### Copyleft for kontraktarianister Den Hobbesianske kontraktarianist vil i deres stillingtagen til copyleft tage udgangspunkt i de ejendomsrelationer, som gør sig gældende i samfundet inden kontrakten forhandles, da der ellers ikke ville være noget grundlag at forhandle på. Det er den centrale måde kontraktarianisme adskiller sig fra kontraktualisme, og indebærer også, at den moralske kontrakt bliver forhandlet på baggrund af indidividuelle egen-interesser og maksimeringen af disse i forhold til, hvis der ikke havde været en kontrakt. Man kan begynde ved at notere, at "alles krig mod alle"-tilstanden ift. copyleft indebærer en mangel på copyright til at begynde med, da der ikke er en statsligt beskyttet kontrakt, som håndhæver immaterielret. Hvis immaterielret ikke håndheves, har vi altså en situation, hvor softwareudviklere ikke kan forvente ejerskab over det, de producerer. Det er ikke væsentligt her at forstå, hvordan software udgivet med lukket kildekode i praksis kan blive dekompileret eller reverse-engineered, hvorved brugere kan få adgang til den oprindelige kildekode. Det er kun relevant, at softwareudviklere ikke kan regne med at vedligeholde deres virke, hvis de ikke kan begrænse, hvordan slutbrugeren anvender, tilpasser og itererer på deres produkter. I den tilstand har mere ressourcestærke segmenter af samfundet en interesse i at sikre, at det, de producerer, fortsat bidrager til den plads, de har i samfundet. De er med god sandsynlighed ressourcestærke, fordi de har en tendens til stræben efter tilegnelsen af flere ressourcer. Uden en håndhævet moralsk kontrakt, er det stadig muligt at sælge software, på samme måde som det er muligt at bytte/sælge en ged i et samfund uden regler, men sikkerheden og omfanget af erhverv er lav. Der er ikke nogen garanti for, at brugerne fortsat, på den ene eller den anden måde, vil have brug for at betale, idet dekompilering og fri videre distribuering og videreudvikling ikke er ulovligt. Der er heller ikke nogen grund for forbrugeren til at stole på producenten, da der altid er muligheden for at hvem som helst kan være en svindler. Handel er derfor kun mulig i begrænset omfang, og det er derfor svært at se, hvordan softwareproducenter kan producere mod forventningen om at få noget igen. Der vil naturligvis også være producenter, som kun har interesse i at skabe software fordi det gøre dem glade at bidrage. De kan udgive deres produkter uden begrænsninger, uden forventningen om at få noget igen, og få vil i det samfund have en realistisk mulighed for at "lukke kildekoden" senere hen for at profitere på den, hvorved copyleft som koncept gøres overflødigt (da det beskriver basistilstanden). Alles krig mod alle, eller punktet af ingen enighed, skader i den situation incitamentet for producenter af software, som har en interesse i at gavne dem selv gennem deres produktion, og de vil søge mod at skabe en samfundskontrakt, som hjælper dem med at foretage virksomhed på deres produkter. Hvis producenter af software ikke har incitament til at producere, vil det mindske værktøjskassen for slutbrugeren, idet kun velgørende softwareudviklere skaber nye digitale værktøjer. Det antages, at software har en værdi for slutbrugerne, da den styrker deres evne til at stræbe efter sine egen-interesser. Punktet af ingen enighed mindsker dermed evnen for både producenter og forbrugere af software til at opnå deres interesser, og dermed opstår en situation, hvor der er interesse i at fremstille en samarbejdsrelateret moralgivende kontrakt. Uden at dykke ned i behovet for og naturen af en stat, som Hobbes mente er nødvendig for at opretholde sådan en kontrakt, må samfundets moralske agenter nu forhandle en kontrakt, som gavner dem alle mere end punktet af nul enighed. At samfundets befolkning allerede er delt op i forskellige grader af ressourcestærkhed er en forudsætning for den efterfølgende forhandling. De mindre ressourcestærke kan naturligvis selv producere software, men ikke i samme grad som de ressourcestærke. Da de mere ressourcestærke i samfundet har bedre mulighed for at udvikle software, har de bedre mulighed for at formulere en kontrakt, som de mindre ressourcestærke må acceptere. Den ideelle tilstand for de ressourcesvage, som ikke kan bytte sig til hvad som helst, er, at de frit kan benytte al den software, som de har brug for, i henhold til deres egen-interesser. Det peger på, at deres ideal er en copyleft-lignende kontrakt, hvor de digitale fælleder er så store som muligt, men af ovenstående grunde vil det føre til mindre software helt generelt. De ressourcestærke er imod en copyleft-lignende kontrakt, og da de har et stærkere grundlag at forhandle på, vil forhandlingsprocessen sandsynligvis ende med et samfund, som gør det muligt for disse grupperinger at fremstille lukket software, og som samtidigt gør det muligt at håndhæve at kildekoden forbliver lukket, hvorved utilsigtet brug af den software, de producerer, vil blive anset som tyveri. Men rettigheden til gennem immaterielret at bestemme over den software, man selv producerer, indebærer også at velgørende softwareudviklere får muligheden for at udgive software under GPL-lignende licenser. Der er naturligvis også tilfælde, hvor både ressourcestærke og ressourcesvage softwareudviklere begge har begrundelser for at udgive deres software under andre licenstyper, end dem der groft sagt præsenteres ovenfor. Nogle ressourcesvage vil søge at blive mere ressourcestærke ved at licensere deres software under en begrænsende model, så de kan distribuere den mod en form for betaling. Ligeledes kan ressourcestærke segmenter af samfundet ønske at "donere" deres software til offentligheden ved at frigive kildekode, således at enhver kan bidrage til kvaliteten af produktet, som måske indirekte gavner deres virke og mulighed for at stræbe efter egeninteresser. Den kontrakt, som maksimerer både producenternes og forbrugernes, de ressourcestærkes og de ressourcesvages egen-interesser, bedst muligt, vil altså komme til at ligne den vi har i dag, hvor softwareudviklere har ret til at sætte vilkårene for hvert enkelt stykke software, afhængigt af deres behov og interesse. ### Copyleft for kontraktualister Kontraktualisten vil i modsætning til kontraktarianisten aldrig anse ressourcestærkhed og de fordele i forhandlingen, der er derved, som gyldige begrundelser for at vedtage en bestemt kontrakt. Alle kontraktarianister ser egen-interesser som subjektive og ikke som moralsk betingede på nogen anden meta-etisk værdi end interesse. Kontraktualismen har forgreninger som både kan give bud på samfundsmæssige kontrakter, i form af eks. Rawlsiansk analyse vha. uvidenhedens slør, og derudover kan vejlede individuelle handlinger, i form af eks. Scanlons kriterie om rimelig afvisning. #### Rawlsiansk analyse af copyleft Rawls påstår som før nævnt, at principperne bag retfærdighed er dem, som det ville være rationelt at vælge fra „en oprindelig position“, bag et „slør af uvidenhed“ ift. de rationelle aktørers forskellige positioner i samfundet. Bag sløret ved aktørerne ikke hvilken type samfundsmæssig organisering, de kommer til at være underlagt når de træder ind i samfundet. De vil, som redegjort for tidligere, under alle omstændigheder, i følge Rawls, som minimum beslutte 2 retfærdighedsprincipper. Under det første gives det som et krav, at fastholde den højest mulige grad af lige, basale friheder samt retfærdig lighed i muligheder blandt folk. I forhold til copyleft kunne man stille spørgsmålet, vil en regel, som tillader enhver at tilbageholde kildekoden til et stykke software true andres lige ret til læring, selvrealisering eller autonomi? Hertil kan man forestille sig at lukket software bliver nødvendigt for at føre en almindelig dagligdag, hvormed brugeren simpelthen ikke kan vælge at anvende noget andet software. Det er allerede tilfældet i lovpligtige uddannelsessystemer verden over, at lukket software er påtvunget på den ene eller den anden måde (FIXME: kilde?). Mange brugere vil dermed miste autonomi over deres eget IT-udstyr, idet de reelt ikke ved hvad deres computer foretager sig når de interagerer med uddannelsen, hvis software med lukket kildekode er muligt under immaterielret. Deres ret til læring er også truet, da de ikke har mulighed for at studere hvordan deres uddannelse hænger sammen rent IT-teknisk. Man kan da argumentere for, at den kontrakt, de rationelle aktører bag sløret ville vælge, ville være en hvor immaterielret på software slet ikke er muligt, hvormed copyleft som princip er en ret, men copyleft som juridisk teknik ikke er muligt. Reglen kunne også være, at aflukket software aldrig må være den eneste mulighed i kontekster, hver borger kommer til at være juridisk bundet til. Reglen ville da definere, eksempelvis at uddannelsesinstitutioner ikke må gøre de studerende afhængige af lukket software, da det krænker deres ret til autonomi, og derudover krænker deres mulighed for at forstå hvilket IT-teknisk kontekst, deres læring foregår indenfor. Da vil kontrakten forhandles baseret på 2. retfærdighedsprincip, forskelsprincippet. Ulighed må kun opstå så længe det gavner de dårligst stillede mere, end en situation uden ulighed. Det er allerede slået fast, at lukket kildekode kan have værdi, da det i højere grad tillader virksomheder at investere i softwareprojekter, da det bærer et højere løfte om et socialt afkast. Modargumentet hertil er, at det altså stadig er muligt at tjene penge på software med åben kildekode, bare i andre kontekster end selve salget af muligheden for at anvende den pågældende software. Det kunne være indtægter ifm. virksomheder, som har brug for en hvis form for software, som betaler softwareudviklere for at udvikle den med den klausul, at softwaren udgives under copyleft, og derfor vil være alle til gavn. Det forhindrer også andre virksomheder i at skulle opfinde den dybe tallerken igen og igen, da de efterfølgende vil kunne anvende den samme software. Her er det heller ikke nødvendigvis et tab, at være den første som investere i et stykke software, da enhver i det tilfælde hurtigere vil kunne bidrage til projektet, hvormed virksomhedens virke forbedres. Aktørerne bag sløret vil derfor ikke finde god nok grund til at gøre det muligt, at udgive software under lukket kildekode, da gavnen herved primært gavner en minoritet af ressourcestærke softwareudviklere, mens net resultat for resten af befolkningen måske er marginalt ringere software, som til gengæld er ligeligt tilgængeligt for alle at anvende, distribuere, studere og viderudvikle. #### Scanloniansk analyse af copyleft Scanlon beskæftiger sig med det individuelle valg ifm. licensering. Lad os da antage at vi lever i et samfund som det vi gør nu, hvor indehaveren af retten til et stykke software frit kan vælge, hvilken licens deres software udgives under.