"Hvis du tager slik med i skole, skal du dele med hele klassen."
(dansk talemåde, kilde ukendt)
Open Source Software er en central innovationsfaktor
i videnssamfundet
[@Petralia2025; @Wang2023].
Definerende for Open Source Software,
og også beslægtede begreber som Open Data, Open Access, Open Science m.fl.,
er en særlig licensering,
som modvirker væsentlige dele af intellektuel ejendomsret,
som implicit gælder for kreative produkter i OECD-lande.
Hvor kreative produkter som hovedregel har "alle rettigheder forbeholdt",
er Open Source produkter altså kendetegnet
ved at have "få rettigheder forbeholdt".
Nogle Open Source projekter anvender en mere radikal licensering,
som udover at modvirke intellektuel ejendomsret desuden kræver,
at deling af evt. afledte værker skal licenseres under samme vilkår.
Nogle Open Source produkter har altså "få rettigheder forbeholdt,
og krav om rettighedreduktion også ved kollaborativ videre innovation".
Denne juridiske teknik til deling under samme vilkår kaldes "copyleft"
[@Chopra2008, s. 14; @Vetter2008, s. 281; @Sen2008, s. 212; @Sen2011, s. 200].
Nogle undersøgelser peger på,
at systematisk kollaboration og åbne processer ikke er tilstrækkeligt
til at opnå integritet og bæredygtighed for sådanne systemer,
men at at en konsistent moralsk intention spiller en væsentlig rolle
[@MateosGarcia2008; Hosseini2022].
Open Source produkter udviklet gennem kollaborative kreative arbejdsprocesser
er, ifølge @Benkler2006, omfattet af begrebet fælled-baseret peer-produktion
(commons-based peer production),
som er central i teorien om videnssocialisme (knowledge socialism) i @Peters2015.
Det fremgår ikke prominent,
hvorvidt moralsk intention er relevant
for fælled-baseret peer-produktion mere generelt
eller for udviklingen af videnssocialisme.
En specifik moralsk intention, netop om bæredygtig kollaboration,
er indlejret i mekanismen copyleft.
Denne tekst søger at besvare,
gennem en argumentationsanalyse af de to teorier
overfor begrebets potentielt normative kvaliteter:
Bør copyleft normativt inddrages
ved fælled-baseret peer-produktion?