Hvad er copyleft?
For at vi kan begynde at diskutere etiske aspekter ved copyleft,
er det nødvendigt først at klargøre, hvad copyleft helt præcist er.
Udtrykket copyleft dækker over et koncept
[@Stallman2002, s. 23; @Singh2025, s. 270; @Morin2012, s. 3],
en praksis
[@Chopra2008, s. 14],
en metodik
[@Singh2025, s. 270],
en metode
[@Stallman2002, s. 22],
en mekanisme
[@Singh2025, s. 270; @Zhu2013, s. 290],
juridisk jiu-jitsu
[@Zittrain2004, s. 269],
nogle forpligtelser (engelsk: [obligations]{lang=en})
[@Honkasalo2009, s. 4]
og en licensbestemmelse (engelsk: [provision]{lang=en})
[@Davies2014, s. 431],
altsammen relateret til deling
af især software og beslægtede digitale ressourcer.
Ovenstående er alle beskrivelser af eet og samme begreb.
Nævneværdigt omfatter begrebet ikke
er social bevægelse (engelsk: [movement]{lang=en}),
[@Broussard2007, s. 8],
Open Access licensering
[@Suoranta2017, s. 2353]
eller en licens
[@Perens1999, s. 171] --
beslægtede men særskilte betydninger af ordet.
Det copyright-begreb, som undersøges i denne tekst,
er altså direkte forankret i en specifik juridisk licensbestemmelse,
og samtidigt mere abstrakt end dens juridiske funktion.
Hvordan dette forholder sig gennemgås nedenfor.
Sprogligt er copyleft et ordspil på udtrykket copyright:
"[Proprietary software developers use copyright
to take away the users' freedom;
we use copyright to guarantee their freedom.
That's why we reverse the name,
changing 'copyright' into 'copyleft']{lang=en}"
[@Stallman2002, s. 91].
Udtrykket opstod i 1984 eller 1985
og blev oprindeligt brugt til at beskrive distribueringskonceptet
indlejret i GNU Public License,
den første copyleft license
[@Stallman2002, s. 22-23].
Funktionelt anvendes copyleft ved licenser for immaterielle produkter,
primært software.
Licenser som omfatter copyleft kaldes copyleft licenser.
Copyleft licenser er del af en større licenser kaldet åbne licenser
(engelsk: [open licenses]{lang=en}),
som alle over en en sæt af principper om at give fri adgang
til brug, genanvendelse og deling.
Copyleft licenser indeholder et yderligere princip
kaldet reciprocitet (engelsk: [reciprocity]{lang=en})
eller del-på-samme-vilkår (engelsk: [share-alike]{lang=en}),
til at garantere fortsat fri adgang til et delt værk ved at kræve,
at enhver form for videre distribution også skal være offentlig.
[@Morin2012, s. 3; @Singh2025, s. 272; @Zhu2013, s. 290].
Copyleft kan altså ses som en juridisk mekanisme,
eller som en juridisk praksis eller metodik
omfattende reciprocitet og share-alike som mekanismer.
Copyleft er altså en delingslogik,
som er indlejret i immaterialretslige licenser,
om at dele værker med alle, der accepterer,
at hvis de ændrer værket og deler det,
så skal denne videre deling ske på samme vilkår som den oprindelige deling.
Effekten af copyleft,
dvs. hvilken betydning det har at anvende licenser indeholdende copyleft,
kan forstås på tre forskellige måder,
afhængigt af om hvert værk anskues som en en selvstændig enhed,
eller en iteration af en fortløbende genfortælling,
eller en ytring i en habermasiansk samtale med programmeringskode som sprog
[@Zhu2013, s. 290].
Med et værk anskuet som en selvstændig enhed,
kan effekten forstås som obstruering af lockeansk ejendomsret.
Ifølge John Locke vindes hævd over ikke-ejede resourcer
ved at tilføre resourcen personlig ejendomsret gennem bearbejdning,
på lige fod med retten til afgrøder efter opdyrkning af jord
[@FIXME FIXME: kilde til John Locke el.lign.].
Hvis et værk A deles,
og et nyt værk B udvikles baseret på A,
men A ikke anskues som at have krav på B --
hvis eksempelvis A blot anskues som inspiration for B --
så vil B kunne anskues som personligt ejet
udfra Lockeansk teori for ejendomret.
Effekten af copyleft vil udfra denne anskuelse være en modarbejdelse
af denne personlige ejendomsret,
da det stiller krav til, hvordan B må deles.
Udfra denne forståelsesramme er al software altså nogens ejendom,
og copyleft er en måde at obstruere dette centrale princip --
dvs. copyleft er en udfordring af ejendoms- og ophavsret.
Et værk kan anskues som en udgave af en kollektiv historie,
løbende udviklet ved at blive fortalt igen og igen,
hvor den kreative proces er kollektivt forankret,
og genbrug af tidligere værker anskues som øvrige, ligestillede bidrag.
At høste frugterne af et sådant kollektivt forankret arbejde
kan herudfra anskues at være en kollektiv ret
på lige fod med retten til at lade husdyr græsse på en fælled
[@FIXME FIXME: Himma2013, s. ???].
Udfra denne forståelsesramme er al software altså kollektivets ejendom,
og copyleft er en måde at afspejle dette centrale princip --
dvs. copyleft er en implementering af kollektive rettigheder
indenfor den personligt orienterede ejendoms- og ophavsret.
Et værk kan anskues som en diskurs --
dvs. en ytring i en samtale formuleret med programmer som sprog.
Den kreative proces er efter denne anskuelse ikke et værk
men et bidrag til en software-trend som en samfundsmæssig diskurs,
og tidligere værker anskues som øvrige, ligestillede bidrag.
Blandt ovenstående tre forståelser af effekten af copyleft,
kan den første måske synes intuitivt mest oplagt,
udfra det rationale, at copyleft er baseret på copyright,
og at copyright derfor er mere grundliggende.
Her er det dog væsentligt at forholde sig til den tid,
hvor copyleft opstod:
"[Neither Stallman nor anyone else started out
with the intention of hacking copyright law.
The hack of the Free Software licenses was a response
to a complicated controversy over a very important invention,
a tool that in turn enabled an invention called EMACS]{lang=en-US}"
[@Kelty2008, s. 183].
Begivenhederne omkring computerprogrammet EMACS,
som ifølge @Kelty2008 var instrumentelt for etableringen af copyleft,
foregik i perioden XXX.
Immaterialret som vi kender det i dag blev skabt i 1980'erne
gennem flere store lovreformer i både Europa og USA,
væsentligst USA's tiltrædelse af Bernerkonventionen --
før da fungerede copyright væsentligt anderledes,
og dækkede ikke software
[@Murphy2012, s. 116, fodnote 19].
Copyleft stammer fra fri software-bevægelsen,
ifølge hvem kreativitet og innovation er en dybt dynamisk proces.
Desuden er ideer og intellektuelle produkter ikke udskåret af et fast stof,
og intellektuel ejendomsret beskæftiger sig med ikke-rivaliserede goder,
da de er immaterielle
[@Singh2025, s. 270].
I nogle sammenhænge omtales copyleft også
i forbindelse med musik blandt andet,
men i denne redegørelse vil vi tage udgangspunkt i copyleft,
som det udsprang af fri software-bevægelsen.
Copyleft er i forlængelse heraf den praksis, der anvendes
for at gøre et program eller et stykke software frit
og ikke mindst for at sikre denne frihed.
Friheden har nemlig en risiko for at begrænse sig selv.
Et individ kunne eksempelvis tage et frit softwareprogram
og videreudvikle på det
for så at udgive det under copyright-beskyttelse for dem selv.
Dermed er softwaren ikke længere fri i den forstand.
Metoden for at undgå dette er dog simpel:
gør dit værk tilgængeligt i det offentlige domæne,
og alle, der bruger dit værk
(uanset hvor meget de videreudvikler)
skal gøre det samme.
Det er værd at nævne,
at i 1998 forgrenede nogle profilerede softwareudviklere sig
for at søge en større accept i forretningsverdenen.
De lancerede Open Source Initiative (OSI),
der med dets navn skulle tydeliggøre overfor virksomheder,
at fri software (engelsk: "[free software]{lang=en}")
ikke nødvendigvis skulle være gratis,
og de tog ikke stilling til,
hvor vidt brugere skulle sikre den frie softwares gensidige frihed
gennem copyleft-licenser
[@Chopra2008, s. 15-16].
Dette vil nemlig (formentlig) blive relevant
for vores senere udlægning af de etiske aspekter ved copyleft.
Copyleft udspringer altså af et ideal
om at gøre brugen af software fri og ubegrænset
samt at sikre denne frihed,
og det er på det tekniske plan en slags rettighedspraksis,
der sikrer, at hvis du deler dit værk med offentligheden,
så kan enhver bruge, kopiere og videreudvikle på det,
såfremt at de igen deler deres iteration af værket.
