aboutsummaryrefslogtreecommitdiff
path: root/intro.md
blob: 5dde2b151d5e5160c834175db9ce8e1d8b48bc1c (plain)

"Hvis du tager slik med i skole, skal du dele med hele klassen."
(dansk talemåde, kilde ukendt)

Open Knowledge, herunder Open Source Software, Open Data, Open Access, Open Science m.fl., er en central innovationsfaktor i videnssamfundet [@Petralia2025; @Wang2023; @EuropeanCommission2025, afsnit 1]. Definerende for Open Knowledge er en juridisk teknik til at modvirke væsentlige dele af intellektuel ejendomsret: Hvor kreative produkter som hovedregel har "alle rettigheder forbeholdt", har Open Knowledge vha. licensering kun "få rettigheder forbeholdt". Noget Open Knowledge anvender en mere radikal licensering, kaldet copyleft, som udover reduktion af intellektuel ejendomsret desuden kræver, at deling af evt. afledte værker skal licenseres under samme vilkår [@Chopra2008, s. 46-47]. Anvendelsen af denne juridiske teknik repræsenterer en etisk motivation om fremadrettet gensidighed i deling af kreative værker [@Chopra2008, s. 57-61].

Open Knowledge udviklet kollaborativt er, ifølge @Benkler2006, omfattet af begrebet fælled-baseret peer-produktion (commons-based peer production), som er central i teorien om videnssocialisme (knowledge socialism) i @Peters2015. Nogle undersøgelser peger på, at systematisk kollaboration og åbne processer ikke er tilstrækkeligt til at opnå integritet og bæredygtighed for sådanne systemer, men at moralsk intention spiller en væsentlig rolle [@MateosGarcia2008; @Hosseini2022].

Denne tekst undersøger, hvorvidt anvendelsen licensteknikken copyleft, forstået som en juridisk implementering af et etisk princip om moralsk fremsyn (moral foresight), har relevans for fælled-baseret peer-produktion:

Bør copyleft normativt inddrages ved fælled-baseret peer-produktion?

Først redegøres kort for begrebet moralsk fremsyn ved copyleft, samt for begrebet fælled-baseret peer-produktion og teorien om videnssocialisme, og derefter inddrages moralsk fremsyn i en argumentationsanalyse af fælled-baseret peer-produktion og videnssocialisme.