For at anskue copyleft-dilemmaet gennem deontologisk teori
må vi nu dreje fokus væk fra handlingens konsekvenser.
Vi må i stedet tage udgangspunkt i moralske principper,
der udledes fra intuitionen
og ikke fra et (ifølge konsekventialister) mere fundamentalt princip
som intrinsisk værdifulde tilstande.
Som vi tidligere har skitseret
i fremstillingen af de etiske aspekter ved copyleft,
er frihed et moralsk princip, der forekommer centralt for fri software,
hvilket også udtrykkes ved de definerende fire friheder.
Dog synes der at gives udtrykt for,
at det ikke er det helt samme frihedsbegreb, der værnes om
i henholdsvis copyleft og non-copyleft,
men rettere to forskellige friheder.
Vi kan kalde dem ’social frihed’ og ’privat frihed’.
FIXME: non-copyleft hedder fri software.
FIXME: forkert, det er samme frihed, forskellen er tid:
fri software-begrebet er brugerfrihed, og copyleft er ufravigelighed af fri software,
så "non-copyleft" rummer samme friheder som copyleft men kun i temporær punktform.
Copyleft og FSF er som tidligere nævnt eksplicitte
omkring deres mål om at understøtte social frihed
fremfor frihed hos den enkelte programmør
[@Chopra2008, s. 47].
FIXME: Copyleft er ikke en agent, så kan ikke have mål.
Dette kan blandt andet ses i Richard Stallmans henvisning
til idealerne frihed og fællesskab,
i forbindelse med FSF’s moralske principper
[@Chopra2008, s. 59].
Principper, der hos Stallman og FSF heller ikke lader til
at være begrundet af et mere fundamentalt princip,
men rettere er intuitivt begrundede.
FIXME: kilde?
Det er derfor oplagt at forestille sig
et intuitionistisk deontologisk standpunkt, der taler for copyleft,
ved at appellere til et moralsk princip om social frihed:
copyleft er det moralsk rigtige valg,
da det sikrer den sociale frihed
for fællesskabet af udviklere og brugere.
For ovenstående standpunkt kan potentielle indvendinger afvises
udfra princippet om dobbelt effekt:
Intentionelt FIXME: hvad? er moralsk vigtigere
end eventuel utilsigtet skade forsaget af FIXME: hvad?.
Selv hvis vi kan finde empiriske eksempler på,
at det har modvirket den sociale frihed,
at et bestemt program blev udgivet under copyleft-licens,
er det ikke nødvendigvis relevant.
Hvis udgiverne i disse eksempler
ikke rimeligt kunne have forudset de negative virkninger,
kan de stadig have handlet rigtigt,
hvis de handlede i overensstemmelse med de givne moralske principper.
I forlængelse vil fremtidige udgivere,
der gør det samme, også handle rigtigt,
så længe de ikke er bevidste om disse tidligere eksempler.
Mange deontologers skelnen mellem gøren og tilladen
virker særligt relevant for non-copyleft-udgivelser:
Et argument imod non-copyleft-licensering kan være,
at det kan have den konsekvens,
at andre udviklere efterfølgende kan lukke koden
for fremtidige iterationer,
hvilket krænker den private frihed for fremtidige brugere,
der ellers kunne have videreudviklet koden.
FIXME: ikke defineret hvad der menes med at "lukke koden" (udfra empiri kan bruges "dele uden de fire friheder").
I deontologisk teori
er det ikke konsekvenserne af handlingen, der er central,
men rettere den moralske agent,
som i dette tilfælde er den første udgiver af koden.
Hvis denne person udgiver sin kode åbent
men under non-copyleft licens af pligten til privat frihed,
og det tillader, at den næste udgiver lukker koden
og dermed krænker den private frihed,
så er det den sidste, der har handlet forkert,
snarere end den første.
FIXME: ikke defineret hvad der menes med "lukker kode" (udfra empiri kan bruges "dele uden de fire friheder").
FIXME: Opsummering mangler: hvilken argument blev ovenfor analyseret frem?
|
