Hypothes.is
Hypothes.is er gratis, open source software,
som lader brugeren annotere en tekst offentligt på internettet.
Andre, som besøger samme tekst,
kan således læse disse annotationer og bidrage med deres egne.
Målet er at danne et lag "over" internettet,
som kan udvikle sig mens tekster læses,
ikke kun da de skrives.
Programmet er blevet anvendt i læringssituationer,
bl.a. @Kararo2019 til undersøgelser af ordforråd
og forståelse af grafvisualiseringer.
Annotationer
En annotation er en kommentar eller en note,
som tilknyttes et stykke tekst eller et diagram.
Selve annoteringen er en handling,
som kan deles op i en række mindre operationer.
Afsættet for enhver annotation er en udvælgelse af et stykke information.
Per definition knytter annotationer sig altid til et kildemateriale,
og udvælgelsen sker da på baggrund af dette.
Konteksten for annotationer er derfor oftest forudbestemt
på grund af det tekstnære format.
Efter udvælgelsen sker nedfældningen af annotationen.
Nedskrivningen er i sig selv en fremtidsorienteret aktivitet,
da den antyder,
at nogen læser annotationen i fremtiden.
Målgruppen påvirker derfor ofte også,
hvad der nedfældes.
Efter nedfældning skal annotationen opbevares.
Hvis annotationen er skrevet i sidemarginen på en bog,
opbevares den her.
Ofte anvendes post-it notes med henvisninger til kildematerialet,
som kan opbevares seperat herfra.
Annotationer kan derudover opbevares digitalt,
både lokalt og online,
hvor det som udgangspunkt er langt hurtigere at sortere og finde dem igen.
Annotationer opbevares netop for senere at blive læst,
men før læsningen sker atter en udvælgelse.
De kan enten findes igen ved tilfælde
i forbindelse med eksempelvis en genlæsning af kildematerialet.
I forbindelse med videnskabeligt eller analytisk arbejde
genfindes de sandsynligvis i forbindelse med et mål,
hvor forfatteren har brug for at vende tilbage til den kontekst,
som annotationen henviser til.
Måden, annotationen udvælges,
afhænger derfor ofte af målet med at læse den,
som kronologisk er den endelige operation,
hvor den opfylder sit formål.
Flere af disse operationer påtager sig nye egenskaber,
når annotering sker online gennem Hypothes.is.
Udvælgelsen af information er nogenlunde den samme,
da tekstens indhold er ens,
om det repræsenteres digitalt eller analogt.
Nedskrivningen er dog anderledes,
da det er muligt at tilføje mærkater til hver annotation,
så de hurtigere kan genfindes ved søgning.
Mærkater gør det muligt at forbinde empiriske begreber med annotationen,
hvormed konteksten for den gøres mere eksplicit.
Hypothes.is opbevarer annotationerne online,
offentligt eller fordelt i private grupper.
Dette giver Hypothes.is en offentlig karakter,
hvilket sandsynligvis præger indholdet af annotationen.
Offentlighedsaspektet er den definerende egenskab ved Hypothes.is,
da den endelige operation, læsningen,
kommer til at fylde mere end skrivningen.
Der er altså ikke længere et 1-til-1 forhold mellem hvor meget,
forfatteren skriver og så også får mulighed for at læse.
Alle kan læse alles annotationer,
og denne type læsning gør det også muligt at besvare annotationer,
mens teksten læses.
Det operationelle princip for hypothes.is er kort sagt,
at enhver annotation er forankret i et stykke tekst eller en side,
som er offentligt tilgængelig og derfor kan tilgås af andre.
Hver bruger kan kun bidrage til materialet gennem Hypothes.is,
hvis de kan pege på et sted i teksten at tage udgangspunkt i.
Det betyder omvendt, at alle hypothes.is noter,
som brugeren støder på,
er direkte relevante til de steder de forekommer.
Brugeren er derfor allerede afgrænset til et specifikt udsnit af verden,
modsat wikipedia, hvor sidespring kan føre hvor som helst hen.
Læringshandlingen i konteksten af hypothes.is
Når hypothes.is er installeret og aktiveret,
ændres mødet mellem læser og materiale på flere parametre.
Mens brugeren læser, vil visse begreber og afsnit i teksten være markeret,
og brugeren udsættes dermed for en distraktion i form af et valg.
De kan enten vælge at læse annotationen til teksten,
eller de kan læse videre.
Det er åbent, hvad hver annotation vil indeholde,
men modsat links til online encyclopedier som Wikipedia er det altid garanteret,
at den nye tekst, annotationen, vil tage direkte afsæt i den oprindelige tekst.
Hvor et link til en Wikipedia artikel om indholdet leder til en uafhængig tekst,
er en annotation forankret i den oprindelige kontekst.
Formatet betyder derfor,
at læseren og forfatteren til annotationen vil have samme udgangspunkt,
idet de begge kender annotationens præcise kontekst.
Friteksten lægger op til en videre udforskning af emnet,
frem for en redegørende gentagelse.
@Schraube2024 beskriver digitale værktøjers styrke ved,
at de kan fungere som pejlemærker mod dybere forståelse.
Eksempelvis kan Wikipedia føre den lærende
til en overordnet forståelse af et emne,
før de må søge mod dybere læringsmateriale efter en grundigere udfoldning.
Hypothes.is adskiller sig fra denne beskrivelse,
da værktøjet udvider indholdet af bogen,
frem for at indsnævre og definere indholdet.
Wikipedia er produktet af en definitiv bevægelse;
en indsnævring af en bredere kontekst af indhold.
Hver artikel er isoleret fra hinanden,
og kontekst er derfor minimeret til fordel for præcision.
Annotationer i Hypothes.is er derimod ikke begrænset af,
at de skal kunne stå alene.
Når læringsprocessen finder sted gennem en bog,
er det forfatteren, som dirigerer læseren (ikke omvendt)
gennem affinitive og definitive bevægelser.
Hver læser forstår bogen med udgangspunkt i deres egen kontekst,
og der er derfor en begrænsning i,
hvor effektivt forfatteren kan 'overføre' sin viden
til læseren gennem bogens endimensionelle format.
Schraube lægger netop vægt på dette skift ift. affinitive bevægelser:
for learning to be truly productive and expansive,
the goal-oriented learning process must be supplemented
by an affinitive learning movement in the contrary direction —
an explorative movement of de-fixation, of gaining distance and an overview,
withdrawal, reflection, and so on
[@Schraube2024, s. 37].
Uden en kontekst at trække sig tilbage i,
er det netop ikke muligt at tage afstand og skabe overblik overfor teksten.
Hypothes.is giver undervejs hver enkelt læser mulighed for at tilføje
deres egen kontekstualisering af materialet,
og andre læsere får dermed mulighed for at udforske forskellige opfattelser
af pointer som er sværere at sætte i kontekst.
Hypothes.is faciliterer denne intersubjektive dialog,
dels ved at være begrænset til dialogens kontekst,
og dels ved at operationalisere tilføjelser til den.
Hypothes.is er ikke kun et hjælpeværktøj til at forstå konteksten for det,
man læser.
Programmet giver også mulighed for at deltage i denne kontekst.
Det er muligheden for både at læse og skrive annotationer,
som gør værktøjet til en inspirerende måde at deltage i dialog med verden:
Når den lærende tilføjer annotationer til teksten,
sker der ikke det samme,
som hvis noterne kun lå lokalt.
Andre læsere kan netop svare på annotationer,
hvormed notetagning går fra en primært definitiv bevægelse,
til en affinitiv, legende og dialogisk verdeningsproces.
Der er uden tvivl et tab i,
at de studerende ikke sidder i samme rum i dialog om værket,
da intersubjektiv dialog i læringsprocessen som tidligere nævnt
bygger på et krav om umiddelbarhed.
Men omvendt er der varierende krav til indholdsmæssig læring,
afhængigt af hvilken kontekst den lærende befinder sig i.
Den implicitte, automatisk operationaliserede tekstnærhed,
som Hypothes.is leverer,
udgør en mulighed for at danne en uforpligtende bro
mellem den individuelle, reflekterede læring
og den intersubjektive, kontekstudvekslende læring.
Den studerende kan tage noter i et tekstnært format i eget tempo,
mens de forpligtningsløst kan fordybe sig i alternative kontekster,
når de selv føler, de sidder fast i en for lang definitiv bevægelse.
En problemstilling ved digitale værktøjer,
som også fremhæves af @Schraube2024,
er følelsen af at blive overvåget,
som præger mange studerende i deres skriveproces.
At skrive i et fælles dokument er skræmmende og forpligtende,
og mange vælger derfor først at skrive teksten i et seperat dokument,
før de sætter det ind i fællesdokumentet.
Denne bekymring er svær at komme uden om med Hypothes.is,
da den lærende i sin personlige notetagning kan føle sig ansvarlig
for andre lærendes læsning.
Hertil kan anvendes gruppefunktionen,
så disse studerende enten kan lave grupper med nære venner
eller en mere skitserende gruppe til privat brug.
Dette fjerner ikke muligheden for at læse andres annotationer,
og muligheden for at svare på annotationer og stille spørgsmål
bevarer det kollaborative element i læringsprocessen.
Fleksibiliteten kan gøre det nemmere for den enkelte studerende
at inkorporere den nye type notationsproces i sin hverdag,
uden risiko for at notetagningen sker på baggrund af defensiv motivation.
@Schraube2024 pointerer,
at digitaliseringens styrke for tentakulære læringsprocesser
ligger i den operationelle dimension,
da digitale værktøjer kun kan føre den lærende til startpunktet for læringen.
Den egentlige læring starter først,
idet den lærende aktivt relaterer til og går i dialog med materialet.
Det er altså ikke læsningen,
men den lærendes forhold til læsningen som udgør den tentakulære læringsproces.
Her adskiller Hypothes.is sig fra traditionelle digitale værktøjer,
da værktøjet anvendes under denne proces, ikke før.
Hver Hypothes.is annotation er en dialog mellem den lærende og læringsmaterialet,
og muligheden for at svare på andre annotationer skaber mulighed
for intersubjektiv dialog forankret i en fælles kontekst.
Det indholdsmæssige aspekt af læring kræver en vekslen mellem
definitive og affinitive bevægelser i læringsprocessen,
og affinitive bevægelser kræver tilbagetrækning og kontekstualisering.
Ifølge @Schraube2024 er et afgørende problem for tvedelt læring,
at operationaliseringen af læringsprocessen ikke inviterer til
affinitive bevægelser.
Det er svært at invitere de studerende til at tænke ud af boksen,
når pensum nødvendigvis må formuleres i kasser.
Hypothes.is inviterer gennem sin funktionalitet
til kontekstualisering og udveksling af perspektiver,
og kan derfor siges direkte at understøtte indholdsmæssig læring.
Perspektivering (?) FIXME
Ses digitalisering i lyset af funktionaliten i Hypothes.is,
påtager begrebet digital distraktion sig en bredere betydning end den,
der afdækkes af @Schraube2024.
Distraktioner er ikke i sig selv skadelige for læringsprocessen.
Den affinitive bevægelse karakteriseres netop af et skift i fokus.
Men hvor en distraktion bryder fokus,
indebærer en affinitiv bevægelse en forskydning i fokus:
forstyrrende distraktioner skifter til en urelateret kontekst,
mens affinitive bevægelser udforsker læringsproblemets kontekst.
Intersubjektiv dialog er da også præget af dynamiske bevægelser
mellem forskellige emner.
Det problem, som fremhæves i bogen,
er rettere problemet i distraktioner som ikke er vedrørende.
Her kan drages paralleller til læringen i at se en film.
Tilhørende billederne på skærmen er både undertekster og lyd,
som understøtter budskabet i filmen.
Man bliver "distraheret" af lyden,
men distraktionen fører seeren ud i en større kontekst.
Sammenlign dette med at se en film med reklamer:
reklamerne afbryder filmen,
og fjerner dermed seeren fra konteksten,
på samme måde som notifikationer fra digitale værktøjer
kan fjerne den lærende fra læringskonteksten.
Ved at udvide distraktionsbegrebet til kontekstunderstøttende afbrydelser,
fremstår digitaliseringens styrke for indholdsmæssig læring
netop i at sætte kontekstuelle rammer rundt om distraktionen,
sådan som det gøres af Hypothes.is.
