## Hvad er copyleft?

For at vi kan begynde at diskutere etiske aspekter ved copyleft,
er det nødvendigt først at klargøre, hvad copyleft helt præcist er.
Først og fremmest kan copyleft tolkes som værende en udfordring
af vores nuværende syn på ejendom og ophavsret –
specielt hvad angår intellektuel ejendom.
Hvis vores nuværende ejendomsstrukturer tager udgangspunkt
i et liberalt og individualistisk syn på intellektuelt ophav,
så er copyleft en mere social og kollektivistisk gentænkning
af intellektuelt ophav.
Copyleft stammer fra fri software-bevægelsen,
ifølge hvem kreativitet og innovation er en dybt dynamisk proces.
Desuden er ideer og intellektuelle produkter ikke udskåret af et fast stof,
og intellektuel ejendomsret beskæftiger sig med ikke-rivaliserede goder,
da de er immaterielle
[@Singh2025, s. 270].
Helt konkret tager copyleft form af licenstyper, der kan vælges
som alternativer til traditionelle proprietære ejendomsforhold
som copyright eller patenter.
I nogle sammenhænge omtales copyleft også
i forbindelse med musik blandt andet,
men i denne redegørelse vil vi tage udgangspunkt i copyleft,
som det udsprang af fri software-bevægelsen.

Fri software er defineret ved fire centrale friheder,
der sikrer brugeres og udvikleres muligheder
for frit at bruge, kopiere, studere og videreudvikle software,
og ser således ud:

Frihed 0
: Friheden til at køre programmet til ethvert formål
Frihed 1
: Friheden til at studere hvordan programmet virker
  og tilpasse det til dine egne behov
Frihed 2
: Friheden til at redistribuere kopiere for at hjælpe dine medmennesker
Frihed 3
: Friheden til at forbedre et program
  og udgive det til offentligheden til fordel for hele fællesskabet.

Adgang til kildekoden er her en forudsætning
[@Chopra2008, s. 39-40].
Disse fire friheder repræsenterer og beskriver den grundlæggende forskel
på fri software og proprietær software;
nemlig hvilke handlingsmuligheder,
der er tilladt og tilgængelige for brugerne af softwaren
[@Chopra2008, s. 40].
Ordet ’fri’ i fri software betyder altså,
at brugerne er frie til at gøre med softwaren, hvad de vil.
Copyleft er i forlængelse heraf den praksis, der anvendes
for at gøre et program eller et stykke software frit
og ikke mindst for at sikre denne frihed.
Friheden har nemlig en risiko for at begrænse sig selv.
Et individ kunne eksempelvis tage et frit softwareprogram
og videreudvikle på det
for så at udgive det under copyright-beskyttelse for dem selv.
Dermed er softwaren ikke længere fri i den forstand.
Metoden for at undgå dette er dog simpel:
gør dit værk tilgængeligt i det offentlige domæne,
og alle, der bruger dit værk
(uanset hvor meget de videreudvikler)
skal gøre det samme.
For at sikre dette i juridisk praksis
må man dog først erklære sit værk ’copyrighted’
for dernæst at tilføje de rette distributionsbetingelser,
f.eks. de fire friheder
[@Singh2025, s. 270].
I copyleft-faderen Richard Stallmans egne ord:
”Proprietary software developers use copyright
to take away the users' freedom;
we use copyright to guarantee their freedom.
That's why we reverse the name,
changing "copyright" into "copyleft"”
[@Stallman2002, s. 91].
Stallman kan velsagtens krediteres
med at have grundlagt fri software og copyleft,
da han i 1980’erne startede software-projektet GNU
samt The Free Software Foundation (FSF)
[@Chopra2008, s. 12-13],
der gjorde brug af GNU General Public License (GPL),
som stadig er den mest anvendte copyleft-licens inden for software
[@Honkasalo2009, s. 2].
Det er værd at nævne,
at i 1998 forgrenede nogle profilerede softwareudviklere sig
for at søge en større accept i forretningsverdenen.
De lancerede Open Source Initiative (OSI),
der med dets navn skulle tydeliggøre overfor virksomheder,
at fri software (på engelsk ’free software’)
ikke nødvendigvis skulle være gratis,
og de tog ikke stilling til,
hvor vidt brugere skulle sikre den frie softwares gensidige frihed
gennem copyleft-licenser
[@Chopra2008, s. 15-16].
Dette vil nemlig (formentlig) blive relevant
for vores senere udlægning af de etiske aspekter ved copyleft.
Copyleft udspringer altså af et ideal
om at gøre brugen af software fri og ubegrænset
samt at sikre denne frihed,
og det er på det tekniske plan en slags rettighedspraksis,
der sikrer, at hvis du deler dit værk med offentligheden,
så kan enhver bruge, kopiere og videreudvikle på det,
såfremt at de igen deler deres iteration af værket.