Anvendt etik må nødvendigvis henvise til en normativ teori indenfor etik, da vi for at kunne fælde etiske domme på konkrete praksisser må kunne henvise til, hvilke overordnede værdier der gør en konkret handling "god" eller "dårlig". Projektet her fokuserer på deontologi, utilitarisme og kontraktteori, hvor den fjerde centrale normative teori, dydsetik, er udeladt. Dydsetik er udeladt, da vi mener de valgte teorier er mest relevante for emnet. Selvom dydsetik rummer interessante og vigtige perspektiver på handlinger og dyder, anses den som mindre relevant for de konkrete handlinger og aftaler som er centrale ift. copyleft-princippet. Deontologi og konsekventialisme er hovedsageligt valgt fordi de er bredt anvendelige, den ene primært når det kommer til universelle principper, og den anden hvad angår de samlede konsekvenser. Kontraktteori virker intuitivt oplagt, da copyleft netop ofte kommer til udtryk som en kontrakt, og det er derudfra kontraktteori opstiller sine normer.