5-stjernet data
5-stjernet data er en klassifikationsmodel for vidensdeling,
som knytter flere teknologier sammen --
dels teknologierne, som udgør World Wide Web (WWW),
og dels teknologier omkring det maskinoptimerede datasprog RDF --
med det formål at tilskynde global kollaborativ vidensdeling.
Isoleret set er begrebet 5-stjernet data et sæt pejlemærker
om progressivt "bedre" organisering af data,
hvor alle 5 stjerner gives til data som både deles og bliver delt
i det ekstremt fleksible menneske- og maskinoptimerede datasprog RDF.
5-Stjernet data er bredt anerkendt og anvendt,
bl.a. til naturvidenskabelige data,
men også til økonomiske, politiske, juridiske og kulturelle strukturer og normer,
samt i modellering af abstrakt etiske og holistiske principper
[@Smedegaard2024].
WWW er et verdensomspændende netværk
af krydsrefererede dokumenter.
Dokumenter formuleres i hypertekst-sproget html
og lagres på en webserver,
hvor enhver med adgang til netværket kan hente dokumentet
vha. netværksprotokollen http.
Dokumentets opsætning i sproget html åbner mulighed for,
at dokumentet ikke bare kan læses lineært,
men indlejrede referencer til andre dokumenter kan følges
for en mere "spraglet" læsning
hvor hvert dokument fungerer i varierende grad
som både indhold og springbrædt til andet indhold.
Linked Open Data (LOD) er en videreudvikling af WWW,
som også udveksles med netværksprotokollen http,
men anvender datasproget RDF frem for det dokument-orienterede sprog html.
RDF er et abstrakt sprog med flere udtryksformer:
Lidt ligesom sproget "dansk" kan udtrykkes i skrevet tekst, prosa og lyrik,
så kan RDF udtrykkes i flere forskellige formater,
som hver især er optimeret til forskellige anvendelser,
eksempelvis det kompakt og stringent maskinlæsbare XML/RDF,
det menneskevenligt læs- og skrivbare Turtle,
og det simpelt maskinlæsbare (optimeret til web-orienteret kode) JSON-LD.
WWW blev udviklet ved forskningscenteret CERN,
som en reaktion på frustrationer
over ikke at kunne finde relevant videnskabelig viden
selv indenfor een institution (CERN)
[@BernersLee1989].
Den oprindelige intention i designet af WWWW
var altså at stimulere åben kollaborativ vidensdeling
[@Hitzler2021; @Machado2019].
RDF er blevet udviklet siden sidst i 90'erne
og blev del af en langsigtet vision om et skift
fra dokument- til data-orienteret web op gennem 00'erne.
Den oprindelige kollaborative motivation for WWW blev indskærpet
med den teknisk orienterede navngivning Linked Open Data,
og det tilknyttede, mere business-orientede begreb 5-stjernet data
blev lanceret i 2010
[@Hitzler2021; @Janowicz2014].
5-stjernet data er altså en klassificering
af vidensdelingssystemet Linked Open Data,
beregnet til at tilskynde kollaborative kvaliteter ved systemet
og i bedste fald anvende datasproget RDF og samme netværk som World Wide Web.