Etik og copyleft
For at forstå etikken ved fri software og copyleft mere specifikt,
tager vi udgangspunkt i @Chopra2008,
som anskuer to forskellige tilgange til software licensering,
hovedsageligt ved hjælp af konsekventialisme og deontologi.
Derudover udleder teksten det unikke særpræg for copyleft,
at det indebærer en form for etisk fremsyn,
idet licenshaveren tager stilling til,
hvorvidt af-arter af deres projekt må udgives med lukket kildekode.
Frihed for hvem til hvad og hvorfor?
Frihed 0 placerer ikke nogen begrænsninger på,
hvordan fri software kan benyttes.
@Chopra2008 beskriver, hvordan denne frihed kan problematiseres.
Det tænkte eksempel forløber således:
lad os forestille os, at en software-udvikler har skabt et program,
som er særligt egnet til dynamisk at forudsige flyveforløb på
selvdrevne luftfartøjer.
Udvikleren er stor modstander af den videre udvikling af atomvåben,
og ønsker derfor ikke, at hendes program anvendes
i styresystemet på en atommissil.
Det er ikke muligt for udvikleren at udgive sit program som fri software,
uden at gå på kompromis med sin modstand til atomvåben,
idet frihed 0 gør det umuligt at udgive fri software med specifikke begrænsninger
på dens brug [@Chopra2008, s. 44].
Der kan konstrueres argumenter for,
at frihed 0 fortsat kan være et gyldigt princip
trods behovet for etisk ansvarlige begrænsninger,
dels ved at appellere til,
at det er de lovgivende myndigheders job at sætte disse begrænsninger for,
hvad software må anvendes til,
og dels ved at proprietær software ikke gør det bedre.
Men @Chopra2008 beskriver det simple, pragmatiske glidebaneargument,
som Free Software Foundation tager udgangspunkt i:
Hvis det accepteres at fri software kan have begrænsninger for sin brug i en henseende,
vil det hurtigt føre til et hav af flere forskellige ugennemenskuelige begrænsninger
indenfor den større sfære af fri software.
Få begrænsninger kalder på flere begrænsninger,
som i sidste ende vil resultere i en form for balkanisering af begrænsninger.
Hvis begrænsninger på fri software indenfor militære henseender accepteres,
kan vi forestille os argumenter for begrænsninger på anvendelsen af fri software
indenfor for eksempel stamcelleforskning.
Forventningen om sådanne problemer har ført til en klausul indenfor
Open Source Definitionen kaldet
"No Discrimination Against Fields of Endeavor".
Begrænsninger på denne frihed har tendens til at være politisk eller moralsk
motiverede, og er i praksis modsatrettede den frihed,
som Open Source kalder på til at begynde med [@Chopra2008, s. 44-45].
Som eksempel på en debat om ovenstående gives en nu fjernet tilføjelse
til et udkast af GPLv3 licensen om,
at software af den licens ikke må distribueres,
som "ulovligt indtrænger sig på brugerens privatliv"
[@Chopra2008, s. 45] (FIXME: oprindelig kilde er Free Software Foundation 2006 i teksten, men kan ikke finde den).
Den diskussion, som skitseres ovenfor viser først og fremmest,
hvordan "frihed" er absolut centralt for fri software-bevægelsen,
og hvordan diskussioner om, hvad frihed er,
resulterer i den GPLv3 licens som vi har i dag.
Det ideal om frihed, som gennemsyrer fri software-bevægelsen,
begrænser i hvilket omfang,
moralfilosofiske argumenter for begrænsning kan få gennemslagskraft i praksis,
men de er ikke irrelevante for at forstå bevægelsens normative udgangspunkt.
@Chopra2008 fremhæver Matt Butcher's argument for,
at frihed 0 understøttes af Rawls slør af uvidenhed,
og giver et godt kontraktteoretisk argument for fri software-bevægelsens
resolutte tilknytning til axiomet om frihed.
Open Source projekter er fællesskaber med en fælles interesse,
og fri software licens er en slags forfatning som er besluttet af det fællesskab.
Medlemmerne samles under uvidenhedens slør,
og de ved derfor ikke noget om deres politiske eller økonomiske rolle,
eller hvorfor de andre medlemmer kunne være interesserede i projektet.
Nogle ville være brugere af projektets software,
andre ville skrive dokumentation, mens andre er kernevedligeholdere og -udviklere
af projektet.
Gruppen bliver så spurgt, hvilke rettigheder, der skal tilskrives hvem.
Mest sandsynligt vil gruppen vælge at tildele alle frihed 0.
Hvis en undergruppe kunne bestemme, hvad den givne software ville kunne anvendes til,
har andre i fællesskabet grund til at frygte for deres frie og legitime anvendelse
af samme software.
Fællesskabet kunne prøve at beslutte sig ved konsensus,
men sådan en proces kunne hurtigt vise sig at være "intractable",
når ingen i gruppen ved hvilken rolle de kommer til at have [@Chopra2008, s. 46].
Etiske skillelinjer mellem FSF og OSI
De etiske aspekter ved
|
