Hvad er copyleft?
For at vi kan begynde at diskutere etiske aspekter ved copyleft,
er det nødvendigt først at klargøre, hvad copyleft helt præcist er.
Mere end noget andet kan copyleft siges at være en udfordring
af vores nuværende syn på ejendom og ophavsret –
specielt hvad angår intellektuel ejendom.
Hvis vores nuværende ejendomsstrukturer tager udgangspunkt
i et liberalt og individualistisk syn på intellektuelt ophav,
så er copyleft en mere social og kollektivistisk gentænkning
af intellektuelt ophav.
Ifølge copyleft- og fri software-bevægelsen
er kreativitet og innovation en dybt dynamisk proces.
Desuden er ideer og intellektuelle produkter ikke udskåret af et fast stof,
og intellektuel ejendomsret beskæftiger sig med ikke-rivaliserede goder,
da de er immaterielle
[@Singh2025, s. 270].
Helt konkret tager copyleft form af licenstyper, der kan vælges
som alternativer til traditionelle proprietære licenser
som copyright eller trademark.
I nogle sammenhænge omtales copyleft også
i forbindelse med musik blandt andet,
men i denne redegørelse vil vi tage udgangspunkt i copyleft,
som det udsprang af fri software-bevægelsen.
Fri software er defineret ved fire centrale friheder,
der sikrer brugeres og udvikleres muligheder
for frit at bruge, kopiere, studere og videreudvikle software,
og ser således ud:
Frihed 0
: Friheden til at køre programmet til ethvert formål
Frihed 1
: Friheden til at studere hvordan programmet virker
og tilpasse det til dine egne behov
Frihed 2
: Friheden til at redistribuere kopiere for at hjælpe dine medmennesker
Frihed 3
: Friheden til at forbedre et program
og udgive det til offentligheden til fordel for hele fællesskabet.
Adgang til kildekorden er her en forudsætning.
[@Chopra2008, s. 39-40].
Copyleft er i forlængelse heraf den praksis, der anvendes
for at gøre et program eller et stykke software frit
og for sikre denne frihed.
Friheden har nemlig en risiko for at begrænse sig selv.
Et individ kunne eksempelvis tage et frit softwareprogram
og videreudvikle på det
for så at udgive det under en proprietær copyright-licens.
Dermed er softwaren ikke længere fri i den forstand.
Metoden for at undgå dette er dog simpel:
gør dit værk tilgængeligt i det offentlige domæne,
og alle, der bruger dit værk
(uanset hvor meget de videreudvikler)
skal gøre det samme.
For at sikre dette i juridisk praksis
må man dog først copyright-beskytte sit værk
for dernæst at tilføje de rette distributionsbetingelser,
f.eks. de fire friheder
[@Singh2025, s. 270].
Copyleft er altså på det tekniske plan en slags rettighedspraksis,
der sikrer, at hvis du deler dit værk med offentligheden,
så kan enhver bruge, kopiere og videreudvikle på det,
såfremt at de igen deler deres iteration af værket.
|
