Analysen søger at besvare etiske aspekter ved formuleringer af copyleft som princip Den specifikke formulering, vi undersøger, afhænger af hvilken normative etiske teori vi tager udgangspunkt i. Vi tager udgangspunkt i copyleft forbundet med software, da denne forbindelse er mest intuitiv for os, og da det mindsker ambiguitet om, hvad der eksempelvis måtte menes med "værk". Der findes mange typer software med forskellige associerede etiske overvejelser. For at isolere spørgsmålet til at handle om potentialet for videreudvikling, tager vi udgangspunkt i software generelt, som har følgende karakteristika: 1. Det er ikke livskritisk eller på anden måde kritisk for sikkerheden af brugeren eller pårørende. 2. Det håndterer ikke følsomme persondata. På den måde undgår analysen at tage stilling til konsekvenser med større, selvstændige etiske implikationer. Til 1. kunne der være tale om fejl i software forsynet af en virksomhed til respiratorer i offentlige hospitaler, som ender med at koste nogen livet. Til 2. kunne det være softwaren i fillagringssystemer til universiteter, forsynet af virksomheder, som viser sig at bruge brugerdata til at vise mere relevante annoncer.