For at forstå etikken ved fri software og copyleft mere specifikt,
tager vi udgangspunkt i @Chopra2008,
som anskuer to forskellige tilgange til software licensering,
hovedsageligt ved hjælp af konsekventialisme og deontologi.
Derudover udleder teksten det unikke særpræg for copyleft,
at det indebærer en form for etisk fremsyn,
idet licenshaveren tager stilling til,
hvorvidt af-arter af deres projekt må udgives med lukket kildekode.
Frihed for hvem til hvad?
Frihed 0 placerer ikke nogen begrænsninger på,
hvordan fri software kan benyttes.
@Chopra2008 beskriver, hvordan denne frihed kan problematiseres.
Det tænkte eksempel forløber således:
lad os forestille os, at en software-udvikler har skabt et program,
som er særligt egnet til dynamisk at forudsige flyveforløb på
selvdrevne luftfartøjer.
Udvikleren er stor modstander af den videre udvikling af atomvåben,
og ønsker derfor ikke, at hendes program anvendes
i styresystemet på en atommissil.
Det er ikke muligt for udvikleren at udgive sit program som fri software,
uden at gå på kompromis med sin modstand til atomvåben,
idet frihed 0 gør det umuligt
at udgive fri software med specifikke begrænsninger på dens brug
[@Chopra2008, s. 44].
Der kan konstrueres argumenter for,
at frihed 0 fortsat kan være et gyldigt princip
trods behovet for etisk ansvarlige begrænsninger,
dels ved at appellere til,
at det er de lovgivende myndigheders job at sætte disse begrænsninger
for, hvad software må anvendes til,
og dels ved at proprietær software ikke gør det bedre.
Men @Chopra2008 beskriver det simple, pragmatiske glidebaneargument,
som Free Software Foundation tager udgangspunkt i:
Hvis det accepteres at fri software kan have begrænsninger
for sin brug i en henseende,
vil det hurtigt føre til et hav
af flere forskellige ugennemenskuelige begrænsninger
indenfor den større sfære af fri software.
Få begrænsninger kalder på flere begrænsninger,
som i sidste ende vil resultere i en form for balkanisering af begrænsninger.
Hvis begrænsninger på fri software indenfor militære henseender accepteres,
kan vi forestille os argumenter for begrænsninger på anvendelsen af fri software
indenfor for eksempel stamcelleforskning.
Forventningen om sådanne problemer har ført til en klausul
indenfor Open Source Definitionen
kaldet "No Discrimination Against Fields of Endeavor".
Begrænsninger på denne frihed har tendens
til at være politisk eller moralsk motiverede,
og er i praksis modsatrettede den frihed,
som Open Source kalder på til at begynde med
[@Chopra2008, s. 44-45].
Som eksempel på en debat om ovenstående gives
en nu fjernet tilføjelse til et udkast af GPLv3 licensen
om, at software af den licens ikke må distribueres,
som "ulovligt indtrænger sig på brugerens privatliv"
[@Chopra2008, s. 45]
(FIXME: oprindelig kilde er Free Software Foundation 2006 i teksten,
men kan ikke finde den).
Den diskussion, som skitseres ovenfor viser først og fremmest,
hvordan "frihed" er absolut centralt for fri software-bevægelsen,
og hvordan diskussioner om, hvad frihed er,
resulterer i den GPLv3 licens som vi har i dag.
Det ideal om frihed, som gennemsyrer fri software-bevægelsen,
begrænser i hvilket omfang,
moralfilosofiske argumenter for begrænsning kan få gennemslagskraft i praksis,
men de er ikke irrelevante for at forstå bevægelsens normative udgangspunkt.
En anden etisk begrundelse for frihed 0 findes hos Matt Butcher
(FIXME: oprindelig kilde?),
som @Chopra2008 henviser til:
at frihed 0 understøttes af Rawls slør af uvidenhed,
og giver et godt kontraktteoretisk argument
for fri software-bevægelsens resolutte tilknytning til axiomet om frihed.
Open Source-projekter er fællesskaber med en fælles interesse,
og fri software licens er en slags forfatning
som er besluttet af det fællesskab.
Medlemmerne samles under uvidenhedens slør,
og de ved derfor ikke noget om deres politiske eller økonomiske rolle,
eller hvorfor de andre medlemmer kunne være interesserede i projektet.
Nogle ville være brugere af projektets software,
andre ville skrive dokumentation,
mens andre er kernevedligeholdere og -udviklere af projektet.
Gruppen bliver så spurgt,
hvilke rettigheder, der skal tilskrives hvem.
Mest sandsynligt vil gruppen vælge at tildele alle frihed 0.
Hvis en undergruppe kunne bestemme,
hvad den givne software ville kunne anvendes til,
har andre i fællesskabet grund til at frygte
for deres frie og legitime anvendelse af samme software.
Fællesskabet kunne prøve at beslutte sig ved konsensus,
men sådan en proces kunne hurtigt vise sig at være "intractable",
når ingen i gruppen ved hvilken rolle de kommer til at have
[@Chopra2008, s. 46].
Etiske skillelinjer mellem FSF og OSI
De etiske aspekter ved copyleft ift. andre open source licensvalg
kommer muligvis mest tydeligt til udtryk i diskussionerne
mellem Free Software Foundation (FSF) og Open Source Initiative (OSI),
idet disse organisationer repræsenterer bevægelsen associeret med hver licens.
FSF støtter med deres Free Software Definition (FSD) eksplicit copyleft licensering,
og de gør da også klart,
at deres motivation er at understøtte social frihed,
ikke friheden hos den enkelte programmør.
Bevarelsen af friheden hos hver enkelt bruger af software, nu og i fremtiden,
er et socialt imperativ, ifølge Chopra.
Det reflekteres i den konkrete anvendelse af copyleft i GPL,
som fastholder en intolerance overfor proprietær software i enhver form
[@Chopra2008, s. 48].
OSI er med deres Open Source Definition motiveret af ønsket om udbredelse
af kommerciel anvendelse af den frie softwares udviklingsmodel,
idet de lægger vægt på teknisk effektivitet og neo-liberal virksomhed.
Den motivation, påpeger @Chopra2008, er demonstreret af licensens accept
overfor en fremtidig inklusion af open source software
i lukkede, proprietære pakker.
Derfor definerer OSD også den førnævnte klausul
om ingen diskrimination i formål,
at det licenserede produkt ikke må begrænses fra at anvendes kommercielt.
Forskellen i tolerance overfor fremtidige anvendelser
af et stykke open source software
kommer tydeligt til udtryk
set gennem definitionernes forhold til immaterielle fælleder --
som modsat fysiske fælleder som en skov eller et vandløb
ikke kan udtømmes eller bruges op,
da der er tale om ideer som blot kan kopieres.
Chopra fremhæver Moglens beskrivelse.
GPL siger: "her er en fælled.
Du kan tage fra den, modificere hvad du får ud af den,
og videredistribuere som det passer dig,
så længe du ikke begrænser fremtidige brugere
fra at have de samme rettigheder, som du har fået."
BSD licensen, som læner sig op ad samme motivation som OSD,
modsætter sig på det sidste punkt,
og gør det dermed muligt for private aktører
at tage et immaterielt produkt fra den fælled,
og ikke lægge noget tilbage i den igen
[@Chopra2008, s. 49-50]
ifm. fx privatisering af det afledte produkt.
Hertil argumenterer @Chopra2008 for,
at GPL er bedre til at sikre sociale friheder,
idet den eneste begrænsning placeret på licensen,
er den som forhindrer fremtidige iterationer af et stykke software
fra at begrænse rettighederne for brugeren.
Derfor tilskrives GPL såkaldt "moralsk fremsyn",
idet licensen binder alle fremtidige iterationer af den gældende software
til det samme sæt rettigheder som det nuværende,
og den fundmanetale forskel mellem Open Source og Free Software er dermed
deres attitude overfor fremtidige licenser og deres grad af prioritering
af sundheden af digitale fælleder
[@Chopra2008, s. 50].
Men truslen om en videreudvikling af kode,
som ikke gives tilbage til den fælles digitale fælled,
er ikke den størst mulige konsekvens
af at vælge non-copyleft frem for copyleft.
Det meste software bliver forældet,
hvis det ikke kontinuerligt vedligeholdes og opdateres
for at understøtte nye standarder og krav til kompatibilitet
(FIXME: bedre eksempel?).
Der er historiske eksempler på virksomheder
med flere ressourcer og mere tid end frivillige programmører,
som videreudvikler på non-copyleft software, lukker kildekoden
og hyrer de oprindelige udviklere til at arbejde på det nu lukkede projekt,
hvormed den oprindelige software ikke kan følge med
og bliver vanskeligt at anvende,
hvormed projektet dør, og den fælles digitale fælled mister en ressource.
(FIXME: historisk eksempel og kilde eventuelt x-window system
fra chopra eller citeringen
[@Chopra2008, s. 55])
Det er det der menes med, at GPL skaber en "beskyttet" digital fælled.
(FIXME: kilde)
Modsat denne situation er der tilfælde
hvor virksomheder frivilligt bidrager til copyleft projekter,
fordi de anvender den resulterende software og har direkte gavn
at at vedligeholde, fejlsøge og udvikle på det.
Hertil præsenterer @Chopra2008 argumentet,
at hvis fri software-bevægelsen betragter software
med lukket kildekode som skadeligt,
så må udbredelsen af lukket software
og tilegnelsen af åben source til lukket software
også være skadelig.
De mener også at fænomenet beskrevet ovenfor viser fejlagtigheden
af argumentet præsenteret af BSD:
at eftersom det oprindelige projekt er fortsat er åbent,
er der en skade i at forgreninger eksisterer med lukket kildekode.
Etisk fremsyn
Det etiske fremsyn indlejret i copyleft kan beskrives som følger.
Det at låne fra de digitale fælleder uden at give tilbage,
som det er tilfældet med non-copyleft licenseret software,
kan hurtigt
i den økonomiske kontekst af software
betyde udtømningen af de digitale fælleder;
copyleft svarer på dette paradox af frihed ved at intervenere mod den situation
[@Chopra2008, s. 57].
The GPL is the embodiment of the principle
that certain types of freedom require rules in order to be preserved.
[@Laurent2004 som citeret af @Chopra2008]
Non-copyleft licensering er sårbart
overfor den ikke-gensidighed, som GPL beskytter fællederne imod
[@Chopra2008, s. 57].
(FIXME: Uddyb kapitel med indholdet af siderne 57-61,
etisk fremsyn er centralt for copyleft
og en super interessant genstand for analyse/diskussion)
Licenserne, konsekventialisme og deontologi
På overfladen kan det se ud som om, copyleft baserer sig i deontologi
med sit universelle krav om reciprocitet,
mens non-copyleft baserer sig på utilitarisme
med sin vægtning af større udbredelse og markedseffektivitet,
men begge etiske rammer kan anvendes til begge typer licensering.
De fundamentale spørgsmål med hensyn til en etisk undersøgelse af copyleft er,
hvorvidt et krav om iterativ reciprocitet ud fra etisk fremsyn
er etisk forsvarligt indenfor hver af de givne etiske rammer.
Understøttende kan man spørge,
i hvilken grad non-copyleft er etisk forsvarligt indenfor de to rammer.
klassik etik på copyleft
Chopra og Dexter (@Chopra2008) vurderer også GPL- og BSD-licenserne
gennem klassiske etiske teorier utilitarisme og deontologi.
De argumenterer for
ren utilitaristisk eller deontologisk analyse kan efterlade os med beslutninger,
der virker moralsk utilfredsstillende,
som demonstreret af det berømte trolley-problem
eller Benjamin Constants eksempel med ikke at lyve overfor den søgende morder.
De mest interessante etiske spørgsmål
(som spørgsmålet om at vælge copyleft eller non-copyleft)
kræver derfor en kombination af teorier
for at opnå en fyldestgørende vurdering
[@Chopra2008, s. 61].
På overfladen kan man blive fristet til at beskrive GPL som deontologisk,
da sprogbruget forekommer mere bydende,
og BSD som mere utilitaristisk,
da den antyder et kompromis med proprietære ambitioner
for at opnå højest nytte.
Men ifølge Chopra og Dexter er sagen ikke helt så simpel.
Begge former for licenser påligger nemlig visse obligationer hos brugerne
og lover samtidig det bedste udfald for deres brugere
[@Chopra2008, s. 61].
BSD-licensen, der først fremstår som mest utilitaristisk,
er for eksempel udstyret med en klausul, der siger
at, alle udgivere har ret til at tage deres egne valg om deres egen software.
Dermed man forpligtiget til at respektere og opretholde den ret.
Omvendt har den ellers deontologisk klingende GPL
for at begrænse den individuelle udviklers frihed
til fordel for mest frihed og de bedste konsekvenser
for den større mængde af udviklere.
[@Chopra2008, s. 61].
Da begge licenser velsagtens er (i hvert fald delvist) udbygget
af et utilitaristisk rationale,
er det da nærliggende at betragte,
hvilken social gode deres skabere sigter efter,
for at bedømme hvilken gode har mest nytte.
Ifølge Chopra og dexter [@Chopra2008, s. 62]
er det for OSD software i højest mulig kvalitet
og for FSD mest mulig frihed for brugerne.
Man kunne for eksempel vurdere GPL som den utilitaristisk bedste licens,
hvis man tilskriver mere nytte til frit brug af software,
end man gør til de tekniske værdier i softwares kvalitet.
Dog ville det være vanskeligt at lave en ren utilitaristisk konklusion herpå,
uden trække på et deontologisk argument
om vores pligt til altid at bevare frihed.
Netop derfor en kombination af de to teorier nødvendig
for en tilfredsstillende vurdering af de to licenser.
Chopra og Dexter [@Chopra2008, s. 62] analyserer desuden dilemmaet mellem GPL og BSD
gennem en kantiansk etisk ramme,
hvor fokus er på universalisérbare maksimer.
Her bliver det tydeligt at de sekundære effekter --
og ikke kun den umiddelbare licensbruger --
er essentielle for at skelne mellem de to licenser.
Hvis en udvikler vælger at udgive sit værk under BSD-licensen
tillader de muligheden for,
at en bruger kan lukke koden for fremtidige udgivelser,
hvilket Chopra og Dexter [@Chopra2008, s. 62] peger på gør,
at maksimen ikke er universalisérbar.
Denne udvikler kan nemlig ikke rationelt ville,
at alle skal udgive deres værk med åben kode,
og på samme tid at nogen må udgive deres kode med lukket kode.
Handlingen bliver således selvmodsigende efter kantiansk etisk teori.
