Kilde: https://plato.stanford.edu/entries/intellectual-property/
2.2 The Creative Commons, Copyleft, and Licensing
Interessant, at licensering (inklusive Creative Commons og Copyleft)
kun vedrører "first sale"-reglen blandt sættet af copyright-regler.
Creative Commons er en portefølge of flere licensmodeller,
men kun een er eksemplificeret
(en der indeholder Copyleft-egenskaben "share-alike").
2.2 Droit Morals
Droit moral (ideelle rettigheder) er særligt europæiske.
Teksten kommer ikke nærmere ind på USA's begrænsede anerkendelse
af droit moral i deres tilslutning til Berne-konventionen i 1988.
Teksten kommer ikke nærmere ind på naturligerettigheder
(omend de nævnes helt kort i 3.4),
og forskellen mellem (juridisk) droit moral og naturlige rettigheder.
3.1 Personality-Based Justifications of Intellectual Property
Nederst i afsnittet nævnes kort "an incentive-based component",
tilsyneladende er særligt Hegelsk,
som synes at knytte sig til kollektivet fremfor individet
(eller er det måske tekstens forfatter,
der foreslår et alternativt kollektivt fokus?).
3.2 The Utilitarian Incentives-Based Argument for Intellectual Property
Målet er "social utility",
og rettighederne siges at være nødvendige for at stimulere kreativitet,
udfra en cost-benefit logik.
Incitament argumenteres udfra en konkurrence-logik,
dvs. med afsæt i nulsums-spilteori.
Digitalisering,
som er væsentligst implementeret efter de fleste citerede kilder,
udfordrer kraftigt gyldigheden af præmis om nulsum.
3.2.2 Problems for the Utilitarian Incentives-Based Argument
Statsstøtte til intellektuelt arbejde
sikrer kollektiv binding af værker.
Alternativ: Færre værker af bedre kvalitet, distribueret til flere.
Men hvilket dynamik stimulerer "bedre" kvalitet?
Forretningshemmeligheder fremhæves som mest problematiske.
Men Copyleft stiller krav ikke kun til produkt
men også transparens i produktionsmetode,
som (i større grad for digitale produkte) gør,
at også "kopiret" implicit omfatter hemmeligholdelse.
3.3 Lockean Justifications of Intellectual Property
Fælleden anskues som ikke-ejet fremfor fælles-ejet.
3.3.2 The Lockean Rejoinder
I slutningen af afsnittet argumenteres,
at innovatører formodentligt vil undgå områder,
hvor deres talent ikke sikres.
Moderne tech-giganters lukreren på (ikke-Copyleft!) Open Source software
indikerer at denne antagelse ikke holder
(muligvis begrænset til digital innovation).
3.4 Intellectual Property and the Prisoner’s Dilemma
Spillet involverer værdiskabelse gennem innovation og handel,
hvor begge favorable udfald -
både det individuelt grådigste og det samlet set bedste -
inddrager værdiskabelse gennem handel.
Ideelt må være værdiskabelse kun gennem innovation
(kunstnere som ikke skal belemres med handel)
og et skrækscenarie må være innovationsreducerende handel
(en typisk tendens for tech-giganter efter en innovativ begyndelse).
Spillet inddrager "kopiering" af innovation (dvs. at "stjæle ideer")
men forholder sig ikke til,
at ideer sjældent opstår i et vacuum,
og at der derfor er et (potentielt stort) potentiale
i kollaborativ innovation.
Her vil incitamentstrukturer formodentligt være forskellige
for kollaboration afgrænset til direkte samarbejdende parter
og fællesskabsbunden kollaboration sikret ved Copyleft.
Moore er fra 2018.
Det kunne være interessant at undersøge nærmere,
hvordan digitalisering inddrages i den kilde.
Det kunne være interessant at finde kilder,
som eksplicit undersøger etiske aspekter ved kollaborativ innovation.
4.4 The Social Nature of Information Argument
Denne type argument er hvad Lawrence Lessig primært anvender.
Lysander Spooner modargumenterer, at samfund ikke kan have købt noget.
Jo da - bare ikke med penge men med indsats fra participanter.
Det modargumenteres, at problemet med hvordan personer erhverver sig rettigheder
forskydes til hvordan samfund erhverver dem
(som implicit kan læses som det samme eller et større problem).
Det kan i stedet anskues som det simplere problem
at personlige rettigheder er eksklusive,
og at det giver mening at visse rettigheder ikke er eksklusive -
dvs. at en afklaring af hvilken person der har eksklusiv ret
har det mulige svar at ingen enkeltperson har denne ret
og at ingen (ikke alle) i så fald har den.
Moore modargumenterer, at hvis intellektuelle rettigheder tilhører samfund,
så burde også studiekarakterer og kriminalitet tilhøre samfund.
Ja, i det omfang at læring og kriminelle handlinger er kollektive,
men der er ikke belæg for at alt hører under samfundet
blot fordi der er belæg for at noget gør det.
Afslutningsvis modargumenteres,
at den enkelte allerede har frikøbt ejerskab gennem uddannelse.
Nej, for hvad der "købes" er ikke læring eller viden,
men adgang til læringsrum,
som er mere at regne som driftsomkostninger end som varige goder,
og desuden typisk ikke er personligt eksklusive men kollektivt bundne.
