For at forstå etikken i forhold til fri software og copyleft mere specifikt,
tager vi udgangspunkt i andet kapitel
af Decoding Liberation: The Promise of Free and Open Source Software
af @Chopra2008.
Teksten anskuer to forskellige tilgange til software licensering,
ved at trække på frihedsprincipper
samt konsekventialisme, deontologi og rawlsiansk kontraktteori.
Derudover peger teksten på det unikke særpræg for copyleft,
at det indebærer en form for etisk fremsyn,
idet licenshaveren tager stilling til,
hvorvidt afarter af deres projekt må udgives med lukket kildekode
[@Chopra2008].
Det følgende afsnit vil være en fremstilling og nærmere forklaring
af disse relevante etiske aspekter ved copyleft.
Frihed for hvem til hvad?
Frihed 0 placerer bevidst ikke nogen begrænsninger på,
hvordan fri software kan benyttes.
@Chopra2008 beskriver, hvordan denne frihed kan problematiseres
i et tænkt eksempel.
Det forløber således:
lad os forestille os, at en software-udvikler har skabt et program,
som er særligt egnet til dynamisk at forudsige flyveforløb
på selvdrevne luftfartøjer.
Udvikleren er stor modstander af den videre udvikling af atomvåben,
og ønsker derfor ikke, at hendes program anvendes
i styresystemet på et atommissil.
Det er ikke muligt for udvikleren at udgive sit program som fri software,
uden at gå på kompromis med sin modstand i forhold til atomvåben,
idet frihed 0 gør det umuligt
at udgive fri software med specifikke begrænsninger på dens brug
[@Chopra2008, s. 44].
Der kan konstrueres argumenter for,
at frihed 0 fortsat kan være et gyldigt princip
trods et muligt behov for etisk ansvarlige begrænsninger,
dels ved at appellere til,
at det er de lovgivende myndigheders job at sætte disse begrænsninger
for, hvad software juridisk set må anvendes til,
og dels ved at proprietær software ikke gør det bedre.
Men @Chopra2008 beskriver det simple, pragmatiske glidebaneargument,
som Free Software Foundation tager udgangspunkt i:
Hvis det accepteres at fri software kan have begrænsninger
for sin brug i én henseende,
vil det hurtigt føre til et hav
af flere forskellige ugennemskuelige begrænsninger
indenfor den større sfære af fri software.
Få begrænsninger kalder på flere begrænsninger,
som i sidste ende vil resultere i en form for balkanisering af begrænsninger
[@Chopra2008, s. 44-45].
Hvis begrænsninger på fri software i forhold til militære henseender accepteres,
kan vi også forestille os argumenter for begrænsninger på anvendelsen af fri software
indenfor for eksempel stamcelleforskning.
Forventningen om sådanne problemer har ført til en klausul
indenfor Open Source Definitionen
kaldet "No Discrimination Against Fields of Endeavor".
Begrænsninger på denne frihed har tendens
til at være politisk eller moralsk motiverede,
og er i praksis modsatrettede den frihed,
som Open Source kalder på til at begynde med
[@Chopra2008, s. 44-45].
Som eksempel på en debat om ovenstående gives
en nu fjernet tilføjelse til et udkast af en version af GPL-licensen,
der sagde, at software af den licens ikke må distribueres,
som "ulovligt indtrænger sig på brugerens privatliv"
[@Chopra2008, s. 45].
Den diskussion, som skitseres ovenfor, viser først og fremmest,
hvordan "frihed" er absolut centralt for fri software-bevægelsen,
og hvordan diskussioner om, hvad frihed er,
resulterer i den GPL-licens som vi har i dag.
Det ideal om frihed, som gennemsyrer fri software-bevægelsen,
begrænser i hvilket omfang,
moralfilosofiske argumenter for begrænsning kan få gennemslagskraft i praksis,
og velsagtens udtrykker det et normativt standpunkt hos fri software
om, at frihed er det højeste mål.
Etiske skillelinjer mellem FSF og OSI
De etiske aspekter ved copyleft i forhold til andre open source-licensvalg
kommer muligvis mest tydeligt til udtryk i diskussionerne
mellem Free Software Foundation (FSF) og Open Source Initiative (OSI),
idet disse organisationer repræsenterer bevægelsen associeret med hver licens
[@Chopra2008, s. 37-38].
FSF støtter med deres Free Software Definition (FSD) eksplicit copyleft licensering,
og de gør da også klart,
at deres motivation er at understøtte social frihed,
ikke friheden hos den enkelte programmør
[@Chopra2008, s. 47].
Bevarelsen af friheden hos hver enkelt bruger af software, nu og i fremtiden,
er et socialt imperativ, ifølge @Chopra2008.
Det reflekteres i den konkrete anvendelse af copyleft i GPL,
som fastholder en intolerance overfor proprietær software i enhver form
[@Chopra2008, s. 48].
OSI er med deres Open Source Definition (OSD) motiveret af ønsket om udbredelse
af kommerciel anvendelse af den frie softwares udviklingsmodel,
idet de lægger vægt på teknisk effektivitet og neo-liberal virksomhed
[@Chopra2008, s. 48].
Den motivation, påpeger @Chopra2008, er demonstreret af licensens accept
overfor en fremtidig inklusion af open source-software
i lukkede, proprietære pakker.
Derfor definerer OSD også den førnævnte klausul
om ingen diskrimination af formål,
at det licenserede produkt ikke må begrænses fra at anvendes kommercielt
[@Chopra2008, s. 48].
Forskellen i tolerance overfor fremtidige anvendelser
af et stykke open source-software
kan ses udtrykt igennem definitionernes forhold til immaterielle fælleder --
som modsat fysiske fælleder som en skov eller et vandløb
ikke kan udtømmes eller bruges op,
da der er tale om ideer som blot kan kopieres.
@Chopra2008 fremhæver Moglens beskrivelse
(FIXME: introducér Eben Moglen):
GPL konstruerer en beskyttet fælled og siger,
at du må tage fra den, modificere hvad du får ud af den,
og videredistribuere som det passer dig,
så længe du ikke begrænser fremtidige brugere
fra at have de samme rettigheder, som du har fået
[@Chopra2008, s. 49-50].
BSD-licensen, som læner sig op ad samme motivation som OSD,
modsætter sig på det sidste punkt,
og gør det dermed muligt for private aktører
at tage et immaterielt produkt fra den fælled,
og ikke lægge noget tilbage i den igen
[@Chopra2008, s. 49-50]
ifm. f.eks. privatisering af det afledte produkt.
Hertil argumenterer @Chopra2008 for,
at GPL er bedre til at sikre sociale friheder,
idet den eneste begrænsning placeret på licensen, er den,
som forhindrer fremtidige iterationer af et stykke software
fra at begrænse rettighederne for brugeren.
Derfor tilskrives GPL såkaldt "etisk fremsyn",
idet licensen binder alle fremtidige iterationer af den gældende software
til det samme sæt rettigheder som det nuværende,
og den fundamentale forskel mellem Open Source og Free Software er dermed
deres attitude overfor fremtidige licenser og deres grad af prioritering
af sundheden af digitale fælleder
[@Chopra2008, s. 50].
Etisk fremsyn
Etisk fremsyn er den evne, som moralske agenter besidder,
til at overveje og reflektere
over de direkte såvel som indirekte konsekvenser af deres handlinger
i konteksten af et moralsk princip (f.eks. frihed).
At have etiske fremsyn er at være bevidst
om det moralske standpunkt, som er implicit i ens handlinger,
samt at være bevidst om de handlingers konsekvenser
[@Chopra2008, s. 57].
Ifølge @Chopra2008 er FSF i deres diverse skrifter helt tydelige
omkring deres moralske og politiske principper.
Dette eksemplificeres i citater
som "[above all, society needs to encourage the spirit
of volutary cooperation in its cintizens]{lang=en}"
[Stallman, 1994, citeret i @Chopra2008, s. 57]
og "[[our] inspiration comes from the ideals of 1776:
freedom, community and voluntary cooperation]{lang=en}"
[Stallman, 2001, citeret i @Chopra2008, s. 59].
FSF og copyleft gør det altså klart for dem selv og offentligheden,
hvad de moralske principper, som de handler efter, er,
og de er tilmed eksplicitte og målrettede
i deres ønske om at bevare disse principper:
"[We wish to avoid the danger
that redistributors of a free program will ... [make] the program proprietary.
To prevent this, we have made it clear
that any patent must be licensed for everyone's free use
or not licensed at all]{lang=en}"
[Stallman, 2002, citeret i @Chopra2008, s. 59].
FSF søger også i GPL-licensen
at gøre licensbrugerne til etisk fremsynede moralske agenter
ved at minde dem om disse nævnte principper og mål,
samt opfordre brugerne til at udbrede dem
[@Chopra2008, s. 59].
OSI gør det derimod klart,
at deres mål er den kommercielle udbredelse af fri software
baseret på dets tekniske effektivitet,
og de tager ifølge @Chopra2008 aktivt distance
til de etiske principper og det eksplicitte sprogbrug hos FSF,
og kalder det "en konfronterende attitude",
idet de skriver:
"[We realized it was time to dump the confrontational attitude
that has been associated with 'free software' in the past
and sell the idea strictly on... pragmatic, business-case grounds]{lang=en}"
[The Open Source Initiative, 2006, citieret af @Chopra2008, s. 58].
OSI nævner i deres Open Source Definition ikke noget moralsk princip
om f.eks. frihed,
og giver heller ikke nogen erklæring og dermed beskyttelse
af bestemte mål for dets fællesskab
[@Chopra2008, s. 58].
Ifølge @Chopra2008 frasiger OSI sig moralsk ansvar
i målet om at opnå udbredt kommerciel accept
og tager afstand til eksplicitte etiske udsagn,
illustreret ved følgende citat:
"[We think economic self-interest arguments
for open source are strong enough
that nobody needs to go on any moral crusades about it]{lang=en}"
[The Open Source Initiative, 2006, citieret af @Chopra2008, s. 60].
OSI siger dertil,
at deres licens skal tillade modifikationer og afledte værker,
samt tillade at disse bliver distribueret
under samme betingelser som de originale værker
[@Chopra2008, s. 59].
Der bides mærke i, at dette blot er noget, der tillades, og ikke kræves,
og at OSI ved blot at tillade ser bort fra de potentielle konsekvenser --
altså proprietær softwares indskrænkning på og underminering af fri software
[@Chopra2008, s. 59].
FSF og copyleft kan derfor siges at være mere bevidst om de moralske principper,
deres handlinger er udtryk for,
samt de konsekvenser der kan følge,
og er således mere etisk fremsynede.
Det konkrete etiske fremsyn indlejret i copyleft kan beskrives som følger.
Det at låne fra de digitale fælleder uden at give tilbage,
som det er tilfældet med non-copyleft licenseret software,
kan hurtigt i den økonomiske kontekst af software betyde udtømningen
af de digitale fælleder;
copyleft svarer på dette paradoks af frihed
ved at intervenere mod den situation
[@Chopra2008, s. 57].
@Chopra2008 refererer til Laurent,
der beskriver copyleft som indbegrebet af det princip,
at visse friheder kræver regler for at sikre deres vedligeholdelse.
Copyleft, konsekventialisme og deontologi
Chopra & Dexter (2008) vurderer også GPL- og BSD-licenserne
gennem klassiske etiske teorier som konsekventialisme
(teksten fokuserer mere specifikt på utilitarisme)
og deontologi.
De argumenterer for,
at ren utilitaristisk eller deontologisk analyse kan efterlade os med beslutninger,
der virker moralsk utilfredsstillende.
Det berømte trolley-problem,
der spørger os, om vi bør styre den løbske sporvogn
væk fra en gruppe mennesker mod en enkel person på et andet spor,
og derved bevidst slå denne person ihjel for at redde flertallet,
viser vanskelighederne ved utilitarismens rent beregnende tilgang.
Benjamin Constants scenarie med en morder på jagt efter sit offer,
i hvilket du ved, hvor offeret gemmer sig,
og morderen spørger dig, hvor vedkommende er,
demonstrerer problematikkerne ved deontologiske regler,
som "du må aldrig lyve"
[@Chopra2008, s. 61].
Svar på etiske dilemmaer,
som regnes frem til ved ren utilitaristisk eller ren deontologisk analyse,
kan altså virke modstående til moralske intuitioner,
og de mest interessante etiske spørgsmål
(som spørgsmålet om at vælge copyleft eller non-copyleft)
kræver derfor en kombination af teorier
for at opnå en fyldestgørende vurdering
[@Chopra2008, s. 61].
På overfladen kan man blive fristet til at beskrive GPL som deontologisk orienteret,
da sprogbruget forekommer mere bydende,
og BSD som mere utilitaristisk orienteret,
da den antyder et kompromis med proprietære ambitioner
for at opnå højest nytte
[@Chopra2008, s. 61].
Men ifølge Chopra og Dexter er sagen ikke helt så simpel.
Begge former for licenser påligger nemlig visse forpligtelser hos brugerne
og lover samtidig det bedste udfald for deres brugere
[@Chopra2008, s. 61].
BSD-licensen, der først fremstår som mest utilitaristisk orienteret,
er for eksempel udstyret med en klausul, der siger,
at alle udgivere har ret til at tage deres egne valg om deres egen software.
Dermed er man forpligtiget til at respektere og opretholde den ret
[@Chopra2008, s. 61].
Omvendt giver den ellers deontologisk fremstående GPL
et stærkt utilitaristisk argument,
idet den begrænser den individuelle udviklers frihed
til fordel for at skabe mest frihed og bedste konsekvenser
for den større mængde af udviklere og brugere
[@Chopra2008, s. 61).
Hvis begge licenser er (i hvert fald delvist) udbygget
af et utilitaristisk rationale,
er det da nærliggende at betragte,
hvilken social gode de tilbyder,
for at bedømme hvilken gode har mest nytte.
Dette er for OSD software af højest mulig kvalitet
og for FSD mest mulig frihed for brugerne
[@Chopra2008, s. 62).
Ifølge @Chopra2008
kunne man for eksempel vurdere GPL som den utilitaristisk set bedste licens,
hvis man tilskriver mere nytte til frit brug af software,
end man gør til de tekniske værdier i softwares kvalitet.
De bemærker dog,
at retfærdiggørelse af frihedens nytte over teknisk kvalitet
formentlig ikke kan laves på et udelukkende utilitaristisk grundlag,
og at man til dette formål kan støtte sig på et deontologisk princip
om pligten til at bevare frihed
[@Chopra2008, s. 62).
Netop derfor mener @Chopra2008,
at en kombination af de to teorier er nødvendig
for en tilfredsstillende etisk vurdering af de to licenser.
@Chopra2008 analyserer desuden dilemmaet mellem GPL og BSD
ved inddragelse og anvendelse af kantiansk etisk teori,
hvor fokus er på at handle på baggrund af universalisérbare maksimer
[@Chopra2008, s. 62].
Her bliver det tydeligt at overvejelsen af de sekundære virkninger --
og ikke kun den umiddelbare licensbruger --
er essentielle for at skelne mellem de to licenser,
da det er i den sekundære brug af licensen,
at muligheden for at lukke koden opstår
[@Chopra2008, s. 62].
Uden overvejelsen af den sekundære brug,
kan en udvikler nemlig godt rationelt ville,
at al software udgives frit under begge licenser.
Men med de sekundære brugere i mente peger @Chopra2008 på,
at hvis en udvikler vælger at udgive sit værk under BSD-licensen,
tillader vedkommende muligheden for,
at en bruger kan lukke koden for fremtidige udgivelser.
Dette gør, at udviklerens maksime om at udgive software frit
ikke er universalisérbar @Chopra2008, s. 62].
Denne udvikler kan nemlig ikke rationelt ville,
at alle skal udgive deres værk med åben kode,
og på samme tid at nogen må udgive deres kode med lukket kode.
Handlingen bliver således selvmodsigende ved en anvendelse af kantiansk etisk teori.
|
