Samfundskontrakt-teorier hører under normativ politisk filosofi. De kaldes også proceduralistiske, da de tager udgangspunkt i det meta-etiske standpunkt, at moralsk gyldighed opstår ud af en proces -- i form af en aftale -- ikke substans eller konsekvenser. Få tilhængere af disse teorier mener rent faktisk, at moral grundes i specifikke aftaler. De finder derimod deres moral ved at udlede moralske principper fra oftest hypotetiske situationer, hvor rationelle agenter fremstiller den bedst mulige aftale. Indenfor kontraktteori skelnes mellem kontraktarianisme (engelsk: [contractarianism]{lang=en}), eksemplificeret ved Thomas Hobbes, og kontraktualisme (engelsk: [contractualism]{lang=en}), eksemplificeret ved Jean Jacques Rousseau. Kontraktarianisme karakteriseres ved, at de moralske principper, som den endelige kontrakt mellem rationelle mennesker udgør, er baseret på egen-interessen hos hver enkelt. Kontraktualisme grunder derimod sine moralske principper i idealet om reciprocitet, fornuft og retfærdighed [@Darwall2005, s. 21]. ### Kontraktualisme Kontraktualismen har en lignende struktur, men er nyere end og kritiserer derfor kontraktarianismen, som ser moralske principper som skabt ud af forhandling. Kontraktualismen ser det som problematisk, og hviler i stedet på et meta-etisk fundament af idealet om lige respekt for alle, som er inkompatibelt med en forhandlingsproces som den, Hobbes beskriver. Den ser et grundlæggende problem i, at kontraktarianismen antager at individer har et moralsk krav på de ressourcer, de ville besidde hvis de ikke var omfattet af en kontrakt. Hvis der ikke er forskel i ejendom, hvorfor så have brug for at forhandle overhovedet? Kant sætter det ifølge @Darwall2005, s. 24 på spidsen i formuleringen af sit kategoriske imperativ, idet han siger at enhver som forventes at følge loven, også skal anses som at de fremstiller loven. I et fællesskab med rationelle aktører kan de altså kun fortsat være frie moralske aktører, hvis de kun er omfattet af love de selv er med til at lave. Rousseau beskriver noget lignende med begrebet "den almene vilje", som betegner viljen af hver som et frit og lige medlem af samfundet: "This is a version of Rousseau's idea of legitimate political community as an association in which each, 'while uniting with all, nevertheless obeys only himself'" [@Darwall2005, s. 24] Viljer karakteriseret af en tilstand af ulighed i forhold til andre bør altså ikke være afgørende for hvilken moralsk kontrakt, der fastlægges for et fællesskab af mennesker. Hvor kontraktarianismen mener at moralske principper er dem, som folk ville foreskrive og forsøge at få andre med på baseret på egen interesse, mener kontraktualismen simpelthen at de moralske principper for hvad der er rigtigt, er dem som individer ville foreskrive og skrive under på som enkelte personer blandt andre frie og lige personer. Men det efterlader et problem, for mennesker er ikke materielt lige og lige frie i samfundet, så det ville være uansvarligt at lovgive som om, de var. Et bud på en løsning på det problem er John Rawls' ide om uvidenhedens slør: > "Among the essential features of this situation is that no one knows his place in society, his class position or social status, nor does any one know his fortune in the distribution of natural assets and abilities, his intelligence, strength, and the like." [@Rawls1999, s. 11] Påstanden er, at principperne bag retfærdighed er dem, som det ville være rationelt at vælge fra "en oprindelig position", bag et "slør af uvidenhed" ift. de rationelle aktørers forskellige positioner i samfundet. De rationelle aktører, som da skal danne en kontrakt, ved altså ikke noget om deres egne interesser, ressourcer, evner, talenter, køn, race, socioøkonomisk position, eller værdier. Ift. denne hypotetiske situation ville Rawlsianske kontraktualister argumentere for, at den kontrakt der måtte vælges, er moralsk og retfærdig uden at reducere sig til egen-interesser. Ja, hver enkelt person bag sløret af uvidenhed har stadig egen-interesser, men når de ikke kender deres position i samfundet, må de forhandle sig til en kontrakt som de ville være tilfreds med, *uanset hvilken position i samfundet de måtte have*. Bag uvidenhedens slør, fra den "oprindelige position", kan man endelig se hvordan en fri, lige og rationel aktør forhandler en kontrakt, da ingen foreskrevne regler kunne være skræddersyet til enkeltpersoners interesser. Efter opstillingen af ovenstående hypotetiske scenarie, mener Rawls at kunne argumentere for 2 retfærdighedsprincipper, rangeret efter prioritering. De lyder således: "First: each person is to have an equal right to the most extensive scheme of equal basic liberties..." [@Rawls1999, s. 53] Frihedsrettigheder, der garanterer negative friheder som ytringsfrihed, kan altså kun begrænses, hvis den samme begrænsning gælder for alle. Positive rettigheder kan kun gives, hvis de gives til alle, såsom retten til at stille op og stemme til valg. "Second: social and economic inequalities are to be arranged so that they are... to everyone's advantage" [@Rawls1999, s. 53] Det andet kaldes "forskelsprincippet", og dets formål er at sikre retfærdig lighed i mulighed, og fordeler resterende sociale produkter på måder som sikrer samfundets værst stillede. Implikationen af de to principper er, at ulighed kun retfærdigt kan eksistere i den grad, som den kan fungere som social ressource i sig selv for at gøre alle bedre stillet, måske mest populært ved at give incitamenter. Rationelle aktører bag uvidenhedens slør ville efter egen interesse vælge de 2 ovenstående principper for at undgå at blive sat ind i en social position, hvor de er specielt hårdt stillede ift. alle andre. Ovenstående formulerer principperne i en politisk, ikke meta-fysisk moralfilosofi. Den kan derfor ikke hjælpe den enkelte med at træffe moralske valg. For at hjælpe den individuelle kontraktualist med at vælge en licens, og dermed knytte sin software til visse etiske principper, er der derfor brug for en anden form for kontraktualisme. Det leder til T.M. Scanlons kontraktualisme, som ofte gengives således: > "an act is wrong if its performance under the circumstances would be disallowed by any set of principles for the general regulation of behavior that no one could reasonably reject as a basis for informed, unforced general agreement. [@Scanlon1998, s. 153] En handlings forkerthed er altså defineret af, hvorvidt den *rimeligvis kan afvises*, baseret på informeret enighed i fraværet af tvang. Rimelig afvisning kan lade sig gøre, når en persons handling, pålægger andre en byrde som man ikke ellers ville acceptere, givet et velovervejet, generelt perspektiv. Rimelig afvisning kan også siges at være en slags veto-ret, for dem som potentielt vil afvise en andens handling som moralsk, givet generiske grunde som autonomi, frihed osv. At handle overfor andre mennesker er at respektere deres kapacitet for begrundelser og mulighed for at retfærdiggøre. For Scanlons kontraktualisme lever man op til denne respekt ved at behandle dem efter netop de principper, som de ikke rimeligvis ville kunne afvise. Moralske agenter er derfor for Scanlon intrinsisk motiveret til at retfærdiggøre sig selv overfor andre, og det er i sin essens det som gør dem til moralske agenter til at begynde med [@Ashford2018]. I konstruktionen af en kontraktualistisk analyse af den art, må man efter at vurdere hvem der bliver begrænset eller får gavn af en regel, betragte om de pårørte ville være anderledes stillet givet en anden regel. Scanlon formulerer det således: > "From the point of view of the agents who will be constrained by it, or of those who would be beneficiaries of an alternative principle, there may be reason to reject it in favor of something different or less demanding." [@Scanlon1998, s. 213] Alternativer skal altså også overvejes. Det er ikke nok, at de pårørte ikke umiddelbart har nogen rimelige afvisninger af reglen. Det skal også bemærkes, at der ikke er tale om et simpelt utilitaristisk nytteprincip, hvorved kontraktualismen kunne reduceres til menneskelig velvære.