Hypothes.is
Hypothes.is er gratis, open source software,
som lader brugeren annotere en tekst offentligt på internettet.
Andre, som besøger samme tekst,
kan således læse disse annotationer og bidrage med deres egne.
Målet er at danne et lag "over" internettet,
som kan udvikle sig mens tekster læses,
ikke kun da de skrives.
Programmet er blevet anvendt i læringssituationer,
bl.a. @Kararo2019 til undersøgelser af ordforråd
og forståelse af grafvisualiseringer.
I dette afsnit afdækker vi først egenskaber ved annotationer;
dels generelt,
og dels særlige kvaliteter ved Hypothes.is' digitale tilgang.
Derefter afdækker vi arbejdsrutiner tilknyttet annotationer,
og identificerer steder,
hvor hypothes.is annotationer og arbejdet med dem relaterer til læring.
Annotationer
En annotation er et notat,
som er direkte tilknyttet en anden tekst.
Annotering er den handling at forsyne en tekst med en annotation.
En annotation er dermed ifølge @deVries2016 et teknologisk artefakt:
Den er produktet af den menneskeskabte aktivitet at annotere,
som er primært teknologisk orienteret.
Væsentlige egenskaber ved en annotation kan belyses
gennem typiske operationer i arbejdet med den:
afgrænsning, annotering, opbevaring, genfinding og læsning.
Afsættet for enhver annotation er en udvælgelse af dens kontekst.
Per definitionen ovenfor knytter annotationen sig altid til kildeteksten,
så dette valg af udsnit udgør en indsnævring af kontekst.
Annotationer er derfor altid tekstnære i forhold til kildeteksten.
Efter afgrænsning sker selve annoteringen.
Annotering er en fremtidsorienteret operation,
da den antyder,
at nogen vil læse annotationen i fremtiden.
Målgruppen kan derfor også påvirke,
hvad der annoteres.
Efter annotering bliver annotationen opbevaret.
En annotation, skrevet i sidemarginen af en bog,
opbevares implicit her.
Uafhængige sedler kan enten opbevares løst indlagt i bogen,
hvor placeringen implicit udgør annotationens kontekst,
eller separat med eksplicit angivet kontekst.
Digitaliserede annotationer er i sagens natur adskilte,
og kræver derfor en eksplicit angivelse af kontekst.
Annotationer opbevares netop for senere at blive læst.
De kan genfindes som konsekvens af læsning
eksempelvis i forbindelse med en linear gennemlæsning af kildeteksten.
Alternativt kan de lokaliseres via en indeksering,
bl.a. relevant ved analytisk arbejde,
hvor der kan være behov for systematisk at sammenholde
enten annotation og kildetekst eller flere annotationer med hinanden.
Måden, annotationen udvælges,
afhænger derfor ofte af målet med at læse den.
Læsning er kronologisk den endelige operation,
hvor annotationen opfylder sit formål.
Læsningen bringer læseren tilbage til annotationens oprindelige kontekst,
som understøttes af kildeteksten.
Da annotationer ikke kan stå alene,
er kildeteksten en del af annotationens pointe,
og læsningen af annotationen fører derfor ofte til læsning af kildeteksten.
Digitaliserede annotationer med hypothes.is
Flere annotationsoperationer påtager sig nye egenskaber
ved annotering med Hypothes.is.
Afgrænsning sker ved markering af et udsnit af kildeteksten,
eksempelvis i en grafisk brugerflade med en mus.
Dette kan være mere effektivt
end eksempelvis at skrive sidetal ned på en seddel,
hvis du alligevel sidder med musen i hånden
(eller med tomlen på ipad-skærmen).
Det er dog mere besværligt hvis du vil annotere
i en vekselvirkning med ikke-skærmorienterede aktiviter,
eksempelvis hvis du sidder og skriver andre noter
med en kuglepen eller blyant,
eller sidder med en diktafon og indtaler andre ting,
og i den procesmæssige kontekst har brug for
at skifte til at lave en annotation.
Modsat visse andre annotationsformer som involverer blæk eller sprit,
kan en afgrænsning med hypothes.is nemt fortrydes eller ændres[^korrektion].
[^korrektion]:
Ændring gøres lidt kluntet ved først at fortryde og så lave en ny afgrænsning.
Annoteringen er dog anderledes,
da det er muligt at tilføje mærkater til hver annotation,
så de hurtigere kan genfindes ved søgning.
Mærkater gør det muligt at forbinde empiriske begreber med annotationen,
hvormed konteksten for den gøres mere eksplicit.
Hypothes.is opbevarer annotationerne online,
offentligt eller fordelt i private grupper.
Dette giver Hypothes.is en offentlig karakter,
hvilket sandsynligvis præger indholdet af annotationen.
Offentlighedsaspektet er den definerende egenskab ved Hypothes.is,
da den endelige operation, læsningen,
kommer til at fylde mere end skrivningen.
Der er altså ikke længere et 1-til-1 forhold mellem hvor meget,
forfatteren skriver og så også får mulighed for at læse.
Alle kan læse alles annotationer,
og denne type læsning gør det også muligt at besvare annotationer,
mens teksten læses.
Læringshandlingen i konteksten af hypothes.is
Når hypothes.is er installeret og aktiveret,
ændres mødet mellem læser og kildetekst på flere parametre.
Mens brugeren læser, vil visse begreber og afsnit i teksten være markeret,
og brugeren udsættes dermed for en distraktion i form af et valg.
De kan enten vælge at læse annotationen til teksten,
eller de kan læse videre.
Det er åbent, hvad hver annotation vil indeholde,
men modsat links til online encyclopedier som Wikipedia er det altid garanteret,
at den nye tekst, annotationen, vil tage direkte afsæt i den oprindelige tekst.
Hvor et link til en Wikipedia artikel om indholdet leder til en uafhængig tekst,
er en annotation forankret i den oprindelige kontekst.
Formatet betyder derfor,
at læseren og forfatteren til annotationen vil have samme udgangspunkt,
idet de begge kender annotationens præcise kontekst.
Friteksten lægger op til en videre udforskning af emnet,
frem for en redegørende gentagelse.
@Schraube2024 beskriver digitale værktøjers styrke ved,
at de kan fungere som pejlemærker mod dybere forståelse.
Eksempelvis kan Wikipedia føre den lærende
til en overordnet forståelse af et emne,
før de må søge mod dybere læringsmateriale efter en grundigere udfoldning.
Hypothes.is adskiller sig fra denne beskrivelse,
da værktøjet udvider indholdet af bogen,
frem for at indsnævre og definere indholdet.
Wikipedia er produktet af en definitiv bevægelse;
en indsnævring af en bredere kontekst af indhold.
Hver artikel er isoleret fra hinanden,
og kontekst er derfor minimeret til fordel for præcision.
Annotationer i Hypothes.is er derimod ikke begrænset af,
at de skal kunne stå alene.
Når læringsprocessen finder sted gennem en bog,
er det forfatteren, som dirigerer læseren (ikke omvendt)
gennem affinitive og definitive bevægelser.
Hver læser forstår bogen med udgangspunkt i deres egen kontekst,
og der er derfor en begrænsning i,
hvor effektivt forfatteren kan "overføre" sin viden
til læseren gennem bogens endimensionelle format.
Schraube lægger netop vægt på dette skift ift. affinitive bevægelser:
for learning to be truly productive and expansive,
the goal-oriented learning process must be supplemented
by an affinitive learning movement in the contrary direction —
an explorative movement of de-fixation, of gaining distance and an overview,
withdrawal, reflection, and so on
[@Schraube2024, s. 37].
Uden en kontekst at trække sig tilbage i,
er det netop ikke muligt at tage afstand og skabe overblik overfor teksten.
Hypothes.is giver undervejs hver enkelt læser mulighed for at tilføje
deres egen kontekstualisering af kildeteksten,
og andre læsere får dermed mulighed for at udforske forskellige opfattelser
af pointer som er sværere at sætte i kontekst.
Hypothes.is faciliterer denne intersubjektive dialog,
dels ved at være begrænset til dialogens kontekst,
og dels ved at operationalisere tilføjelser til den.
Hypothes.is er ikke kun et hjælpeværktøj til at forstå konteksten for det,
man læser.
Programmet giver også mulighed for at deltage i denne kontekst.
Det er muligheden for både at læse og skrive annotationer,
som gør værktøjet til en inspirerende måde at deltage i dialog med verden:
Når den lærende tilføjer annotationer til teksten,
sker der ikke det samme,
som hvis noterne kun lå lokalt.
Andre læsere kan netop svare på annotationer,
hvormed notetagning går fra en primært definitiv bevægelse,
til en affinitiv, legende og dialogisk verdeningsproces.
Der er uden tvivl et tab i,
at de studerende ikke sidder i samme rum i dialog om værket,
da intersubjektiv dialog i læringsprocessen som tidligere nævnt
bygger på et krav om umiddelbarhed.
Men omvendt er der varierende krav til indholdsmæssig læring,
afhængigt af hvilken kontekst den lærende befinder sig i.
Den implicitte, automatisk operationaliserede tekstnærhed,
som Hypothes.is leverer,
udgør en mulighed for at danne en uforpligtende bro
mellem den individuelle, reflekterede læring
og den intersubjektive, kontekstudvekslende læring.
Den studerende kan tage noter i et tekstnært format i eget tempo,
mens de forpligtningsløst kan fordybe sig i alternative kontekster,
når de selv føler, de sidder fast i en for lang definitiv bevægelse.
En problemstilling ved digitale værktøjer,
som også fremhæves af @Schraube2024,
er følelsen af at blive overvåget,
som præger mange studerende i deres skriveproces.
At skrive i et fælles dokument er skræmmende og forpligtende,
og mange vælger derfor først at skrive teksten i et seperat dokument,
før de sætter det ind i fællesdokumentet.
Denne bekymring er svær at komme uden om med Hypothes.is,
da den lærende i sin personlige notetagning kan føle sig ansvarlig
for andre lærendes læsning.
Hertil kan anvendes gruppefunktionen,
så disse studerende enten kan lave grupper med nære venner
eller en mere skitserende gruppe til privat brug.
Dette fjerner ikke muligheden for at læse andres annotationer,
og muligheden for at svare på annotationer og stille spørgsmål
bevarer det kollaborative element i læringsprocessen.
Fleksibiliteten kan gøre det nemmere for den enkelte studerende
at inkorporere den nye type notationsproces i sin hverdag,
uden risiko for at notetagningen sker på baggrund af defensiv motivation.
@Schraube2024 pointerer,
at digitaliseringens styrke for tentakulære læringsprocesser
ligger i den operationelle dimension,
da digitale værktøjer kun kan føre den lærende til startpunktet for læringen.
Den egentlige læring starter først,
idet den lærende aktivt relaterer til og går i dialog med kildeteksten.
Det er altså ikke læsningen,
men den lærendes forhold til læsningen som udgør den tentakulære læringsproces.
Her adskiller Hypothes.is sig fra traditionelle digitale værktøjer,
da værktøjet anvendes under denne proces, ikke før.
Hver Hypothes.is annotation er en dialog mellem den lærende og læringsmaterialet,
og muligheden for at svare på andre annotationer skaber mulighed
for intersubjektiv dialog forankret i en fælles kontekst.
Det indholdsmæssige aspekt af læring kræver en vekslen mellem
definitive og affinitive bevægelser i læringsprocessen,
og affinitive bevægelser kræver tilbagetrækning og kontekstualisering.
Ifølge @Schraube2024 er et afgørende problem for tvedelt læring,
at operationaliseringen af læringsprocessen ikke inviterer til
affinitive bevægelser.
Det er svært at invitere de studerende til at tænke ud af boksen,
når pensum nødvendigvis må formuleres i kasser.
Hypothes.is inviterer gennem sin funktionalitet
til kontekstualisering og udveksling af perspektiver,
og kan derfor siges direkte at understøtte indholdsmæssig læring.
