## Hvad er copyleft? For at vi kan begynde at diskutere etiske aspekter ved copyleft, er det nødvendigt først at klargøre, hvad copyleft helt præcist er. Udtrykket copyleft dækker over en praksis [@Chopra2008, s. 14], et koncept [@Singh2025, s. 270; @Morin2012, s. 3], en metodik [@Singh2025, s. 270] eller en mekanisme [@Singh2025, s. 270; @Zhu2013, s. 290] indenfor jura. Funktionelt anvendes copyleft ved licenser for immaterielle produkter, primært software. Licenser som omfatter copyleft kaldes copyleft licenser. Copyleft licenser er del af en større licenser kaldet åbne licenser (engelsk: [open licenses]{lang=en}), som alle over en en sæt af principper om at give fri adgang til brug, genanvendelse og deling. Copyleft licenser indeholder et yderligere princip kaldet reciprocitet (engelsk: [reciprocity]{lang=en}) eller del-på-samme-vilkår (engelsk: [share-alike]{lang=en}), til at garantere fortsat fri adgang til et delt værk ved at kræve, at enhver form for videre distribution også skal være offentlig. [@Morin2012, s. 3; @Singh2025, s. 272; @Zhu2013, s. 290]. Sprogligt er copyleft et ordspil på udtrykket copyright [@FIXME: FIXME kilde - måske Kelty?]. Udtrykket blev introduceret af Richard Stallman [@FIXME: FIXME kilde - måske Kelty?]. Det alternative udtryk reciprocitet henviser til, at målgruppen for licensering indeholdende copyleft er alle der accepterer selv at anvende samme licens ved evt. videre deling, og udtrykket del-under-samme-vilkår henviser til selve denne videre deling. Copyleft er altså en delingslogik, som er indlejret i immaterialretslige licenser, om at dele værker med alle, der accepterer, at hvis de ændrer værket og deler det, så skal denne videre deling ske på samme vilkår som den oprindelige deling. Effekten af copyleft, dvs. hvilken betydning det har at anvende licenser indeholdende copyleft, kan forstås på tre forskellige måder, afhængigt af om hvert værk anskues som en en selvstændig enhed, eller en iteration af en fortløbende genfortælling, eller en ytring i en habermasiansk samtale med programmeringskode som sprog [@Zhu2013, s. 290]. Med et værk anskuet som en selvstændig enhed, kan effekten forstås som obstruering af lockeansk ejendomsret. Ifølge John Locke vindes hævd over ikke-ejede resourcer ved at tilføre resourcen personlig ejendomsret gennem bearbejdning, på lige fod med retten til afgrøder efter opdyrkning af jord [@FIXME FIXME: kilde til John Locke el.lign.]. Hvis et værk A deles, og et nyt værk B udvikles baseret på A, men A ikke anskues som at have krav på B -- hvis eksempelvis A blot anskues som inspiration for B -- så vil B kunne anskues som personligt ejet udfra Lockeansk teori for ejendomret. Effekten af copyleft vil udfra denne anskuelse være en modarbejdelse af denne personlige ejendomsret, da det stiller krav til, hvordan B må deles. Udfra denne forståelsesramme er al software altså nogens ejendom, og copyleft er en måde at obstruere dette centrale princip -- dvs. copyleft er en udfordring af ejendoms- og ophavsret. Et værk kan anskues som en udgave af en kollektiv historie, løbende udviklet ved at blive fortalt igen og igen, hvor den kreative proces er kollektivt forankret, og genbrug af tidligere værker anskues som øvrige, ligestillede bidrag. At høste frugterne af et sådant kollektivt forankret arbejde kan herudfra anskues at være en kollektiv ret på lige fod med retten til at lade husdyr græsse på en fælled [@FIXME FIXME: Himma2013, s. ???]. Udfra denne forståelsesramme er al software altså kollektivets ejendom, og copyleft er en måde at afspejle dette centrale princip -- dvs. copyleft er en implementering af kollektive rettigheder indenfor den personligt orienterede ejendoms- og ophavsret. Et værk kan anskues som en diskurs -- dvs. en ytring i en samtale formuleret med programmer som sprog. Den kreative proces er efter denne anskuelse ikke et værk men et bidrag til en software-trend som en samfundsmæssig diskurs, og tidligere værker anskues som øvrige, ligestillede bidrag. Copyleft stammer fra fri software-bevægelsen, ifølge hvem kreativitet og innovation er en dybt dynamisk proces. Desuden er ideer og intellektuelle produkter ikke udskåret af et fast stof, og intellektuel ejendomsret beskæftiger sig med ikke-rivaliserede goder, da de er immaterielle [@Singh2025, s. 270]. I nogle sammenhænge omtales copyleft også i forbindelse med musik blandt andet, men i denne redegørelse vil vi tage udgangspunkt i copyleft, som det udsprang af fri software-bevægelsen. Copyleft er i forlængelse heraf den praksis, der anvendes for at gøre et program eller et stykke software frit og ikke mindst for at sikre denne frihed. Friheden har nemlig en risiko for at begrænse sig selv. Et individ kunne eksempelvis tage et frit softwareprogram og videreudvikle på det for så at udgive det under copyright-beskyttelse for dem selv. Dermed er softwaren ikke længere fri i den forstand. Metoden for at undgå dette er dog simpel: gør dit værk tilgængeligt i det offentlige domæne, og alle, der bruger dit værk (uanset hvor meget de videreudvikler) skal gøre det samme. I copyleft-faderen Richard Stallmans egne ord: "Proprietary software developers use copyright to take away the users' freedom; we use copyright to guarantee their freedom. That's why we reverse the name, changing 'copyright' into 'copyleft'" [@Stallman2002, s. 91]. Stallman grundlagde fri software og copyleft, da han i 1980'erne startede software-projektet GNU samt The Free Software Foundation (FSF) [@Chopra2008, s. 12-13], der gjorde brug af GNU General Public License (GPL), som stadig er den mest anvendte copyleft-licens inden for software [@Honkasalo2009, s. 2]. Det er værd at nævne, at i 1998 forgrenede nogle profilerede softwareudviklere sig for at søge en større accept i forretningsverdenen. De lancerede Open Source Initiative (OSI), der med dets navn skulle tydeliggøre overfor virksomheder, at fri software (på engelsk "free software") ikke nødvendigvis skulle være gratis, og de tog ikke stilling til, hvor vidt brugere skulle sikre den frie softwares gensidige frihed gennem copyleft-licenser [@Chopra2008, s. 15-16]. Dette vil nemlig (formentlig) blive relevant for vores senere udlægning af de etiske aspekter ved copyleft. Copyleft udspringer altså af et ideal om at gøre brugen af software fri og ubegrænset samt at sikre denne frihed, og det er på det tekniske plan en slags rettighedspraksis, der sikrer, at hvis du deler dit værk med offentligheden, så kan enhver bruge, kopiere og videreudvikle på det, såfremt at de igen deler deres iteration af værket.