Ifølge @Chopra2008
kan et utilitaristisk argument for at vælge copyleft se således ud:
det er mest moralsk rigtigt at udgive sit værk med copyleft,
da copyleft maksimerer frihed for software,
og da frihed har mere nytte end teknisk kvalitet.
De forslår dertil at søge assistance
fra et deontologisk argument for, at frihed har mere nytte
end softwarens tekniske kvalitet.
Men dette virker ikke helt nødvendigt.
Nogle konsekventialister har nemlig argumenteret for,
at frihed er det instrisiske gode, vi bør maksimere
[@Sinnott-Armstrong2023].
Det vil sige, at mere frihed
ikke blot medfører mere værdifulde tilstande,
men at frihed i sig selv værdifuldt,
og den handling, der i den givne situation
fører til mest frihed for flest mennesker,
er den moralsk rigtige handling.
På baggrund af denne værditeori kan vi udlede
et konsekventialistisk normativt standpunkt om copyleft:
vi bør anvende copyleft,
fordi det fører til mest frihed for flest parter.
Til samme mål kan vi også gøre brug af en ønskebaseret værditeori.
Argumentationen ville da lyde på,
at frihed har mere værdi end teknisk kvalitet,
hvis det er det, de involverede parter ønsker.
Alternativt kunne man forestille sig
et hedonisk utilitaristisk argument for, at frihed er bedre
til at fremme oplevelser af nydelse i bevidstheden
end teknisk effektivitet,
men det argument skulle sandsynligvis hvile på en empirisk undersøgelse,
som er for omfattende til at kunne rummes i dette projekt.
Dog kan vi udlede et konsekventialistisk normativt standpunkt om copyleft
fra den ønskebaserede utilitarisme,
der siger, at copyleft er det moralsk rigtige valg,
hvis det er det, som flest involverede parter ønsker.
Ifølge den ønskebaserede værditeori er de involverede parter dog ikke kun dem,
hvis tilstande bliver direkte påvirket af konsekvenserne.
Det er blot dem, som har et ønske om den givne beslutning.
For at afgrænse spørgsmålet på en rimelig måde kan vi da forestille os,
at de, som har et ønske om at vælge mellem copyleft og non-copyleft,
er softwareudviklere, der er bekendt med begge licenseringsformer.
Det endelige normative standpunkt vil altså lyde således:
vi bør anvende copyleft,
fordi det er det,
som softwareudviklere, der er bekendt med konsekvenserne ved copyleft, ønsker.
Det er dog ikke kun argumenter for copyleft,
som vi kan udlede fra konsekventialistisk teori.
En konsekventialist kunne, som foreslået i @Chopra2008, argumentere for,
at frihed har mere nytte end teknisk kvalitet,
når det kommer til software,
men kunne lige så godt argumentere for det modsatte:
Vi kan forestille os et argument, der går på,
at den højere tekniske kvalitet og effektivitet,
som software opnår gennem bredere kommerciel accept,
fører til mere velfærd.
Dette kan være fordi, brugeroplevelsen mere behagelig,
hvis softwaren er i højere kvalitet,
hvilket i sig selv fører til mere nydelse.
Eller det kan være fordi, at software i højere kvalitet er bedre
til at opfylde sine mål,
og at de mål fører til mere velfærd.
Som eksempel kan vi forestille os et softwareprogram,
der fører medicinske journaler.
Jo mere effektivt dette program er,
jo bedre for sundhedsvæsnet og dermed befolkningens velfærd.
Vi kan desuden forestille os en tilføjelse
til argumentet for kommerciel accept om, at det skaber økonomisk vækst,
hvilket fører til mere velfærd.
Vi kan sammenfatte disse overvejelser
i følgende moralske standpunkt fra konsekventialistisk teori:
vi bør ikke anvende copyleft,
fordi non-copyleft software kan føre til mere velfærd,
da det med sin bredere kommercielle accept bliver mere effektivt
ift. brugeroplevelse, udførelse af mål og økonomisk vækst.
Mod reflekteret ligevægt
Ovenfor har vi udledt tre normative standpunkter,
konsekventialister kunne have om copyleft
baseret på forskellige værditeorier.
Vi kan da vurdere de tre standpunkter ved at anvende reflekteret ligevægt,
eller mere specifikt ved at undersøge om der er overensstemmelse
mellem forpligtelserne på den ene side
og systemerne (teorierne og principperne) på den anden side.
Hvis vi finder konflikt imellem dem,
kan vi justere på dem, så vi opnår reflekteret ligevægt.
Forpligtelserne omfatter domme om, hvad vi bør --
i dette tilfælde
om vi bør anvende copyleft, eller om vi ikke bør anvende copyleft.
Da disse skal stemme overens med systemerne,
som indeholder teori og principper,
må vi klargøre, hvilke teorier og principper, der er i spil.
Teorierne her er konsekventialistisk normativ teori,
der tager udgangspunkt i forskellige værditeorier.
Konsekventialistisk teori fortæller,
at vi bør vælge den handling,
der fører til de mest værdifulde tilstande.
Værditeorierne præciserer,
hvad der er de mest værdifulde tilstande,
som i dette tilfælde kan være
frihed, hvad de involverede parter ønsker eller velfærd.
Med dette i mente kan vi se,
at teorierne er i overensstemmelse med forpligtelserne,
da forpligtelserne byder os til at handle
på en måde, der stemmer overens med de tilsvarene teorier.
Principperne må være dem,
som er blevet fremlagt indtil videre
i vores teoretiske redegørelse for copyleft.
Her tog non-copyleft ifølge litteraturen afstand til moralske principper
[@Chopra2008, s. 60],
mens copyleft forpligtede sig på moralske principper
om at promovere frihed, fællesskab og frivilligt samarbejde
[@Chopra2008, s. 59].
FIXME: non-copyleft og copyleft er ikke agenter, så kan ikke forpligte sig.
Nu kan vi se,
at der i det første standpunkt ser ud til
at være overensstemmelse mellem forpligtelse og system.
Vi er forpligtet til at bruge copyleft for at maksimere frihed,
vi har et moralsk princip om at promovere frihed,
og vores teori understøtter begge.
Der er heller ikke konflikt
med principperne om fællesskab eller frivilligt samarbejde.
Frihed maksimeres for brugerne,
der udgør langt størstedelen af fællesskabet,
fremfor den enkelt udgiver,
og frivilligt samarbejde kommer til udtryk i,
at brugere frit kan vælge, hvordan i interagerer med produktet.
Her er der altså opnået reflekteret ligevægt.
I det andet normative standpunkt
lader der også til at være umiddelbar overensstemmelse.
Vi er forpligtet til at anvende copyleft
for at tilfredsstille flest berørtes ønsker.
Det stemmer overens med princippet om fællesskab,
da vi handler efter fællesskabet generelle ønske.
Det er heller ikke i umiddelbar konflikt med vores to andre principper,
men for at sikre dem mod konflikt kan vi svække dem en smule.
Vi kan således i anden iteration af standpunktet have moralske principper
om fællesskab og om at promovere frihed og frivilligt samarbejde,
så længe fællesskabet ønsker dette.
Dette kan også understøttes af teorien.
I det tredje standpunkt
er der konflikt mellem i hvert fald forpligtelsen og principperne.
Her er vi forpligtet til ikke at anvende copyleft,
fordi non-copyleft software kan føre til mere velfærd.
Dette er i direkte konflikt
med principperne om frihed og frivilligt samarbejde,
da adgangen til produktet nu er begrænset,
og samarbejde er motiveret af proprietære interesser.
Det er dog mere diskutabelt,
om det er i konflikt med princippet om fællesskab.
Vi er nemlig forpligtet til at maksimere velfærd,
hvilket velsagtens er gavnligt for fællesskabet.
I hvert fald ser det ud til,
at vi må foretage justeringer for at opnå overensstemmelse.
Til det mål kan vi i næste iteration svække principperne,
så de er mindre absolutte.
Vi kan således have moralske principper
om at promovere frihed, fællesskab og frivilligt samarbejde,
så længe det fører til velfærd.
Vi er dog stadig forpligtet til ikke at anvende copyleft,
fordi non-copyleft software kan føre til mere velfærd,
hvilket stadig ikke er helt i overensstemmelse med vores principper om,
at vi også skal promovere frihed, fællesskab og frivilligt samarbejde.
Vi kan derfor i stedet forpligte os til at anvende copyleft,
med mindre non-copyleft software kan føre til mere velfærd.
Dette kan også understøttes af vores teori.
I denne tredje iteration af standpunktet
har vi altså opnået reflekteret ligevægt.
