Samfundskontrakt-teorier hører under normativ politisk filosofi,
og kan også kaldes proceduralistiske,
da de tager udgangspunkt i det meta-etiske standpunkt,
at moralsk gyldighed opstår ud af en proces - i form af en aftale -
ikke substans eller konsekvenser.
Få tilhængere af disse teorier mener rent faktisk,
at moral grundes i specifikke aftaler.
De finder derimod deres moral ved at udlede moralske principper
fra oftest hypotetiske situationer,
hvor rationelle agenter fremstiller den bedst mulige aftale.
Indenfor kontraktteori skelnes mellem kontraktarianisme (eng. [contractarianism]{lang=en}),
eksemplificeret ved Thomas Hobbes, og kontraktualisme (eng. [contractualism]{lang=en}),
eksemplificeret ved Jean Jacques Rousseau.
kontraktarianisme karakteriseres ved,
at de moralske principper,
som den endelige kontrakt mellem rationelle mennesker udgør,
er baseret på egen-interessen hos den enkelte.
Kontraktualisme grunder derimod sine moralske principper
i idealet om reciprocitet, fornuft og retfærdighed [@Darwall2005].
kontraktarianisme
Hobbes begynder sin formulering af kontraktarianisme ved at forestille sig
et individ som overvejer sine handlinger uafhængigt af alle andre.
Hver person ser det sådan,
at de må gøre som de vil,
da det de vil må være det gode.
Men selvom det for hver enkelt person giver bedst mening at tilstræbe sine interesser,
er det ikke nødvendigvis bedst for alle,
hvis alle kun følger deres egen fornuft.
Hobbes konkluderer at det ville resultere i en alles krig mod alle,
da forskellige mennesker ofte vil have de samme ting,
og hver især føler sig mest berettet til det da de ser dem selv
og deres tanker på nært hold,
og andre på fjernt hold.
Denne situation, hvor en kollektiv stræben efter egen-interesse fører til et værre udbytte for hver enkelt,
kaldes et "[collective action problem]{lang=en}" [@Darwall2005].
Problemet er oftest illustreret ved det spil-teoretiske eksempel kendt som fangernes dilemma,
hvor to personer er sat i fængsel på en mistanke om røveri.
De får at vide, at der ikke er nok beviser til at domfælde for røveri,
men der er nok til en dom for indbrud, som giver 1 års fængsel.
De mistænkte får så at vide,
at hvis de tilstår, og deres sammensvorne ikke gør,
kan de selv gå fri mens deres partner får 20 år i fængsel.
Hvis de begge tilstår får de hver 5 år.
I denne situation vil det baseret kun på egeninteresser være mest rationelt
for dem hver at tilstå,
da de i tilfældet af at den anden ikke gør kan gå fri, og modsat får 5 år.
Sammenlign det med at den anden tilstår, og de selv ikke gør,
vil det resultere i 20 års fængsel.
Problemet er at hvis den anden person handler med nøjagtig samme logik og de begge derfor ender med at tilstå,
vil de også begge få 5 års fængsel,
frem for 1 år hvis de undlod at tilstå.
Samarbejde har altså potentialet for at gøre udfaldet for hver enkelt person bedre,
end hvis de ikke samarbejdede.
Samarbejde tager udgangspunkt i regler og normer,
som når bilister venter for rødt,
fordi der ellers ville være kaos på vejene.
Moral kan siges at være en specielt udbredt og fremtrædende form for samarbejde [@Darwall2005].
kontraktarianismen siger at en handling er rigtig hvis overholdelsen af de bredeste regler,
som ligger til grund for den,
resulterer i at alles egne interesser er bedre opfyldt end hvis der ikke havde været nogen regler.
Men der er også situationer hvor flere forskellige mulige regler
til en given situation vil stille alle bedre,
end hvis de bestræbte sig på egne interesser uden reglen.
kontraktarianismen forsøger at svare på det spørgsmål ved punktet af "ingen enighed" [@Darwall2005, s. 23],
hvor enhver regels evne til at gavne egeninteresser sættes op mod styrken af folks interesser
uden reglen.
Alle vil gerne undgå alles krig mod alle,
og derfor vil nogen som har flere ressourcer og færre sårbarheder
stadig være interesseret i at skrive under på de regler,
selvom andre får mere ud af dem end de selv gør.
Her kunne måske nævnes det socialdemokratiske kompromis,
hvor de mere velhavende kapital-ejere og arbejdsgivere betaler mere til fælleskassen
for at opretholde et sundhedssystem,
da alternativet er en arbejdsstyrke med bl.a. lavere levealder
og derfor ringere mulighed for at generere profit.
kontraktarianismen arbejder altså med spændet mellem alles krig mod alle tilstanden
og samarbejds-relaterede moralgivende kontrakter,
som hæver alles egne interesser over det niveau de havde haft under anarkiets tilstand.
Kontraktualisme
Kontraktualismen har en lignende struktur,
men er nyere end og kritiserer derfor kontraktarianismen,
som ser moralske principper som skabt ud af forhandling.
Kontraktualismen ser det som problematisk,
og hviler i stedet på et meta-etisk fundament af idealet om
lige respekt for alle,
hvilket er inkompatibelt med en forhandlingsproces.
Den ser et grundlæggende problem i,
at kontraktarianismen antager at individer har et moralsk krav på de ressourcer,
de ville besidde hvis de ikke var omfattet af en kontrakt.
Hvis der ikke er forskel i ejendom,
hvorfor så have brug for at forhandle overhovedet?
Kant sætter det ifølge @Darwall2005 på spidsen i formuleringen af sit kategoriske imperativ,
idet han siger at enhver som forventes at følge loven,
også skal anses som at de fremstiller loven.
I et fællesskab med rationelle aktører kan de kun fortsat være frie moralske aktører,
hvis de kun er omfattet af love de selv er med til at lave.
Rousseau beskriver noget lignende med begrebet "den almene vilje",
som betegner viljen af hver som et frit og lige medlem af samfundet.
Hvor kontraktarianismen mener at moralske principper er dem,
som folk ville foreskrive og forsøge at få andre med på baseret på egen interesse,
mener kontraktualismen simpelthen at de moralske principper for hvad der er rigtigt,
er dem som individer ville foreskrive og skrive under på som enkelte personer blandt
andre frie og lige personer.
Men det efterlader et problem,
for mennesker er ikke materielt lige og lige frie i samfundet,
så det ville være uansvarligt at lovgive som om, de var.
Et bud på en løsning på det problem er John Rawls' ide om uvidenhedens slør.
Rawls påstår,
at principperne bag retfærdighed er dem,
som det ville være rationelt at vælge fra "en oprindelig position",
bag et "slør af uvidenhed" ift. de rationelle aktørers
forskellige positioner i samfundet [@Darwall2005, s. 25].
De rationelle aktører,
som da skal danne en kontrakt,
ved altså ikke noget om deres egne interesser, ressourcer,
evner, talenter, køn, race, socioøkonomisk position, eller værdier.
Ift. denne hypotetiske situation ville kontraktualister argumentere for,
at den kontrakt der måtte vælges,
er moralsk og retfærdig uden at reducere sig til egen-interesser.
Ja, hver enkelt person bag sløret af uvidenhed har stadig egen-interesser,
men når de ikke kender deres position i samfundet,
må de forhandle sig til en kontrakt som de ville være tilfreds med,
uanset hvilken position i samfundet de måtte have.
Bag uvidenhedens slør, fra den "oprindelige position",
kan man endelig se hvordan en fri, lige og rationel aktør forhandler en kontrakt,
da ingen foreskrevne regler kunne være skræddersyet til enkeltpersoners
interesser.
Efter opstillingen af ovenstående hypotetiske scenario,
mener Rawls at kunne argumentere for 2 retfærdighedsprincipper,
rangeret efter prioritering.
Det første som kræver eksistensen af visse basale civile og politiske rettigheder,
og det andet som kaldes "forskelsprincippet",
som sikrer retfærdig lighed i mulighed,
og fordeler resterende sociale produkter på måder som sikrer
samfundets værst stillede [@Darwall2005, s. 25].
Implikationen af de to principper er,
at ulighed kun retfærdigt kan eksistere i den grad,
de kan fungere som social ressource i sig selv for at gøre alle bedre stillet,
måske mest populært ved at give incitamenter.
Rationelle aktører bag uvidenhedens slør ville ifølge Rawls
vælge de 2 principper,
for at undgå at blive sat ind i en social position,
hvor de er specielt hårdt stillede ift. alle andre [@Darwall2005, s. 26].
En anden kontraktualistisk fremgangsmåde er at kræve andre ser en som lige,
og omvendt.
Hvis en person kræver det af en anden siger de kort sagt:
"Det her er et ganske rationelt krav, og det ville du kunne se,
hvis du satte dig selv i mine sko og overvejede,
om det ville være rationelt".
Denne proces er teoretisk krævende,
fordi den nødvendiggør en ærlig overvejelse af de konkrete grunde,
som ens handlinger giver andre for at afvise dem
Det leder til T.M. Scanlons kontraktualisme,
som ligeledes forsøger at hjælpe den etiske agent med at tage moralske valg.
Det fundamentale i hans teori er,
hvad der rimeligvis kan retfærdiggøres over for andre
og princippet om rimelig afvisning [@Ashford2018].
Ifølge Scanlon er en handling forkert,
hvis den ville være udelukket af et sæt principper for adfærdens generelle regulering,
som kunne rimeligt kunne afvise som grundlag for informeret, u-tvungen, generel aftale [@Ashford2018].
At handle overfor andre mennesker
er at respektere deres kapacitet for begrundelser og mulighed for at retfærdiggøre.
For Scanlons kontraktualisme lever man op til denne respekt
ved at behandle dem efter principper,
som de ikke rimeligvis ville kunne afvise.
Moralske agenter er derfor for Scanlon intrinsisk motiveret til at
retfærdiggøre sig selv overfor andre,
og det er i sin essens det som gør dem til moralske agenter
til at begynde med [@Ashford2018].
