som de har brug for,
for at stræbe efter deres interesser,
hvilket betyder at deres ideal er en copyleft-lignende kontrakt,
hvor de digitale fælleder er så store som muligt,
men af ovenstående grunde vil det føre til mindre software helt generelt.
De ressourcestærke er imod en copyleft-lignende kontrakt,
og da de har et stærkere grundlag at forhandle på,
vil forhandlingsprocessen sandsynligvis ende med et samfund,
som gør det muligt for disse grupperinger at fremstille lukket software,
og som samtidigt gør det muligt at håndhæve at kildekoden forbliver lukket,
hvorved utilsigtet brug af den software, de producerer,
vil blive anset som tyveri.
Men rettigheden til gennem immaterielret at bestemme over den software,
man selv producerer,
indebærer også at velgørende softwareudviklere får muligheden for at
udgive software under GPL-lignende licenser.
Der er naturligvis også tilfælde,
hvor både ressourcestærke og ressourcesvage softwareudviklere
begge har begrundelser for at udgive deres software
under andre licenstyper,
end dem der groft sagt præsenteres ovenfor.
Nogle ressourcesvage vil søge at blive mere ressourcestærke
ved at licensere deres software under en begrænsende model,
så de kan distribuere den mod en form for betaling.
Ligeledes kan ressourcestærke segmenter af samfundet ønske
at "donere" deres software til offentligheden
ved at frigive kildekode,
således at enhver kan bidrage til kvaliteten af produktet,
som måske indirekte gavner deres virke
og mulighed for at stræbe efter egeninteresser.
Den situation,
som maksimerer både producenternes og forbrugernes,
de ressourcestærke og de ressourcesvage,
bedst muligt,
vil altså komme til at ligne den vi har i dag,
hvor softwareudviklere har ret til at sætte vilkårene for hvert enkelt stykke software,
afhængigt af deres behov og interesse.
Copyleft for kontraktualister
