Copyleft for kontraktarianister
(FIXME: jeg tror simpelthen ikke det her kan være relevant for opgaven,
jeg tænker svaret er at skære rigtig meget ned og omformulere
til at sige, at Hobbes ikke kan sige så meget om copyleft,
da hans teori netop ikke forsøger andet end at maksimere
overlevelse og egen-interesser kun kan sige noget
om copyleft ifm. hvert individs mål.)
Den Hobbesianske kontraktarianist vil
i deres stillingtagen til copyleft
tage udgangspunkt i de ejendomsrelationer,
som gør sig gældende i samfundet inden kontrakten forhandles,
da der ellers ikke ville være noget grundlag at forhandle på.
Det er den centrale måde kontraktarianisme adskiller sig
fra kontraktualisme,
og indebærer også,
at den moralske kontrakt bliver forhandlet
på baggrund af indidividuelle egen-interesser
og maksimeringen af disse
i forhold til, hvis der ikke havde været en kontrakt.
Man kan begynde ved at notere,
at "alles krig mod alle"-tilstanden ift. copyleft
indebærer en mangel på copyright til at begynde med,
da der ikke er en statsligt beskyttet kontrakt,
som håndhæver ophavsret.
Hvis ophavsret ikke håndheves,
har vi altså en situation,
hvor softwareudviklere ikke kan forvente ejerskab
over det, de producerer.
Det er ikke væsentligt her at forstå,
hvordan software udgivet med lukket kildekode
i praksis kan blive dekompileret eller reverse-engineered,
hvorved brugere kan få adgang til den oprindelige kildekode.
Det er kun relevant,
at softwareudviklere ikke kan regne med at vedligeholde deres virke,
hvis de ikke kan begrænse,
hvordan slutbrugeren anvender,
tilpasser og itererer på deres produkter.
I den tilstand
har mere ressourcestærke segmenter af samfundet en interesse i at sikre,
at det, de producerer, fortsat bidrager
til den plads, de har i samfundet.
De er med god sandsynlighed ressourcestærke,
fordi de har en tendens til stræben efter tilegnelsen af flere ressourcer.
Uden en håndhævet moralsk kontrakt,
er det stadig muligt at sælge software,
på samme måde som det er muligt at bytte/sælge en ged i et samfund uden regler,
men sikkerheden og omfanget af erhverv er lav.
Der er ikke nogen garanti for,
at brugerne fortsat,
på den ene eller den anden måde,
vil have brug for at betale,
idet dekompilering og fri videre distribuering og videreudvikling ikke er ulovligt.
Der er heller ikke nogen grund for forbrugeren
til at stole på producenten,
da der altid er muligheden for at hvem som helst kan være en svindler.
Handel er derfor kun mulig i begrænset omfang,
og det er derfor svært at se,
hvordan softwareproducenter kan producere mod forventningen om at få noget igen.
Der vil naturligvis også være producenter,
som kun har interesse i at skabe software fordi
det gøre dem glade at bidrage.
De kan udgive deres produkter uden begrænsninger,
med henvisning til de 4 friheder,
uden forventningen om at få noget igen.
Alles krig mod alle, eller punktet af ingen enighed,
skader i den situation incitamentet for producenter af software,
som har en interesse i at gavne dem selv gennem deres produktion,
og de vil søge mod at skabe en samfundskontrakt,
som hjælper dem med at foretage virksomhed på deres produkter.
Hvis producenter af software ikke har incitament til at producere,
vil det mindske værktøjskassen for slutbrugeren,
idet kun velgørende softwareudviklere skaber nye digitale værktøjer.
Det antages,
at software har en værdi for slutbrugerne,
da den styrker deres evne til at stræbe efter sine egen-interesser.
Punktet af ingen enighed mindsker dermed evnen for både producenter og forbrugere
af software til at opnå deres interesser,
og dermed opstår en situation,
hvor der er interesse i at fremstille en samarbejdsrelateret moralgivende kontrakt.
Uden at dykke ned i behovet for og naturen af en stat,
som Hobbes mente er nødvendig for at opretholde sådan en kontrakt,
må samfundets moralske agenter nu forhandle en kontrakt,
som gavner dem alle mere end punktet af nul enighed.
At samfundets befolkning allerede er delt op i forskellige grader af ressourcestærkhed
er en forudsætning for den efterfølgende forhandling.
De mindre ressourcestærke kan naturligvis selv producere software,
men ikke i samme grad som de ressourcestærke.
Da de mere ressourcestærke i samfundet har bedre mulighed for at udvikle software,
har de bedre mulighed for at formulere en kontrakt,
som de mindre ressourcestærke må acceptere.
Den ideelle tilstand for de ressourcesvage,
som ikke kan bytte sig til hvad som helst,
er, at de frit kan benytte al den software,
som de har brug for,
i henhold til deres egen-interesser.
Det peger på, at deres ideal er en kontrakt baseret på copyleft principper,
hvor de 4 friheder er indskrevet i al software,
og hvor de digitale fælleder er så store som muligt,
men af ovenstående grunde vil det føre til mindre software helt generelt.
De ressourcestærke er imod en kontrakt,
som tvinger dem til at leve op til de 4 friheder,
da frihederne primært gavner forbrugerne.
Da de har et stærkere grundlag at forhandle på,
vil forhandlingsprocessen sandsynligvis ende med et samfund,
som gør det muligt for disse grupperinger at fremstille lukket software,
og som samtidigt gør det muligt at håndhæve at kildekoden forbliver lukket,
hvorved utilsigtet brug af den software, de producerer,
vil blive anset som tyveri.
Men rettigheden til gennem ophavsret at bestemme over den software,
man selv producerer,
indebærer også at velgørende softwareudviklere får muligheden for at
udgive fri software.
Der er naturligvis også tilfælde,
hvor både ressourcestærke og ressourcesvage softwareudviklere
begge har begrundelser for at udgive deres software
under andre licenstyper,
end dem der groft sagt præsenteres ovenfor.
Nogle ressourcesvage vil søge at blive mere ressourcestærke
ved at licensere deres software under en begrænsende model,
så de kan distribuere den mod en form for betaling.
Ligeledes kan ressourcestærke segmenter af samfundet ønske
at "donere" deres software til offentligheden
ved at frigive kildekode,
således at enhver kan bidrage til kvaliteten af produktet,
som måske indirekte gavner deres virke
og mulighed for at stræbe efter egeninteresser.
Den kontrakt,
som maksimerer både producenternes og forbrugernes,
de ressourcestærkes og de ressourcesvages egen-interesser,
bedst muligt,
vil altså komme til at ligne den vi har i dag,
hvor softwareudviklere har ret til at sætte vilkårene for hvert enkelt stykke software,
afhængigt af deres behov og interesse.
Copyleft for kontraktualister
(FIXME: tror her vi både kan berøre copyleft som princip
og som licensmodel vha. konceptet rimelig afvisning og Scanlon,
idet man både kan tale om at studerende rimeligt kan afvise
at skulle bruge software som ikke garanterer de friheder,
og den enkelte som skal vælge licens skal tage stilling til,
om de pårørte (målgruppen for softwaren) kan afvise
ideen om at det bliver udgivet lukket.
Rawls kan røre ved ideen om at beskytte de 4 friheder,
nærmere ved lov ift. det jeg skriver om det offentlige
og tvang til at bruge lukket software.)
Kontraktualisten vil i modsætning til kontraktarianisten
aldrig anse ressourcestærkhed og de fordele i forhandlingen, der er derved,
som gyldige begrundelser for at vedtage en bestemt kontrakt.
Alle kontraktarianister ser egen-interesser som subjektive og
ikke som moralsk betingede på nogen anden meta-etisk værdi end interesse.
Kontraktualismen har forgreninger som både kan give bud på samfundsmæssige kontrakter,
i form af eks. Rawlsiansk analyse vha. uvidenhedens slør,
og som kan vejlede individuelle handlinger,
i form af eks. Scanlons kriterie om rimelig afvisning.
Rawlsiansk analyse af copyleft
Rawls påstår som før nævnt,
at principperne bag retfærdighed er dem,
som det ville være rationelt at vælge fra „en oprindelig position“,
bag et „slør af uvidenhed“ ift. de rationelle aktørers forskellige positioner i samfundet.
Bag sløret ved aktørerne ikke hvilken type samfundsmæssig organisering,
de kommer til at være underlagt når de træder ind i samfundet.
De vil, som redegjort for tidligere,
under alle omstændigheder, i følge Rawls,
som minimum beslutte 2 retfærdighedsprincipper.
Under det første gives det som et krav,
at fastholde den højest mulige grad af lige, basale friheder
samt retfærdig lighed i muligheder blandt folk.
I forhold til copyleft kunne man stille spørgsmålet:
Vil en regel,
som tillader enhver at tilbageholde kildekoden til et stykke software
true andres lige ret til læring, selvrealisering eller autonomi?
Hertil kan man forestille sig at lukket software
bliver nødvendigt for at føre en almindelig dagligdag,
hvormed brugeren simpelthen ikke kan vælge at anvende noget andet software.
Det er allerede tilfældet i lovpligtige uddannelsessystemer verden over,
at lukket software er påtvunget på den ene eller den anden måde (FIXME: kilde? evt. EU-rapport on vendor lock-in).
Mange brugere vil dermed miste autonomi over deres eget IT-udstyr,
idet de reelt ikke ved hvad deres computer foretager sig når de interagerer
med uddannelsen,
hvis software med lukket kildekode er muligt under ophavsret.
Deres ret til læring er også truet,
da de ikke har mulighed for at studere hvordan deres uddannelse
hænger sammen rent IT-teknisk.
Man kan da argumentere for,
at den kontrakt,
de rationelle aktører bag sløret ville vælge,
ville være en hvor de fire friheder er garanterede i offentlige henseender,
Reglen kunne også være,
at aflukket software aldrig må være den eneste mulighed
i kontekster, hver borger kommer til at være juridisk bundet til.
Reglen ville da definere, eksempelvis at uddannelsesinstitutioner
ikke må gøre de studerende afhængige af lukket software,
da det krænker deres ret til autonomi,
og derudover krænker deres mulighed for at forstå hvilket IT-teknisk kontekst,
deres læring foregår indenfor.
Da vil kontrakten forhandles videre baseret på 2. retfærdighedsprincip,
forskelsprincippet.
Ulighed må kun opstå så længe det gavner de dårligst stillede mere,
end en situation uden ulighed.
Det er allerede slået fast,
at lukket kildekode kan have værdi,
da det i højere grad tillader virksomheder
at investere i softwareprojekter,
da det bærer et højere løfte om et socialt afkast.
Modargumentet hertil er,
at det altså stadig er muligt at tjene penge på software med åben kildekode,
bare i andre kontekster end selve salget af muligheden for at anvende
den pågældende software.
Det kunne være indtægter ifm. virksomheder,
som har brug for en hvis form for software,
som betaler softwareudviklere for at udvikle den med den klausul,
at softwaren udgives under copyleft,
og derfor vil være alle til gavn.
Det forhindrer også andre virksomheder i at skulle opfinde den dybe tallerken
igen og igen,
da de efterfølgende vil kunne anvende den samme software.
Det er rationelt for en aktør bag sløret,
da der altid er flere grupper som ikke har ophavsret til et stykke software,
end der er grupper som har udviklet et stykke software.
Det giver ikke mening, set fra et neutralt synspunkt bag sløret,
at tvinge de andre grupper til at genopfinde produktet indtil et projekt
udgives under copyleft.
Her er det heller ikke nødvendigvis et tab,
at være den første som investerer i et stykke software,
da enhver i det tilfælde hurtigere vil kunne bidrage til projektet,
hvormed virksomhedens virke forbedres.
Det kan også nævnes at kvaliteten af software ikke kun kan hæves gennem profitmaksimering.
Hvis problemet er materiel støtte,
ville et samfund bygget på de 4 rettigheder med færre ressourcer
(da hvert stykke software kun skal udvikles 1 gang)
kunne understøtte softwareprojekter på andre måder,
eksempelvis gennem skat (FIXME, kilde på hvordan det sker i dag?).
Aktørerne bag sløret vil derfor for det første ikke finde god nok grund til at gøre det muligt,
at udgive software under lukket kildekode,
og for det andet vil de sandsynligvis søge at garantere
de 4 friheder i så mange henseender som muligt.
Det skyldes,
at gavnen ved aflukning af kode og på andre måder manglende krav om de 4 friheder,
primært gavner en minoritet af ressourcestærke softwareudviklere,
hvorimod gavnen for resten af befolkningen er marginalt bedre software
som til gengæld ikke er ligeligt tilgængeligt for alle
at anvende, distribuere, studere og viderudvikle.
Scanloniansk analyse af copyleft
Scanlon beskæftiger sig med det individuelle valg ifm. licensering.
Lad os da antage at vi lever i et samfund som det vi gør nu,
hvor indehaveren af retten til et stykke software frit kan vælge,
hvilken licens deres software udgives under.
En copyleft licens giver alle mulige friheder til brugeren,
andet end muligheden for at bruge en anden licens på afledte værker.
Brugeren vil derfor have god grund til at afvise alternativer,
som enten koster penge eller holder programmets funktionalitet skjult for brugeren.
Det er dermed udviklerens opgave at retfærdiggøre et andet valg af licens.
En begrundelse for at vælge en anden licens kunne være,
at den pågældende software er tiltænkt virksomheder,
og hvis funktionalitet derfor er irrelevant for almindelige brugere.
Hvis de copylefter projektet,
og virksomheder derfor ikke behøver betale penge for at anvende det,
kan udvikleren risikere at miste sit levegrundlag.
Ydermere er det i sig selv et værditab for mange virksomheder,
at enhver kan finde ud af hvordan deres IT-tekniske opsætning fungerer,
og det er muligt at softwaren vil se en mindre grad af anvendelse i samfundet,
end hvis rettighederne til at anvende den var blevet solgt individuelt
til de relevante virksomheder. (FIXME: totalt tænkt eksempel, jeg ved ikke lige hvad jeg gør her)
