Vi undersøger herunder,
hvordan peer-produktion ([peer-production]{lang=en}) udspiller sig
i dag gennem internettet,
herunder det kollektive intellekt,
som er en sammensmeltning af flere mennesker og maskiner
i kreativt arbejde, formidlet gennem internettet.
Vi undersøger dette,
for at forstå hvilken rolle copyleft kan have
dels for at udvide kapaciteten af det kollektive intellekt,
og dels for at undersøge implikationerne
af copyleft og moralsk fremsyn som etisk princip
for peer-production gennem internettet.
@Peters2015 beskriver,
hvordan internettet baner vej for "kreativt arbejde"
som en funktion af kollektiv intelligens.
Kreativt arbejde er i dag endda hovedsageligt indfanget
i "[a digital envelope]{lang=en}"
[@Peters2015, s. 4].
Med andre ord er internettet nu den primære arena,
hvor kollektiv intelligens udfører kreativt arbejde
Kreativt arbejde er her ikke synonymt med "kreative industrier"
men forstås som peer-to-peer produktion gennem internettet,
der implicit udfordrer kapitals dominans gennem kollektiv handling.
Det forstås altså som en samfundsmæssig transformativ kraft
rettere end blot kunstnerisk udtryk
inden for online peer-baserede rammer
[@Peters2015, s. 4].
Med denne definition kan vi blandt andet forstå
Open Knowledge-arbejde som kreativt arbejde.
Teksten argumenterer for det første for,
at nye sociale produktionsmåder findes i dag,
og at internettet samtidig har værktøjer i sig
til politisk mobilisering, organisering
og dermed potentiel udvidelse af disse produktionsmåder.
Peer-produktion under kapitalistiske institutionsrammer
Det er en igangværende debat i feltet,
om peer-produktion reelt kan udfordre den kapitalistiske status quo
eller blot vil blive absorberet af den
[@Peters2015, s. 5].
Sociologen Jakob Rigi daterer peer-produktionens begyndelse
til fri software-bevægelsen i 1980'erne
og kalder det en ny historisk og stadig fremvoksende produktionsmåde.
[@Peters2015, s. 6].
Men for at være et alternativ
til kapitalistisk produktion og økonomisk strukturering
kan peer-produktion ifølge @Peters2015 [s. 6] ikke formodes
at udfase markedsbaseret hierarkisk produktion
uden den samtidige tilstedeværelse af politisk vilje og kamp.
Økonomisk perspektiv på kreativt arbejde
Peters og Reveley trækker på økonomen Yann Moulier-Boutang,
der beskriver en transition
fra industriel kapitalisme til kognitivkapitalisme.
Her er der sket et skift fra kvantificerbare arbejdstimer
(lagt i produktion af materielle goder)
over til immaterielt, kreativt og mindre kvantificerbart arbejde
som den centrale værdiskabende faktor,
hvor internettet er blevet den mest fremtrædende ressource.
Kort sagt:
"[The internet and creativity is at the core of [cognitive] capitalism,
in which capital 'accumulation is based on knowledge and creativity'
expressed in digital network]{lang=en}"
[@Peters2015, s. 7].
Dette immaterielle kreative arbejde er en funktion
af kollektiv intelligens, som er den ressource,
kapitalismen i dag prioriterer højest.
For Peters og Reveley er det essentielt
at forstå kreativt arbejde som netop en funktion af kollektiv intelligens
muliggjort af internettet,
og at under kapitalismen bliver kreativt arbejde udvundet
af profitsøgende virksomheder.
Man kan altså sige, at den kollektive intelligens bliver udnyttet
i dette system.
På den anden side kan kreativt arbejde
i form af peer-produktion
ses som en mulig frigørelse fra denne struktur
[@Peters2015, s. 7-8].
Dette virker umiddelbart parallelt til Copyleft-idealer
om mere reciprokke produktionsstrukturer for vidensgoder
som en frigørelse fra nuværende ejendomsstrukturer --
samt formodningen om,
at viden og kreativitet bør eller kun kan produceres kollektivt.
For at komme den kollektive intelligens nærmere
må Peters og Reveley dog gå videre fra Moulier-Boutang
og hans økonomiske arbejderorienterede indsigt,
over til systemteori og nærmere bestemt Global Brain-teori
idet de mener, at den kollektive intelligens
udtrykt via internettet
har egenskaber, der går udover summen af de individer, den består af;
det er et selvorganiserende problemløsende organ.
Kreativt arbejde som kollektiv intelligens
Inspireret af kybernetikeren Francis Heylighen
beskriver @Peters2015 [s. 9], at kollektiv intelligens skal forstås
som bestående af ikke kun mennesker men også computere,
og har derfor ikke-menneskelige egenskaber.
Hermed bliver kreativitet og kreativt arbejde
ikke et produkt af individuelle mennesker
men af den kollektive intelligens,
hvor menneskelig kreativitet smelter sammen med computer-kreativitet.
Som effekt af denne sammensmeltning
får den kollektive intelligens højnede problemløsningsevner.
En af mekanismerne, der tillader dette,
er sammenlægningen af resultater fra individuelle bidrag,
der opbevares i en fælles hukommelse.
Wikipedia gives som eksempel,
hvor tusindvis af brugere verden over kan bidrage med indslag
og redigere hinandens,
hvilket skaber en spontant koordineret produktion,
der kan give rigere og mere komplekse produkter
end centraliserede hierarkiske produktioner.
Denne mekanisme kaldes stigmergy
[@Peters2015, s. 10].
Sociale medier og konsensus
Ideen om stigmergy kan også beskrive
den kollektive intelligens' potentiale til at sammenlægge og koordinere
millioner af menneskers udspredte ønsker
til kollektiv politisk vilje,
hvor der kan skabes konsensus ([consensualization]{lang=en})
samt social mobilisering --
særligt gennem sociale medier, der forstås som en netværksklynge
af sociale mediehjemmesider på tværs af internettet.
En sådan konsensus bør ikke antages
at kunne blive til en ensartet fællesvilje
men kan skabe enighed om generelle sociale processer og fremtidsidealer,
og den er en forudsætning for overgangen
fra kapitalistiske til sociale produktionsmåder
[@Peters2015, s. 11].
Peters og Reveley noterer dog,
at en mobilisering imod kapitalisme ikke er givet,
da sociale medieplatforme er ejet af store virksomheder,
og at "[in the act of maximizing profits
social media firms block---albeit indirectly and unintentionally---the
transformation of collective intelligence into a political will
that seeks to transform existing economic arrangements]{lang=en}"
[@Peters2015, s. 12].
Dog har sociale medier stadig endnu ikke realiserede potentialer
til at koordinere viljer
[@Peters2015, s. 13].
Det næste skridt for peer-produktion
En transition fra den kapitalistiske produktionsmåde kræver
skabelsen af en konsensus om, hvilke muligheder og begrænsninger
folk kan handle inden for.
En konsensus som folk villigt skal acceptere og følge
[@Peters2015, s. 14].
Som frembrydende fænomen er det næste skridt
for den kollektive intelligens
ifølge Peters og Reveley
at udvide sine online peer-aktiviteter til den virkelige verden.
Her kommer den kollektive intelligens' selvorganiserende natur til gode,
da koordination af viljer er en forudsætning
for koordination af handling og aktivitet.
Udviklingen af internettet og den kollektive intelligens kan opdeles
i tre stadier, der svarer til tre vigtige sociale informationsprocesser:
kognition, kommunikation og kooperation.
Hypertekst i den tidlige udgave af internettet øgede kognition,
og senere kom sociale medier, der øgede kommunikation.
For også at øge kooperation
kunne den næste udvikling af internettet muliggøre
koordinationen af peer-produktion
gennem en vis form for centraliseret struktur.
Dette ville være nødvendigt,
da ingen centralisering overhovedet ville betyde,
at produktionen er anarkistisk i stedet for social
[@Peters2015, s. 14].
Peters og Reveley fremhæver, hvad de kalde "the E-CoordiNet",
som et muligt koordinationsværktøj
for peer-produktion og social økonomi,
men der findes mange "[possible outcome[s] of creative labour
as a form of self-organizing collective intelligence
emergent from the internet,
which [supply] the tools by which to overcome
the limitations of market-based socio-economic ordering]{lang=en}"
[@Peters2015, s. 15].
Det bliver altså tydeligt til sidst,
at kreativt arbejde
via den selvorganiserende kollektive intelligens både
behøver, men også selv er i stand til at producere de nødvendige værktøjer
for at understøtte udvidelsen af peer-produktion.
Kunne copyleft være et af dem?
Opsamling
Ifølge teskten af Peters og Reveley
kan vi altså forstå peer-produktion
som det, de kalder kreativt arbejde.
Det er til en vis grad decentraliseret peer-to-peer produktion
af immaterielle goder faciliteret af internettet,
og det er en funktion af den kollektive intelligens
muliggjort af internettet
og sammensmeltningen af mennesker og computere.
Peer-produktion kan være en ny og mere social produktionsmåde,
der kan udskifte de kapitalistiske strukturer
og frigøre den kollektive intelligens og kreativt arbejde
(og til sidst arbejde i det hele taget)
fra udnyttelse.
Men for at dette kan blive en realitet
må politisk vilje være tilstede,
og den kollektive intelligens må skabe konsensus med sig selv
for at organisere peer-aktivitet ude i verdenen,
og det fremhæves, at en vis centraliseret koordinering er nødvendigt
for at understøtte dette.
Copyleft kunne velsagtens udgøre
(i hvert fald en del af) sådan en centralisering.
Copyleft kan være relevant for kreativt arbejde,
da det både omhandler immateriel produktion
og produktion, der tager et opgør med kapitalistiske strukturer.
Copyleft kan tilmed have nytte
for den kollektive intelligens' udvikling
og udvidelsen af peer-produktion,
da det kan være en måde
at sikre non-hierarkiske ejendoms- og dermed produktionsstrukturer.
Måske kan vi endda anse Copyleft
som et af de værktøjer, den kollektive intelligens selv producerer
for at understøtte sin egen udvikling
og ikke bare som en udefrakommende hjælp.