For at forstå etikken i forhold til fri software og copyleft mere specifikt, tager vi udgangspunkt i andet kapitel af *Decoding Liberation: The Promise of Free and Open Source Software* af @Chopra2008. Teksten anskuer to forskellige tilgange til software-licensering, ved at trække på frihedsprincipper samt konsekventialisme, deontologi og rawlsiansk kontraktteori. Derudover peger teksten på det unikke særpræg for copyleft, at det retter sig mod fremtidige etiske implikationer af en licens, idet licenshaveren tager stilling til, hvorvidt afarter af deres projekt må deles uden de fire friheder [@Chopra2008]. Det følgende afsnit vil være en fremstilling og nærmere forklaring af disse relevante etiske aspekter ved copyleft. ### Frihed for hvem til hvad? Frihed 0 placerer bevidst ikke nogen begrænsninger på, hvordan fri software kan benyttes. @Chopra2008 beskriver, hvordan denne frihed kan problematiseres i et tænkt eksempel. Det forløber således: lad os forestille os, at en software-udvikler har skabt et program, som er særligt egnet til dynamisk at forudsige flyveforløb på selvdrevne luftfartøjer. Udvikleren er stor modstander af den videre udvikling af atomvåben, og ønsker derfor ikke, at hendes program anvendes i styresystemet på et atommissil. Det er ikke muligt for udvikleren at udgive sit program som fri software, uden at gå på kompromis med sin modstand i forhold til atomvåben, idet frihed 0 gør det umuligt at udgive fri software med specifikke begrænsninger på dens brug [@Chopra2008, s. 44]. Der kan konstrueres argumenter for, at frihed 0 fortsat kan være et gyldigt princip trods et muligt behov for etisk ansvarlige begrænsninger, dels ved at appellere til, at det er de lovgivende myndigheders job at sætte disse begrænsninger for, hvad software juridisk set må anvendes til, og dels ved at proprietær software ikke er mere frit alligevel. Men @Chopra2008 beskriver det simple, pragmatiske glidebaneargument, som Free Software Foundation tager udgangspunkt i: Hvis det accepteres at fri software kan have begrænsninger for sin brug i én henseende, vil det hurtigt føre til et hav af flere forskellige ugennemskuelige begrænsninger indenfor den større sfære af fri software. Få begrænsninger kalder på flere begrænsninger, som i sidste ende vil resultere i en form for balkanisering af begrænsninger [@Chopra2008, s. 44-45]. Hvis begrænsninger på fri software i forhold til militære henseender accepteres, kan vi også forestille os argumenter for begrænsninger på anvendelsen af fri software indenfor for eksempel stamcelleforskning. Forventningen om sådanne problemer har ført til en bestemmelse indenfor Open Source Definitionen kaldet "[No Discrimination Against Fields of Endeavor]{lang=en}". Begrænsninger på denne frihed har tendens til at være politisk eller moralsk motiverede, og er i praksis modsatrettede den frihed, som Open Source kalder på til at begynde med [@Chopra2008, s. 44-45]. Fri software er altså frit for frihedens skyld, og den målsætning reducerer mængden af begrænsende partikulariteter i hver implementering af copyleft. ### Etiske skillelinjer mellem FSF og OSI De etiske aspekter ved copyleft i forhold til andre open source-licensvalg kommer muligvis mest tydeligt til udtryk i diskussionerne mellem Free Software Foundation (FSF) og Open Source Initiative (OSI), idet disse organisationer repræsenterer bevægelsen associeret med hver licens [@Chopra2008, s. 37-38]. FSF støtter med deres Free Software Definition (FSD) eksplicit copyleft-licensering, og de gør da også klart, at deres motivation er at understøtte social frihed, ikke friheden hos den enkelte programmør, eksemplificeret ved citater som "[above all, society needs to encourage the spirit of volutary cooperation in its citizens]{lang=en}" [Stallman, 1994, citeret i @Chopra2008, s. 57] og "[[our] inspiration comes from the ideals of 1776: freedom, community and voluntary cooperation]{lang=en}" [Stallman, 2001, citeret i @Chopra2008, s. 59]. Det moralske grundlag for copyleft er derfor præget af dydsetiske overvejelser, og det bliver derfor interessant at se, hvad en utilitaristisk analyse af copyleft principper kan udlede. Derudover minder "voluntary cooperation" meget om princippet om reciprocitet indlejret i kontraktualisme. Bevarelsen af friheden hos hver enkelt bruger af software, nu og i fremtiden, er et socialt imperativ, ifølge @Chopra2008. Det reflekteres i den konkrete anvendelse af copyleft i GPL, som fastholder en intolerance overfor proprietær software i enhver form, eksemplificeret ved citatet: "[We wish to avoid the danger that redistributors of a free program will ... [make] the program proprietary. To prevent this, we have made it clear that any patent must be licensed for everyone's free use or not licensed at all]{lang=en}" [Stallman, 2002, citeret i @Chopra2008, s. 59]. Fra perspektivet af copyleft er virksomhedsinteresser altså modsatrettede idealerne om frihed og frivilligt samarbejde. At programmer skulle kunne gøres proprietære ses endda som en "danger". OSI er helt modsat med deres Open Source Definition (OSD) motiveret af ønsket om udbredelse af kommerciel anvendelse af den frie softwares udviklingsmodel, idet de lægger vægt på teknisk effektivitet og neo-liberal virksomhed [@Chopra2008, s. 48]. Den motivation, påpeger @Chopra2008, er demonstreret af licensens accept overfor en fremtidig inklusion af open source-software i lukkede, proprietære pakker. Det synspunkt kommer meget kraftigt til udtryk i citatet: "[We realized it was time to dump the confrontational attitude that has been associated with 'free software' in the past and sell the idea strictly on... pragmatic, business-case grounds]{lang=en}" [The Open Source Initiative, 2006, citieret af @Chopra2008, s. 58]. Det kunne fortolkes sådan, at effektiviteten indlejret i profitdrevet virksomhedslogik for OSI er instrumental i omfattende sikring af de 4 friheder. Afgørende er dog, at OSI aldrig i deres OSD nævner noget moralsk princip om f.eks. frihed, og heller ikke giver nogen erklæring og dermed beskyttelse af bestemte mål for dets fællesskab, selvom deres licenser direkte implementerer disse frihed. [@Chopra2008, s. 58]. Forskellen i tolerance overfor fremtidige anvendelser af et stykke open source-software kan ses udtrykt igennem definitionernes forhold til immaterielle fælleder -- som modsat fysiske fælleder som en skov eller et vandløb ikke kan udtømmes eller bruges op, da der er tale om ideer som blot kan kopieres. @Chopra2008 fremhæver følgende beskrivelse: GPL konstruerer en beskyttet fælled og siger, at du må tage fra den, modificere hvad du får ud af den, og videredistribuere som det passer dig, så længe du ikke begrænser fremtidige brugere fra at have de samme rettigheder, som du har fået [@Chopra2008, s. 49-50]. BSD-licensen, som læner sig op ad samme motivation som OSD, modsætter sig på det sidste punkt, og gør det dermed muligt for private aktører at tage et immaterielt produkt fra den fælled, og ikke lægge noget tilbage i den igen [@Chopra2008, s. 49-50] ifm. f.eks. privatisering af det afledte produkt. Hertil argumenterer @Chopra2008 for, at GPL er bedre til at sikre sociale friheder, idet den eneste begrænsning placeret på licensen, er den, som forhindrer fremtidige iterationer af et stykke software fra at begrænse rettighederne for brugeren, og derved udtømme de digitale fælleder. Den fundamentale forskel mellem Open Source og Free Software er dermed deres attitude overfor fremtidige licenser og deres grad af prioritering af sundheden af digitale fælleder [@Chopra2008, s. 50], hvor copyleft gennem implementeringen af sine principper aktivt intervenerer mod proprietære tilegnelser af fællederne. ### Copyleft, konsekventialisme og deontologi Chopra & Dexter (2008) vurderer også GPL- og BSD-licenserne gennem klassiske etiske teorier som konsekventialisme (teksten fokuserer mere specifikt på utilitarisme) og deontologi. De argumenterer for, at ren utilitaristisk eller deontologisk analyse kan efterlade os med beslutninger, der virker moralsk utilfredsstillende. Det berømte trolley-problem, der spørger os, om vi bør styre den løbske sporvogn væk fra en gruppe mennesker mod en enkel person på et andet spor, og derved bevidst slå denne person ihjel for at redde flertallet, viser vanskelighederne ved utilitarismens rent beregnende tilgang. Benjamin Constants scenarie med en morder på jagt efter sit offer, i hvilket du ved, hvor offeret gemmer sig, og morderen spørger dig, hvor vedkommende er, demonstrerer problematikkerne ved deontologiske regler, som "du må aldrig lyve" [@Chopra2008, s. 61]. Svar på etiske dilemmaer, som regnes frem til ved ren utilitaristisk eller ren deontologisk analyse, kan altså virke modstående til moralske intuitioner, og de mest interessante etiske spørgsmål (som spørgsmålet om at vælge copyleft eller non-copyleft) kræver derfor en kombination af teorier for at opnå en fyldestgørende vurdering [@Chopra2008, s. 61]. På overfladen kan man blive fristet til at beskrive GPL som deontologisk orienteret, da sprogbruget forekommer mere bydende og forpligtende, og BSD som mere utilitaristisk orienteret, da den antyder et kompromis med proprietære ambitioner for at opnå højest nytte Men ifølge Chopra og Dexter er sagen ikke helt så simpel. Begge former for licenser pålægger nemlig visse forpligtelser hos brugerne og lover samtidig det bedste udfald for deres brugere [@Chopra2008, s. 61]. BSD-licensen, der først fremstår som mest utilitaristisk orienteret, er for eksempel udstyret med en klausul, der siger, at alle udgivere har ret til at tage deres egne valg om deres egen software. Dermed er man forpligtiget til at respektere og opretholde den ret [@Chopra2008, s. 61]. Omvendt giver den ellers deontologisk fremstående GPL et stærkt utilitaristisk argument, idet den begrænser den individuelle udviklers frihed til fordel for at skabe mest frihed og bedste konsekvenser for den større mængde af udviklere og brugere [@Chopra2008, s. 61]. Hvis begge licenser er (i hvert fald delvist) udbygget af et utilitaristisk rationale, er det da nærliggende at betragte, hvilken social gode de tilbyder, for at bedømme hvilken gode har mest nytte. Dette er for OSD software af højest mulig kvalitet og for FSD mest mulig frihed for brugerne [@Chopra2008, s. 62]. Ifølge @Chopra2008 kunne man for eksempel vurdere GPL som den utilitaristisk set bedste licens, hvis man tilskriver mere nytte til frit brug af software, end man gør til de tekniske værdier i softwares kvalitet. De bemærker dog, at retfærdiggørelse af frihedens nytte over teknisk kvalitet formentlig ikke kan laves på et udelukkende utilitaristisk grundlag, og at man til dette formål kan støtte sig til et deontologisk princip om pligten til at bevare frihed [@Chopra2008, s. 62]. Netop derfor mener @Chopra2008, at en kombination af de to teorier er nødvendig for en tilfredsstillende etisk vurdering af de to licenser. @Chopra2008 analyserer desuden dilemmaet mellem GPL og BSD ved inddragelse og anvendelse af kantiansk etisk teori, hvor fokus er på at handle på baggrund af universalisérbare maksimer [@Chopra2008, s. 62]. Her bliver det tydeligt at overvejelsen af de sekundære virkninger -- og ikke kun den umiddelbare licensbruger -- er essentielle for at skelne mellem de to licenser, da det er i den sekundære brug af licensen, at muligheden for at fjerne friheder opstår [@Chopra2008, s. 62]. Uden overvejelsen af den sekundære brug, kan en udvikler nemlig godt rationelt ville, at al software udgives frit under begge licenser. Men med de sekundære brugere i mente peger @Chopra2008 på, at hvis en udvikler vælger at udgive sit værk under BSD-licensen, tillader vedkommende muligheden for, at en bruger kan udgiver afledte værker uden de 4 friheder. Dette gør, at udviklerens maksime om at udgive software frit ikke er universalisérbar [@Chopra2008, s. 62]. Denne udvikler kan nemlig ikke rationelt ville, at alle skal udgive deres værk under de 4 friheder, og på samme tid at nogen må udgive deres værker uden de 4 friheder. Handlingen bliver således selvmodsigende ved en anvendelse af kantiansk etisk teori.