For at anskue copyleft-dilemmaet gennem deontologisk teori
må vi nu dreje fokus væk fra handlingens konsekvenser.
Vi må i stedet tage udgangspunkt i moralske principper,
der udledes fra intuitionen
og ikke fra et (ifølge konsekventialister) mere fundamentalt princip
som intrinsisk værdifulde tilstande.
Som vi tidligere har skitseret
i fremstillingen af de etiske aspekter ved copyelft,
er frihed et moralsk princip, der forekommer centralt for fri software,
hvilket også udtrykkes ved de definerende fire friheder.
Dog synes der at gives udtrykt for,
at det ikke er det helt samme frihedsbegreb, der værnes om
i henholdsvis copyleft og non-copyleft,
men rettere to forskellige friheder.
Vi kan kalde dem ’social frihed’ og ’privat frihed’.
Copyleft og FSF er som tidligere nævnt eksplicitte
omkring deres mål om at understøtte social frihed
fremfor frihed hos den enkelte programmør
[@Chopra2008, s. 47].
Dette kan blandt andet ses i Richard Stallmans henvisning
idealerne frihed og fællesskab,
i forbindelse med FSF’s moralske principper
[@Chopra2008, s. 59].
Principper der hos Stallman og FSF heller ikke lader til
at være begrundet af et mere fundamentalt princip
men rettere intuitivt begrundet.
Det er derfor oplagt at forestille sig
et intuitionistisk deontologisk standpunkt, der taler for copyleft
ved at appellere til et moralsk princip om social frihed:
copyleft er det moralsk rigtige valg,
da det sikrer den sociale frihed
for fællesskabet af udviklere og brugere.
Som vi tidligere har redegjort for,
er non-copyleft og OSI mindre eksplicitte
omkring, hvilke moralske principper, de stiller sig på,
og kan endda siges at tage afstand til moraliteten ved fri software.
Det betyder dog ikke,
at deontologer ikke kan have nogen begrundelse for at vælge non-copyleft.
Vi har før nævnt OSD-klausulen
"No Discrimination Against Fields of Endeavor",
der også sikre at programmet ikke kan begrænses fra proprietær anvendelse
[@Chopra2008, s. 48].
@Chopra2008 nævner også en klausul I selve BSD-licensen,
der forpligtiger til opretholdelsen af udvikleres ret
til at tage deres egne valg om deres egen software
[@Chopra2008, s. 61].
Det virker derfor oplagt for et deontologisk argument for non-copyleft,
at begrunde sig ved et moralsk princip om privat frihed.
Frihed for den enkelte udvikler til at tage sine egne valg,
inklusive det at videreudvikle på en åben kode
for derefter at lukke den.
Et intuitionistisk deontologisk standpunkt til fordel for non-copyleft
kan altså være:
non-copyleft er det moralsk rigtige valg,
da det sikrer det enkeltes private frihed.
Begge af de ovenstående standpunkter kan beskytte sig mod potentielle indvendinger
ved hjælp af "the doctrine of double effect"
[FIXME: skal have dansk navn],
der siger at intentionen bag handlingen er moralsk vigtigere
end eventuel utilsigtet skade forsaget af den.
Det vil sige, at selv hvis vi kan finde empiriske eksempler på,
at det har modvirket den sociale frihed,
at et bestemt program blev udgivet under copyleft-licens,
eller det har modvirket privat frihed,
at et program blev udgivet under non-copyleft-licens,
er det ikke nødvendigvis relevant.
Hvis udgiverne i disse eksempler
ikke rimeligt kunne have forudset de negative virkninger,
kan de stadig have handlet rigtigt,
hvis de handlede i overensstemmelse med de givne moralske principper.
I forlængelse vil fremtidige udgivere,
der gør det samme, også handle rigtigt,
så længe de ikke er bevidste om disse tidligere eksempler.
Mange deontologer forsvarer som nævnt også forskellen
på at gøre og at tillade.
Dette virker især relevant for non-copyleft-udgivelser.
Et argument imod non-copyleft-licensering kan være,
at det kan have den konsekvens,
at andre udviklere efterfølgende kan lukke koden
for fremtidige iterationer,
hvilket krænker den private frihed for fremtidige brugere,
der ellers kunne have videreudviklet koden.
I deontologisk teori
er det ikke konsekvenserne af handlingen, der er central,
men rettere den moralske agent,
som i dette tilfælde er den første udgiver af koden.
Hvis denne person udgiver sin kode åbent
men under non-copyleft licens af pligten til privat frihed,
og det tillader, at den næste udgiver lukker koden
og dermed krænker den private frihed,
så er det den sidste, der har handlet forkert,
snarere end den første.
|
