Anvendt etik må på den ene eller den anden måde henvise
til en normativ teori indenfor etik,
da vi for at kunne fælde etiske domme på konkrete praksisser
må kunne henvise til,
hvilke overordnede værdier der gør en konkret handling 'god' eller 'dårlig'.
Projektet her fokuserer på deontologi, utilitarisme og kontraktteori,
hvoraf den fjerde, dydsetik, er udeladt.
Kontraktteori er oplagt,
da copyleft licensering er en juridisk kontrakt,
som også tager udgangspunkt i en normativ grundforståelse af,
hvilken type etisk fællæsskab,
dens regler skaber.
(FIXME: ovenstående er ikke godt skrevet og sikkert forkert og vi skal flette sammen med konsekventialisme og deontologi)
Kontraktteori
Samfundskontrakt-teorier hører under normativ politisk filosofi,
og kan også kaldes proceduralistiske,
da de tager udgangspunkt det meta-etiske standpunkt,
at moralsk gyldighed opstår ud af en proces - i form af en aftale -
ikke substans eller konsekvenser.
Få tilhængere af disse teorier mener rent faktisk,
at moral grundes i specifikke aftaler.
De finder derimod deres moral ved at udlede moralske principper
fra oftest hypotetiske situationer,
hvor rationelle agenter fremstiller den bedst mulige aftale.
Indenfor kontraktteori skelnes mellem kontraktarisme,
eksemplificeret ved Thomas Hobbes, og kontraktualisme,
eksemplificeret ved Jean Jacques Rousseau.
Kontraktarisme karakteriseres ved,
at de moralske principper,
som den endelige kontrakt mellem rationelle mennesker udgør,
er baseret på egen-interessen hos den enkelte.
Kontraktualisme grunder derimod sine moralske principper
i idealet om reciprocitet, fornuft og retfærdighed [@Darwall2005].
Kontraktarisme
Hobbes begynder sin formulering af kontraktarisme ved at forestille sig
et individ som overvejer sine handlinger uafhængigt af alle andre.
Hver person ser det sådan,
at de må gore som de vil,
da det de vil må være det gode.
Men selvom det for hver enkelt person giver bedst mening at tilstræbe sine interesser,
er det ikke nødvendigvis bedst for alle,
hvis alle kun følger deres egen fornuft.
Hobbes konkluderer at det ville resultere i en alles krig mod alle,
da forskellige mennesker ofte vil have de samme ting,
og hver især føler sig mest berettet til det da de ser dem selv
og deres tanker på nært hold,
og andre på fjernt hold.
Denne situation, hvor en kollektiv stræben efter egen-interesse fører til et værre udbytte for hver,
kaldes et "collective action problem" [@Darwall2005].
Problemet er oftest illustreret ved det spil-teoretiske eksempel kendt som fangernes dilemma.
(FIXME: beskrivelse af fangernes dilemma her på baggrund af [@Darwall2005, s. 22])
