Samfundskontrakt-teorier hører under normativ politisk filosofi,
og kan også kaldes proceduralistiske,
da de tager udgangspunkt det meta-etiske standpunkt,
at moralsk gyldighed opstår ud af en proces - i form af en aftale -
ikke substans eller konsekvenser.
Få tilhængere af disse teorier mener rent faktisk,
at moral grundes i specifikke aftaler.
De finder derimod deres moral ved at udlede moralske principper
fra oftest hypotetiske situationer,
hvor rationelle agenter fremstiller den bedst mulige aftale.
Indenfor kontraktteori skelnes mellem kontraktarisme,
eksemplificeret ved Thomas Hobbes, og kontraktualisme,
eksemplificeret ved Jean Jacques Rousseau.
Kontraktarisme karakteriseres ved,
at de moralske principper,
som den endelige kontrakt mellem rationelle mennesker udgør,
er baseret på egen-interessen hos den enkelte.
Kontraktualisme grunder derimod sine moralske principper
i idealet om reciprocitet, fornuft og retfærdighed [@Darwall2005].
Kontraktarisme
Hobbes begynder sin formulering af kontraktarisme ved at forestille sig
et individ som overvejer sine handlinger uafhængigt af alle andre.
Hver person ser det sådan,
at de må gøre som de vil,
da det de vil må være det gode.
Men selvom det for hver enkelt person giver bedst mening at tilstræbe sine interesser,
er det ikke nødvendigvis bedst for alle,
hvis alle kun følger deres egen fornuft.
Hobbes konkluderer at det ville resultere i en alles krig mod alle,
da forskellige mennesker ofte vil have de samme ting,
og hver især føler sig mest berettet til det da de ser dem selv
og deres tanker på nært hold,
og andre på fjernt hold.
Denne situation, hvor en kollektiv stræben efter egen-interesse fører til et værre udbytte for hver,
kaldes et "collective action problem" [@Darwall2005].
Problemet er oftest illustreret ved det spil-teoretiske eksempel kendt som fangernes dilemma,
hvor to personer er sat i fængsel på en mistanke om røveri.
De for at vide, at der ikke er nok beviser til at domfælde for røveri,
men der er nok til en dom for indbrud, som giver 1 års fængsel.
De mistænkte får så at vide,
at hvis de tilstår, og deres sammensvorne ikke gør,
kan de selv gå fri mens deres partner får 20 år i fængsel.
Hvis de begge tilstår får de hver 5 år.
I denne situation vil det baseret kun på egeninteresser være mest rationelt
for dem hver at tilstå,
da de i tilfældet af at den anden ikke gør kan gå fri, og modsat får 5 år.
Sammenlign det med at den anden tilstår, og de selv ikke gør,
vil det resultere i 20 års fængsel.
Problemet er at hvis den anden person handler med nøjagtig samme logik og de begge derfor ender med at tilstå,
vil de også begge få 5 års fængsel,
frem for 1 år hvis de undlod at tilstå.
Samarbejde har altså potentialet for at gøre udfaldet for hver enkelt person bedre,
end hvis de ikke samarbejdede.
Samarbejde tager udgangspunkt i regler og normer,
som når bilister venter for rødt,
fordi der ellers ville være kaos på vejene.
Moral kan siges at være en specielt udbredt og fremtrædende form for samarbejde [@Darwall2005].
Kontraktarismen siger at en handling er rigtig hvis overholdelsen af de bredeste regler,
som ligger til grund for den,
resulterer i at alles egne interesser er bedre opfyldt end hvis der ikke havde været nogen regler.
Men der er også situationer hvor flere forskellige mulige regler
til en given situation vil stille alle bedre,
end hvis de bestræbte sig på egne interesser uden reglen.
Kontraktarismen forsøger at svare på det spørgsmål ved punktet af "ingen enighed" [@Darwall2005, s. 23],
hvor enhver regels evne til at gavne egeninteresser sættes op mod styrken af folks interesser
uden reglen.
Alle vil gerne undgå alles krig mod alle,
og derfor vil nogen som har flere ressourcer og færre sårbarheder
stadig være interesseret i at skrive under på de regler,
selvom andre får mere ud af dem end de selv gør.
Her kunne måske nævnes det socialdemokratiske kompromis,
hvor de mere velhavende kapital-ejere og arbejdsgivere betaler mere til fælleskassen
for at opretholde et sundhedssystem,
da alternativet er en arbejdsstyrke med bl.a. lavere levealder
og derfor ringere mulighed for at generere profit.
Kontraktarismen arbejder altså med spændet mellem alles krig mod alle tilstanden
og samarbejds-relaterede moralgivende kontrakter,
som hæver alles egne interesser over det niveau de havde haft under anarkiets tilstand.
Kontraktualisme
Kontraktualismen har en lignende struktur,
men er nyere end og kritiserer derfor kontraktarismen,
som ser moralske principper som skabt ud af forhandling.
Kontraktualismen ser det som problematisk,
og hviler i stedet på et meta-etisk fundament af idealet om
lige respekt for alle,
hvilket er inkompatibelt med en forhandlingsproces.
Den ser et grundlæggende problem i,
at kontraktarismen antager at individer har et moralsk krav på de ressourcer,
de ville besidde hvis de ikke var omfattet af en kontrakt.
Hvis der ikke er forskel i ejendom,
hvorfor så have brug for at forhandle overhovedet?
Kant sætter de ifølge @Darwall2005 på spidsen i formuleringen af sit kategoriske imperativ,
idet han siger at enhver som forventes at følge loven,
også skal anses som at de fremstiller loven.
I et fællesskab med rationelle aktører kan de kun fortsat være frie moralske aktører,
hvis de kun er omfattet af love de selv er med til at lave.
Rousseau beskriver noget lignende med begrebet "den almene vilje,"
som betegner viljen af hver som et frit og lige medlem af samfundet.
Hvor kontraktarismen mener at moralske principper er dem,
som folk ville foreskrive og forsøge at få andre med på baseret på egen interesse,
mener kontraktualismen simpelthen at de moralske principper for hvad der er rigtigt,
er dem som individer ville foreskrive og skrive under på som enkelte personer blandt
andre frie og lige personer.
Fortsæt...
