Samfundskontrakt-teorier hører under normativ politisk filosofi. De kaldes også proceduralistiske, da de tager udgangspunkt i det meta-etiske standpunkt, at moralsk gyldighed opstår ud af en proces -- i form af en aftale -- ikke substans eller konsekvenser. Få tilhængere af disse teorier mener rent faktisk, at moral grundes i specifikke aftaler. De finder derimod deres moral ved at udlede moralske principper fra oftest hypotetiske situationer, hvor rationelle agenter fremstiller den bedst mulige aftale. Indenfor kontraktteori skelnes mellem kontraktarianisme (engelsk: [contractarianism]{lang=en}), eksemplificeret ved Thomas Hobbes, og kontraktualisme (engelsk: [contractualism]{lang=en}), eksemplificeret ved Jean Jacques Rousseau. Kontraktarianisme karakteriseres ved, at de moralske principper, som den endelige kontrakt mellem rationelle mennesker udgør, er baseret på egen-interessen hos hver enkelt. Kontraktualisme grunder derimod sine moralske principper i idealet om reciprocitet, fornuft og retfærdighed [@Darwall2005, s. 21]. ### Kontraktualisme Kontraktualismen har en lignende struktur, men er nyere end og kritiserer derfor kontraktarianismen, som ser moralske principper som skabt ud af forhandling. Kontraktualismen ser det som problematisk, og hviler i stedet på et meta-etisk fundament af idealet om lige respekt for alle, som er inkompatibelt med en forhandlingsproces som den, Hobbes beskriver. Den ser et grundlæggende problem i, at kontraktarianismen antager at individer har et moralsk krav på de ressourcer, de ville besidde hvis de ikke var omfattet af en kontrakt. Hvis der ikke er forskel i ejendom, hvorfor så have brug for at forhandle overhovedet? Kant sætter det ifølge @Darwall2005, s. 24 på spidsen i formuleringen af sit kategoriske imperativ, idet han siger at enhver som forventes at følge loven, også skal anses som at de fremstiller loven. I et fællesskab med rationelle aktører kan de altså kun fortsat være frie moralske aktører, hvis de kun er omfattet af love de selv er med til at lave. Rousseau beskriver noget lignende med begrebet "den almene vilje", som betegner viljen af hver som et frit og lige medlem af samfundet: "This is a version of Rousseau's idea of legitimate political community as an association in which each, 'while uniting with all, nevertheless obeys only himself'" [@Darwall2005, s. 24] Viljer karakteriseret af en tilstand af ulighed i forhold til andre bør altså ikke være afgørende for hvilken moralsk kontrakt, der fastlægges for et fællesskab af mennesker. Hvor kontraktarianismen mener at moralske principper er dem, som folk ville foreskrive og forsøge at få andre med på baseret på egen interesse, mener kontraktualismen simpelthen at de moralske principper for hvad der er rigtigt, er dem som individer ville foreskrive og skrive under på som enkelte personer blandt andre frie og lige personer. Vi forsøger at opstille en formulering af copyleft-princippet, og derefter vurderer ved hjælp af kontraktualisme, hvorvidt det princip er etisk forsvarligt. En måde at gøre dette, er at undersøge om et princip for reguleringen af deling baseret på, om det rimeligvis kan afvises. Det leder til T.M. Scanlons kontraktualisme, som ofte gengives således: > "an act is wrong if its performance under the circumstances would be disallowed by any set of principles for the general regulation of behavior that no one could reasonably reject as a basis for informed, unforced general agreement. [@Scanlon1998, s. 153] En handlings forkerthed er altså defineret af, hvorvidt den *rimeligvis kan afvises*, baseret på informeret enighed i fraværet af tvang. Rimelig afvisning kan lade sig gøre, når, princippet, en persons handling er reguleret af, pålægger andre en byrde, som man ikke ellers ville acceptere givet et velovervejet, generelt perspektiv. Rimelig afvisning kan også siges at være en slags veto-ret, for dem som potentielt vil afvise en andens handling som moralsk, givet generiske grunde som autonomi, frihed osv. At handle overfor andre mennesker er at respektere deres kapacitet for begrundelser og mulighed for at retfærdiggøre. For Scanlons kontraktualisme lever man op til denne respekt ved at behandle dem efter netop de principper, som de ikke rimeligvis ville kunne afvise. Moralske agenter er derfor for Scanlon intrinsisk motiveret til at retfærdiggøre sig selv overfor andre, og det er i sin essens det som gør dem til moralske agenter til at begynde med [@Ashford2018]. I konstruktionen af en kontraktualistisk analyse af den art, må man efter at vurdere hvem der bliver begrænset eller får gavn af en regel, betragte om de pårørte ville være anderledes stillet givet en anden regel. Scanlon formulerer det således: > "From the point of view of the agents who will be constrained by it, or of those who would be beneficiaries of an alternative principle, there may be reason to reject it in favor of something different or less demanding." [@Scanlon1998, s. 213] Alternativer skal altså også overvejes. Det er ikke nok, at de pårørte ikke umiddelbart har nogen rimelige afvisninger af reglen. Det skal også bemærkes, at der ikke er tale om et simpelt utilitaristisk nytteprincip, hvorved kontraktualismen kunne reduceres til menneskelig velvære.