Samfundskontrakt-teorier hører under normativ politisk filosofi.
De kaldes også proceduralistiske,
da de tager udgangspunkt i det meta-etiske standpunkt,
at moralsk gyldighed opstår ud af en proces --
i form af en aftale --
ikke substans eller konsekvenser.
Få tilhængere af disse teorier mener rent faktisk,
at moral grundes i specifikke aftaler.
De finder derimod deres moral ved at udlede moralske principper
fra oftest hypotetiske situationer,
hvor rationelle agenter fremstiller den bedst mulige aftale.
Indenfor kontraktteori skelnes mellem kontraktarianisme
(eng. [contractarianism]{lang=en}),
eksemplificeret ved Thomas Hobbes,
og kontraktualisme
(eng. [contractualism]{lang=en}),
eksemplificeret ved Jean Jacques Rousseau.
Kontraktarianisme karakteriseres ved,
at de moralske principper,
som den endelige kontrakt mellem rationelle mennesker udgør,
er baseret på egen-interessen hos hver enkelt.
Kontraktualisme grunder derimod sine moralske principper
i idealet om reciprocitet, fornuft og retfærdighed
[@Darwall2005, s. 21].
Kontraktarianisme
(FIXME: jeg laver det her om til et kapitel om,
hvorfor Hobbes ikke kan svare på nogen etiske spørgsmål om Copyleft)
Hobbes begynder sin formulering af kontraktarianisme
ved at forestille sig et individ,
som overvejer sine handlinger uafhængigt af alle andre.
Hver person ser det sådan,
at de må gøre, som de vil,
da det de vil, må være det gode.
Men selvom det for hver enkelt person giver bedst mening
at stræbe efter sine interesser,
er det ikke nødvendigvis bedst for alle,
hvis alle kun følger deres egen fornuft, kun fra deres eget synspunkt.
Hobbes konkluderer, at sådan en situation ville resultere i en alles krig mod alle,
da forskellige mennesker ofte vil stræbe efter den samme ting,
og de tilmed hver især føler sig mest berettiget til den ting,
eftersom de ser dem selv og deres tanker på nært hold,
og andre på afstand.
Denne situation, hvor en kollektiv stræben efter egen-interesse
fører til et værre udbytte for hver enkelt,
kaldes et "[collective action problem]{lang=en}"
[@Darwall2005, s. 22].
Problemet er oftest illustreret ved det spil-teoretiske eksempel
kendt som fangernes dilemma,
som er almenviden indenfor feltet.
Historien kan formuleres således [@Darwall2005, s. 22]:
To personer er sigtet på en mistanke om røveri.
De får at vide, at der ikke er nok beviser til at domfælde for røveri,
men der er som minimum nok til en dom for indbrud, som giver 1 års fængsel.
De mistænkte får så at vide,
at hvis de tilstår, og deres sammensvorne ikke gør,
kan de selv gå fri fra indbrudsdommen på et år,
mens deres partner får 10 år i fængsel.
Hvis de begge tilstår får de hver 3 år.
I denne situation vil det baseret kun på egeninteresser være mest rationelt
for dem hver at tilstå,
da de i tilfældet af at den anden ikke gør kan gå fri, og modsat får 3 år.
Sammenlign det med at den anden tilstår, og de selv ikke gør,
vil det resultere i 10 års fængsel.
Problemet er, at hvis den anden person handler med nøjagtig samme logik,
og de begge derfor ender med at tilstå,
vil de også begge få 3 års fængsel,
frem for 1 år hvis de undlod at tilstå.
Samarbejde har altså potentialet for
at gøre udfaldet for hver enkelt person bedre, end hvis de ikke samarbejdede.
Samarbejde tager udgangspunkt i regler og normer,
som når bilister venter for rødt,
fordi der ellers ville være kaos på vejene.
Moral kan siges at være en specielt udbredt og fremtrædende form for samarbejde
[@Darwall2005, s. 23].
Kontraktarianismen siger,
at en handling er rigtig, hvis overholdelsen af de bredeste regler,
som ligger til grund for den,
resulterer i,
at alles egne interesser er bedre opfyldt
end hvis der ingen regler havde været.
Her refererer "bredeste regler"
til systemuafhængige regler,
som alle ville acceptere uafhængigt af interesser.
Et eksempel herpå kunne være at man altid bør holde for rødt,
da alternativet er at alle når langsommere frem,
og det kontraktarianistisk set ville gavne alles interesser at nå hurtigere frem.
Men der er også situationer, hvor flere forskellige mulige regler
til en given situation ville stille alle bedre,
end hvis de bestræbte sig på egne interesser uden reglen.
kontraktarianismen forsøger at svare på det spørgsmål ved punktet af "ingen enighed"
[@Darwall2005, s. 23],
hvor enhver regels evne til at gavne egeninteresser
sættes op mod styrken af folks interesser uden reglen.
Alle vil gerne undgå alles krig mod alle,
og derfor vil selv de svagest stillede i samfundet
stadig være interesseret i at skrive under på de regler,
selvom andre får mere ud af dem end de selv gør.
Her kunne måske nævnes det socialdemokratiske kompromis,
hvor de mere velhavende kapital-ejere og arbejdsgivere betaler mere til fælleskassen
for at opretholde et sundhedssystem,
da alternativet er en arbejdsstyrke med bl.a. lavere levealder
og derfor ringere mulighed for at generere profit.
kontraktarianismen arbejder altså med spændet mellem på den ene side
tilstanden af alles krig mod alle,
og på den anden side samarbejds-relaterede moralgivende kontrakter,
med bedre mulighed for at hæve alles egen interesser end krigstilstanden.
Kontraktualisme
Kontraktualismen har en lignende struktur,
men er nyere end og kritiserer derfor kontraktarianismen,
som ser moralske principper som skabt ud af forhandling.
Kontraktualismen ser det som problematisk,
og hviler i stedet på et meta-etisk fundament af idealet om
lige respekt for alle,
som er inkompatibelt med en forhandlingsproces som den, Hobbes beskriver.
Den ser et grundlæggende problem i,
at kontraktarianismen antager at individer har et moralsk krav på de ressourcer,
de ville besidde hvis de ikke var omfattet af en kontrakt.
Hvis der ikke er forskel i ejendom,
hvorfor så have brug for at forhandle overhovedet?
Kant sætter det ifølge @Darwall2005, s. 24 på spidsen i formuleringen af sit kategoriske imperativ,
idet han siger at enhver som forventes at følge loven,
også skal anses som at de fremstiller loven.
I et fællesskab med rationelle aktører kan de altså kun fortsat være frie moralske aktører,
hvis de kun er omfattet af love de selv er med til at lave.
Rousseau beskriver noget lignende med begrebet "den almene vilje",
som betegner viljen af hver som et frit og lige medlem af samfundet:
"This is a version of Rousseau's idea of legitimate political community
as an association in which each, 'while uniting with all, nevertheless obeys only himself'"
[@Darwall2005, s. 24]
Viljer karakteriseret af en tilstand af ulighed i forhold til andre
bør altså ikke være afgørende for hvilken moralsk kontrakt,
der fastlægges for et fællesskab af mennesker.
Hvor kontraktarianismen mener at moralske principper er dem,
som folk ville foreskrive og forsøge at få andre med på baseret på egen interesse,
mener kontraktualismen simpelthen at de moralske principper for hvad der er rigtigt,
er dem som individer ville foreskrive og skrive under på som enkelte personer blandt
andre frie og lige personer.
Men det efterlader et problem,
for mennesker er ikke materielt lige og lige frie i samfundet,
så det ville være uansvarligt at lovgive som om, de var.
Et bud på en løsning på det problem er John Rawls' ide om uvidenhedens slør:
"Among the essential features of this situation is
that no one knows his place in society, his class position or social status,
nor does any one know his fortune in the distribution of natural assets and
abilities, his intelligence, strength, and the like." [@Rawls1999, s. 11]
Påstanden er, at principperne bag retfærdighed er dem,
som det ville være rationelt at vælge fra "en oprindelig position",
bag et "slør af uvidenhed" ift. de rationelle aktørers
forskellige positioner i samfundet.
De rationelle aktører,
som da skal danne en kontrakt,
ved altså ikke noget om deres egne interesser, ressourcer,
evner, talenter, køn, race, socioøkonomisk position, eller værdier.
Ift. denne hypotetiske situation ville Rawlsianske kontraktualister argumentere for,
at den kontrakt der måtte vælges,
er moralsk og retfærdig uden at reducere sig til egen-interesser.
Ja, hver enkelt person bag sløret af uvidenhed har stadig egen-interesser,
men når de ikke kender deres position i samfundet,
må de forhandle sig til en kontrakt som de ville være tilfreds med,
uanset hvilken position i samfundet de måtte have.
Bag uvidenhedens slør, fra den "oprindelige position",
kan man endelig se hvordan en fri, lige og rationel aktør forhandler en kontrakt,
da ingen foreskrevne regler kunne være skræddersyet til enkeltpersoners
interesser.
Efter opstillingen af ovenstående hypotetiske scenarie,
mener Rawls at kunne argumentere for 2 retfærdighedsprincipper,
rangeret efter prioritering.
De lyder således:
"First: each person is to have an equal right
to the most extensive scheme of equal basic liberties..." [@Rawls1999, s. 53]
Frihedsrettigheder, der garanterer negative friheder som ytringsfrihed,
kan altså kun begrænses, hvis den samme begrænsning gælder for alle.
Positive rettigheder kan kun gives, hvis de gives til alle,
såsom retten til at stille op og stemme til valg.
"Second: social and economic inequalities are to be arranged so that they are...
to everyone's advantage" [@Rawls1999, s. 53]
Det andet kaldes "forskelsprincippet",
og dets formål er at sikre retfærdig lighed i mulighed,
og fordeler resterende sociale produkter på måder som sikrer
samfundets værst stillede.
Implikationen af de to principper er,
at ulighed kun retfærdigt kan eksistere i den grad,
som den kan fungere som social ressource i sig selv for at gøre alle bedre stillet,
måske mest populært ved at give incitamenter.
Rationelle aktører bag uvidenhedens slør ville efter egen interesse
vælge de 2 ovenstående principper
for at undgå at blive sat ind i en social position,
hvor de er specielt hårdt stillede ift. alle andre.
Ovenstående formulerer principperne i en politisk, ikke meta-fysisk moralfilosofi.
Den kan derfor ikke hjælpe den enkelte med at træffe moralske valg.
For at hjælpe den individuelle kontraktualist med at vælge en licens,
og dermed knytte sin software til visse etiske principper,
er der derfor brug for en anden form for kontraktualisme.
Det leder til T.M. Scanlons kontraktualisme,
som ofte gengives således:
"an act is wrong if
its performance under the circumstances would be disallowed by any
set of principles for the general regulation of behavior that no one
could reasonably reject as a basis for informed, unforced general
agreement. [@Scanlon1998, s. 153]
En handlings forkerthed er altså defineret af,
hvorvidt den rimeligvis kan afvises,
baseret på informeret enighed i fraværet af tvang.
Rimelig afvisning kan lade sig gøre,
når en persons handling,
pålægger andre en byrde som man ikke ellers ville acceptere,
givet et velovervejet, generelt perspektiv.
Rimelig afvisning kan også siges at være en slags veto-ret,
for dem som potentielt vil afvise en andens handling som moralsk.
At handle overfor andre mennesker
er at respektere deres kapacitet for begrundelser og mulighed for at retfærdiggøre.
For Scanlons kontraktualisme lever man op til denne respekt
ved at behandle dem efter netop de principper,
som de ikke rimeligvis ville kunne afvise.
Moralske agenter er derfor for Scanlon intrinsisk motiveret til at
retfærdiggøre sig selv overfor andre,
og det er i sin essens det som gør dem til moralske agenter
til at begynde med [@Ashford2018].
(FIXME: måske uddyb yderligere?)
